Plader

Pole: s.t.

Stefan Betke er ude med det første regulære nye album i tre år. Den velkendte knitren og knasen er minimeret til fordel for regulær hiphop-inspiration. Lydbilledet og atmosfæren er dog stadig klassisk Pole og understreger, at Betke er en lydmanipulator og producer af stor klasse.

Det første Pole-album udkom i 1998 og var for mange, undertegnede inklusiv, en åbenbaring. Dubbens backbeat, dybe rumlende bas og lange ekko podet med knitrende og knasende elektronisk støj, nålestiks-præcist produceret og på trods af støjen: Pokkers vellydende!

Betke er uddannet klassisk pianist, men blev træt af det klassiske miljøs (for)domme om, hvad der er seriøs, og hvad der ikke er seriøs musik. Under sin uddannelse fik han gang på gang at vide, at det kun er den klassiske musik, der er seriøs og blev sågar forbudt at spille i band med andre eller selv lave elektronisk musik. Han blev så irriteret, at han solgte sit flygel, så snart han havde fået sin eksamen!

Efter i nogle år at have spillet, hvad han selv betegner som avantgarde-jazzrock, gled han længere og længere over i den elektroniske musik. Efter at være flyttet til Berlin i 1995, blev han ansat i det legendariske Dubplates & Mastering Studio, ejet af Moritz von Oswald – den ene halvdel af den stilskabende duo og ditto pladeselskab, Basic Channel. Han blev ansat som mixer og studietekniker, og fra dette ansættelsesforhold stammer den myte, at han som Pole skabte sin musik af den støj, han filtrerede væk fra andres musik. Betke har selv været træt af den myte og har forsøgt at mane den i jorden – på et tidspunkt spurgte han: »Hvordan skal man adskille det? Falder det [det filtrerede] bare ud af maskinen bag på?« Underforstået: så man bare kan samle det op og bruge det på ny.

Efterhånden er det blevet almindeligt kendt, at det var et defekt filter i Betkes udstyr, der pludselig gav en ny lyd. Betke lod sig inspirere af dubmusikkens metode og mixede de mere konventionelle instrumenter ud, i dette tilfælde trommesporene, og afslørede dermed de knitrende gemte underlag. En ny lyd var født.

Denne lyd er en af de mest efterlignede i electronicagenren, og hvor mange Pole-kloner, der er rundt omkring i dag, er der næppe nogen, der har overblik over. Denne udvanding har betydet, at manges mæthedsgrad er nået, inklusive min egen. Jeg har således ikke hørt Poles remixplader eller dette års ep’er. Ærlig talt: Jeg var blevet lidt træt af dén lyd og regnede egentlig med, at Betke havde fundet sin niche og ville blive der til evig tid.

Min fordom er dog i den grad blevet gjort til skamme med den foreliggende udgivelse, der, traditionen tro, er minimalistisk i udformning og layout. Men det er så også de eneste traditioner, som bliver fulgt, thi Betke er nemlig sprunget ud som næsten-hiphopper. Atmosfæren er stadig umiskendelig Pole, men det knasende underlag er ikke længere så fremtrædende. Derimod emmer musikken af tilrøget, tilbagelænet, dub-inspireret hiphop.

Rapperen Fat Jon giver sit besyv med på fire numre, og hans flow er lækkert og tilbagelænet, og selv om nogle af teksterne måske er lige prætentiøse nok, fungerer det ikke desto mindre godt med vokal i dette univers.

“Bushes (There Is a Secret Behind)” domineres af Thomas Hass’ manipulerede tenorsaxofon. En stemme ligger og lurer langt nede i mixet (Hass’ egen?), den siger noget i retning af (på dansk!) »jeg kan ikke høre, hvad du siger,« og fordi den er så fjern, bliver man i tvivl, om man egentlig hørte den. Var den der, eller var den der ikke? Den strategi bringer lidt uhygge ind i et nummer, der ellers består af et spændstigt beat, lange keyboardflader og klokkespil.

“Umbrella” er det mest minimalistiske nummer på CD’en: en simpel rytme, en dyb bas, små melodistumper mixes ind og ud, klokkespil der falder som en dugdråbe på et blad. “Like Rain (But Different)” kunne have været produceret af Def Jux-boss og -producer El-P, hvis Pole ellers havde skruet mere op for diskanten og gjort lydbilledet mere hårdt, end det er. Men det har han ikke og tanken om, at dette nummer nok er det mest energiske nummer, Betke kommer til at lave, melder sig.
“Green Is Not Green-Yellow” er et kraftigt reggaefarvet nummer med Hass tilbage som et menneskeligt ansigt i den maskinelle verden, hjulpet af August Engkildes varme, solide kontrabas.

Pole viser sig som en søgende musiker og er trådt ind i en ny udvikling med denne dejlige plade. Musikken er varm, menneskelig og charmerende uden at være behagesyg. Min uforbeholdne anbefaling.

★★★★½☆

Deltag i debat