Plader

Mr. 60: Springtime? EP

Skrevet af Martin Laurberg

Mr. 60’s ep er en vellydende og behagelig nok gang indie-folk, der dog har en tendens til at blive rimelig søvndyssende.

Det er vistnok smag og behag, som afgør, om man kan lide monoton musik. I 999 ud af 1000 tilfælde synes jeg, at det er røvkedeligt. Faktisk kommer der herfra en anklage, som lyder på, at folk som regel laver monoton musik, fordi de er for dovne/idéfattige til at komponere noget ordentligt. Der er selvfølgelig de tilfælde, hvor musikken er skabt for, at man skal kokse ud, mens man lytter til den, og der er monotoni måske nok på sin plads.

Det er måske ikke den venligste begyndelse på en anmeldelse af den italienske gruppe Mr. 60s lille ep Springtime?, og deres fødder er nok heller ikke så dybt plantede i spinaten, som man kunne frygte ud fra det, som er skrevet ovenfor. Men jeg synes alligevel, det er på sin plads at angribe dem lidt for dovenskab. Mere om det lige straks.

Springtime? er en ud af tre ep’er, som Mr. 60 har udgivet på Danmarks måske sejeste og mest udknaldede pladeselskab, BSBTA. Nummeret “E. S. Told Me a Secret” har tidligere været med på en af selskabets ep-klub-udspil, og det er ikke så underligt, for det er en fin sang, der minder en hel del om Leonard Cohens mere afdæmpede øjeblikke – det vil sige fingerspil på en akustisk guitar samt en melankolsk sangmelodi. Dertil kommer violin, synthesizer og håndklap, der alt sammen skaber udvikling i sangen. Sangstemmen går klart igennem, og det er dejligt, fordi Mr. 60’s forsanger har en god stemme og synger med en meget charmerende accent (som faktisk lyder lidt svensk i det – derfor er jeg i tvivl, om de virkelig er italienere).

Men men men. Selv i dette relativt korte nummer på cirka tre minutter begynder man efterhånden at få trækninger i foden og knytnæven efter lidt mere syre. Guitarstykket er det samme hele vejen igennem, og de supplerende instrumenter og lydeffekter er ligesom kastet ovenpå for at skabe lidt forandring og lækkerhed i monotonien. Det ville være lidt mere spændende, hvis de i stedet prøvede at komponere med de mange instrumenter, de har til rådighed.

På en compilation kan det nok gå an med et lidt stilfærdigt og ensformigt nummer, hvis der kommer noget mere flippet bagefter. Specielt fordi Mr. 60 faktisk er dygtige til at lave den slags numre. Men på Springtime? bliver det unægteligt noget af en dødbider-effekt, at de konsekvent kører et rytmespor, der hen ad vejen bliver pyntet med violin, synth-melodier, klokkespil og så videre. Det nummer, der i den forbindelse skiller sig mest ud, er “Kansas City Big Rodeo”, der ikke har nogen rytmeguitar. Den har til gengæld et orgelstykke, der lyder lidt i retning af Nick Cave anno 1985, og som også kører hele vejen igennem.

Pladens højdepunkt er “The Broken Light”, som har et rigtig dejligt guitarstykke. Her har gruppen netop komponeret et regulært melodistykke, som ikke blot er lidt snask kastet oven på et allestedsnærværende rytmestykke. Melodien bliver spillet af en meget velklingende elguitar, som bliver suppleret af whiskers-trommer, der lyder slidte på en cool måde. (Stykket kører måske nok 25 gange for meget, men fred være nu med det).

Mr. 60s plade er fin nok, men jeg synes stadig, den bærer præg af en god del ladhed i sangskrivningen. Det er ærgerligt, for bandet har klart sans for afdæmpede og lette, folkpoppede numre. Det hele bliver ligesom lidt trægt i det, og derfor når de det nærmest usandsynlige resultat, at man begynder at kede sig, selvom Springtime? kun er 18 minutter lang. Den er fin nok til en stille aften foran pejsen og den slags, men til andre situationer er den nok lidt for let i det.

★★★☆☆☆

Deltag i debat