Hver gang musikpressen får øjnene op for en ny genre eller sætter en ny by i fokus, kommer der en sand strøm af navne, der rider med på bølgens succes uden at have det store at byde på. Siden The Strokes for to år siden bragede gennem lydmuren med en opdatering af New Yorks 70’er-lyd, har metropolen været blandt de hippeste steder overhovedet, og der er kommet mange spændende ting ud fra byen. Ud over The Strokes har navne som Interpol og Radio 4 været med til at cementere New Yorks status som et af de musikalske brændpunkter netop nu.
Blandt de senete skud på stammen er gruppen The Natural History. Musikalsk tager bandet udgangspunkt i The Strokes’ fascination af Television og Velvet Undergrounds støjrock og blander det lidt op med Radio 4’s mere stramt producerede funk og skarpskårede guitarsalver. Indimellem lægger gruppen sig så tæt op ad The Strokes, at det næsten er pinligt, hvilket er mest tydeligt i afslutningsnummeret “Dance Steps”, der lyder som en halvhjertet genindspilning af “Last Night”. Sangen er et godt eksempel på, at The Natural Historys musik virker meget uinspireret, og Beat Beat Heartbeat er stort set uden et eneste nummer, der er mindeværdigt.
Pladen består af 11 numre, hvor der er masser af guitarriffs og hårde trommefigurer, men til gengæld uden hverken melodier, energi eller musikalsk flow. Til gengæld virker det, som om albummet er lyden af et band, der i øvelokalet famler efter en selvstændig identitet og nogle brugbare numre. Pladen kan derfor højst ses som en skitse til noget, der måske engang kan føre et par interessante numre med sig.
Som helhed udstråler albummet Beat Beat Heartbeat hele vejen igennem andenrangsprodukt. Ud over at musikken er enormt kedelig, varer albummet kun 27 minutter, og coveret er noget af det grimmeste og mest amatøragtige, jeg længe har set – og det er vel og mærke ikke på en fed kunsterisk avantgardemåde.
Jeg har svært ved at se, hvad man kan bruge The Natural History til andet som endnu et bevis på, at når en hype først er gået i gang, er det muligt for stort set alle, der bevæger sig inden for en bestemt genre at få en pladekontrakt. Gruppen vil muligvis kunne få et mindre publikum nu, men om tre år, når mediernes fokus er rettet et andet sted hen, vil det ikke være Natural History, man vil tænke tilbage på, når talen falder på New York.
Når talen falder på, at gruppen er en medløber af den store mediefokusering, vil gruppen sikkert henholde sig til, at de har spillet den form for musik længe, før medierne fik øjnene op for New Yorker-scenen. Det er utvivlsomt sikkert, men det står også klart, at Natural History aldrig ville være et navn, der ville være med til at skaffe mediernes opmærksomhed på egen hånd.
