Plader

Panda: Twenty String EP

Skrevet af Troels Mads

Den debuterende kvintet Panda har med Twenty String EP begået en gennemarbejdet skive, der dog næppe rager højt nok op i det musikalske landskab til, at man for alvor hæfter sig ved dem. Dertil er alsidigheden for ringe, men som smagsprøve fungerer ep’en upåklageligt.

Det er lidt af en tilsnigelse, at pandaerne har valgt at kalde deres første udgivelse for Twenty String EP. Med 34 minutters spilletid og seks skæringer kunne den udmærket have gået for en rigtig langspiller, og selv om der med gavmild hånd er drysset strengespil ud over pladen, er titlen næppe konceptuelt funderet.

Kvintetten beskriver selv deres musik som “an appetizer at a restaurant that serves only thick sunlight”. Dét, sammenholdt med gruppens oprindelsessted der er Texas, kunne lede tankerne hen mod country i en eller anden afskygning, men Panda er først og fremmest indierock. Ep’en er selvudgivet og -finansieret, og den lægger sig pænt til rette i slipstrømmen fra den nyere, amerikanske rocktradition.
Det er klassisk, low-paced, guitarbaseret rock svøbt ind i synthflader og strygearrangementer, et lidt drømmende udtryk og fine indfølte vokaler og allerhøjest et gran af alt. country. Lyden er måske lidt mere ’thick’, end hvad man ellers er vant til, men ep’en er ingenlunde specielt nyskabende eller revolutionerende, og Panda har langt fra begået en plade, du ikke kan leve uden. Men mindre kan også gøre det. Twenty String er måske nok blevet til ud fra en gammelkendt formel, men fred være med underskuddet på den innovative konto, så længe det fungerer i en sådan grad, som det er tilfældet her!

Fra den første lyd (er det mon et trægulv, der knirker?) har forladt højtaleren, flyder tonerne langsomt og med en egen indre logik ud som røgringe i luften. Åbningsskæringen “Too Much Thought” er en sødmefyldt vuggevise med poptæft, der langsomt pacificerer og fylder sin lytter med velbehag.
Og sådan fortsætter det slag i slag frem til ep’ens sidste skæring, “New Moon”, hvor de efterhånden indstuderede stiløvelser i højere grad må vige for synthflader, strygere og lidt mere distortion på guitarerne (der indtil nu overvejende har lydt halvakustiske) og almen udenomsvirak. Det giver et lidt andet drive end på resten af pladen, uden at der dog forceres unødvendigt af den grund: “New Moon” er otte og et halvt minut om at afsløre, at den trods alt byder på lidt større diversitet end forgængerne. Selv efter adskillige gennemlytninger har jeg nemlig problemer med at holde de fem første tracks ude fra hinanden. Det skæmmer selvfølgelig det overordnede billede lidt, at Panda ikke i højere grad har formået at nuancere sit udtryk, men hvad gør det, når det er så forbandet nemt at lade sig forføre en god halv times tid af Pandas velarrangerede og -proportionerede, sarte melankoli?

Jeremy Yocum og Eric Eltermans (der uden tvivl begge kan deres Nick Drake på rygraden) vokalharmonier fylder uendeligt lidt i det meget kondenserede lydlandskab – faktisk så lidt, at jeg var nødt til at skrue betragteligt op for volumen for overhovedet at kunne konstatere, at de i fællesskab har begået nogle fine, men ikke decideret prangende, kæder af iagttagelser i stil med: »I have given it too much thought / I have made the trap and now I’m caught.« Vokalerne udfylder altså ikke anden funktion, end at de lægger endnu et par alen til det skønhedsfunderede helhedsindtryk.

På bundlinjen har Panda begået en ep, som de fleste andre debutanter med god grund ville have været stolte af. Her er ingen børnesygdomme: Produktion, sammenspil og instrumentering er udført med en modenhed og professionalisme, der må tjene som forbillede.
Nej, det er den eklatante mangel på omstillingsevne og nuancering i det musikalske udtryk, der først og fremmest får mig til at råbe vagt i gevær og holde karakteren i midterfeltet. Det fungerer egentlig fint på en ep. 34 minutter er kort tid nok til, at man ikke for alvor når at blive træt af Panda i denne ombæring, men når nu Panda hen på efteråret går i studiet for at indspille deres første rigtige plade, er risikoen for, at den bliver et trivielt bekendtskab, tilsyneladende overhængende.

I øvrigt udkommer pladen ikke under gruppenavnet Panda. Pga. ophavsstridigheder vil bandet til den tid hedde Oceanographer (andenoplaget af ep’en sælges allerede under det navn), ligesom musikken i fremtiden vil udgå fra basen i Brooklyn.

★★★★☆☆

Lyt til “Vigils and Matins”:
[audio:http://www.oceanographermusic.com/storage/audio-files/oceanographer-vigils_and_matins.mp3]

Lyt til “The Beauty of Deep Lines”:
[audio:http://www.oceanographermusic.com/storage/audio-files/oceanographer-the_beauty_of_deep_lines.mp3]

Deltag i debat