Plader

Moody Alan: Moodswings

Skrevet af Mathias Askholm

Moody Alan bevæger sig med sin lettilgængelige poprock i et musikalsk minefelt. På den ene side er der faren ved at miste radiovenligheden, og på den anden side er der faren for at stå i stampe i det samme polerede univers. Moody Alan har valgt radiovenligheden.

Moody Alan spiller fængende melodisk rock af den slags, der kan være forfriskende engang imellem, når alt andet bliver for intellektuelt. Når der derimod er en hel plade bygget op over den samme recept med over-dubbede vokalharmonier og poppede omkvæd, klapper mine ører beskyttende i. Moody Alan formår kun i meget få sange på Moodswings at gøre deres musik rigtig spændende.

Moodswings lægger ud med den umiddelbart fængende “Pieces”. Sangen er af en kaliber, der henvender sig til samme publikum som Carpark North og dermed også Boogies seere. Med de næste numre, førstesinglen “My Life” og “Heading Out”, fastslås mit første indtryk af pladen: umiddelbare og kortlivede popsange, der hurtigt bliver kedelige. Rigtigt interessante formår Moody Alan kun at være i “Embrace”, men derudover er store dele af pladen en samling af anonyme sange der ikke byder på hverken overraskelser eller forandring.

Mood kan betyde flere ting, bl.a. kan det betyde humør, altså Moodswings lig “humørsvingninger”. Mood kan dog også betyde modus, altså måde. Intet af dette har dog influeret sangskrivningen på Moodswings. Sangene er alle opbygget ens, og efter endt gennemlytning sidder man tilbage med en fornemmelse af Moodswings som én lang stiløvelse ud i P3-rock.

Moody Alan udgav i slutningen af 2002 en split-ep med bandet Leftlane, hvis debut er anmeldt her. Denne ep kunne have tilfredsstillet hele mit behov for Moody Alan.

Moody Alan kan dog afgjort have et potentielt publikum i Danmark. Dette publikum er som før nævnt ikke distinkt anderledes end det, Carpark North trækker til sig. Melodiøsiteten og den umiddelbarhed, der bliver lagt for dagen, passer fint ind i en musikalsk mainstreamkultur som den danske. Der gives ikke tid til indadvendte plader, der skal nærlyttes adskillige gange. På grund af disse kvaliteter må Moodswings modtage to U’er. For os andre, der kræver lidt mere af musikken, er der dog tæt på intet at hente; derfor er det tredje U en utænkelighed.

★★☆☆☆☆

Deltag i debat