Plader

David Neuer: You Neuer Know, the Music of David Neuer

Skrevet af Martin Laurberg

Her er et hårdt marathon på 25 numre. Det er rigtig nok opslidende sager, men David Neuers stemningfulde, humoristiske og innovative folk er det hele værd.

Her er en velkendt tragedie fra 60’erne: Alexander ’Skip’ Spence, tidligere medlem af Jefferson Airplane og Moby Grape, har været på ét syretrip for meget og bliver indlagt på den lukkede afdeling. Efter et stykke tid bliver han udskrevet og indspiller den psykedeliske folk-klassiker Oar, hvorefter de psykiske problemer igen får bugt med ham og forhindrer ham i at lave musik overhovedet resten af livet.

Hvis man forestillede sig, at Alexander Spence havde en mærkelig fætter, som optog sange på en båndoptager hjemme i stuen, så er det ikke usandsynligt, at fætterens musik ville lyde som københavneren/new zealænderen David Neuer. Neuer er noget af en landsbytosse på den danske undergrundsscene. Han har udgivet en stribe sager på BSBTA, hvor han fungerer som en art flagskib (det siger lidt om selskabets profil!). Men skønt hans excentriske, folkede sangskrivning – mange minutters udflippet talking-blues og den slags – måske har givet ham en vis portion street credibility, er han nok stadigvæk et stykke fra at blive for alvor feteret, selv blandt mere grænsesøgende lyttere. Man kan måske håbe på, at You Neuer Know kan få vendt skuden lidt. I hvert fald er der tale om et skønt produkt, der klart har overbevist undertegnede.

Pladen er en opsamling af indspilninger fra 1989-2003, som alle på nær to stammer fra Neuers tidligere udspil. På trods af at Neuer stort set kun benytter guitar og sang, bliver det på ingen måde ensformigt. Faktisk kunne man nærmere frygte det modsatte (en diffus vrøvlen), fordi Neuer stilmæssigt bevæger sig i alle retninger. Men heldigvis er opsamlingen godt lavet, så numrene supplerer hinanden og giver sammenhæng hele vejen igennem.

Allerede åbningsnummeret, det dejlige “Wicked World”, vidner om Neuers specielle sangskrivning. Guitaren ligger i baggrunden som en atonal, urytmisk, men alligevel folk-agtig staccato-suppe, mens sangen ligger ovenpå og holder det hele sammen såvel melodisk som rytmisk. Det er i sandhed et rimelig udknaldet kompositionsprincip, og den eneste rammende reference, jeg kan komme i tanker om her, er Captain Beefheart. Der er klart paralleller til Trout Mask Replica, selv om Neuer måske nok ikke når de samme højder som Beefheart (men hvem gør det?). Både den opklippede folk-stemning og de hyppigt forekommende talestykker som “Them Vinions” og “Do Your Host Virginia” bringer mindelser i samme retning.

Andre steder er Neuer mindre flippet i sin sangskrivning. “Peacebags” er en fremragende lille folksang, der med sløset guitarspil og en drævende melodi sender tankerne direkte til San Fransisco anno 1967. Det er endnu mere traditionsbundet i “16th Degree of Happiness”, som er ovre i det mere jazzede og cocktail-agtige (teksten er dog ikke specielt traditionel: »I never kissed a tiger’s eye / I never painted the stairways with my father’s tie«). Sådan kunne man fortsætte med at rose Neuers plade. Højdepunktet er efter min mening den sentimentale “How is She?”, der har en intet mindre en fantastisk guitarlyd.

Det, som løfter Neuer over gennemsnittet, er måske, at han bevæger sig i den mere syrede ende af den akustiske guitars område. Han trækker på navne som Syd Barrett og førnævnte Skip Spence, og derfor har han et udtryk, som er ret specielt, og som adskiller sig fra det aktuelle bombardement af akustisk western-rock, som jeg synes har en tendens til at blive usædvanlig kedeligt og melankolsk på den kliché-agtige måde. Jeg tror faktisk ikke, der forekommer en eneste a-mol på Neuers plade, og man savner den virkelig ikke.

Neuers eneste store svaghed er måske dovenskab. For det første er der lovlig mange alt for lange, alt for kedelige numre på pladen. For eksempel er “Peacebags II” og “Exploring the Stand-Up Tommyde’s Influence…” med deres hhv. seks og otte minutters ørkenvandring direkte irriterende. For det andet virker det, som om Neuer insisterer på at acceptere first take. Det kan være i orden i visse sammenhænge, men når det – som i den ovenfor roste “16th Degree of Happiness” – betyder, at han må stoppe to gange for at begynde et vers forfra, så er det latterligt og ikke charmerende. Det er ærgerligt, for sjuskeriet skæmmer en plade, der er fyldt med højdepunkter, og der er nok af det, til at man ikke kan se igennem fingre med det. Jeg tror måske, at det ville være bedre, hvis Neuer ryddede lidt op.

Når det er sagt, må man understrege, at You Neuer Know viser et stort talent, som i dansk sammenhæng er fuldstændig uovertruffent. Det er krævende lytning, ikke mindst på grund af lyden, men det synes jeg kun er positivt.
[/INFO]

★★★★★☆

Deltag i debat