Plader

The Raveonettes: Chain Gang of Love

Med Chain Gang of Love har The Raveonettes genopfundet rocken på en helt ny handlekraftig måde, man skal være mere end mavesur for ikke at lade sig rive med af.

Lad mig sige det med det samme: Det her kan kun blive stort. Med Chain Gang of Love har The Raveonettes nemlig i den grad formået at lave et album, der på en gang både er nyskabende, fremadrettet og tilbageskuende på en original måde, der ikke før er hørt herhjemme. Albummet er med andre ord en født dansk rockklassiker, der endelig slår fast, at rocken herhjemme sagtens kan give baghjul til udlandet og vise resten af verden, hvordan rock´n´roll skal lyde anno 2003 – hvis altså bare talentet, gåpåmodet og selvsikkerheden er der. Og alle tre ting har The Raveonettes.

Chain Gang of Love er en stramt komponeret sag med 13 korte, skarpe numre, der tilsammen har en spilletid på lidt over 33 minutter. Stilen er helt overordnet melodiøs støjrock, men er derudover næsten umulig at definere rent genremæssigt. Albummet er nemlig et stort hjemmestrikket kludetæppe af musikalske referencer og stilarter taget fra de sidste 45 års rock- og pophistorie. En slags rockhistorisk patchwork om man vil.

Inspirationskilderne er klare og mangfoldige: Man kan finde spor af The Beach Boys’ engleagtige vokalharmonier, den kantede forvrængede lyd fra Jesus & Mary Chain, minimalistisk trommespil og fremhævede hihats som hos Velvet Underground, den simple pionerrock fra Buddy Holly, sødmen og uskyldigheden fra pigetressergrupperne The Crystals og The Ronettes, hele den bombastiske lag på lag-teknik fra lydgeniet Phil Spectors wall of sound-periode, Bob Dylans bittersøde kærlighedsunivers, og den glade, sprælske happy-go-lucky poppunk, man kender fra The B-52´s og Blondie, hvis tidligere producer Richard Gottehrer også er medproducent på albummet.

The Raveonettes bliver ofte kritiseret for at læne sig for meget op ad idolerne og ad for mange af dem. Men når man lytter til Chain Gang of Love bliver det tydeligt, at det netop er en af duoens absolutte forcer, og det som gør dem interessante at lytte til for enhver musikelsker. Flere af kollegaerne i den nye populære garagerock-bølge, der blandt andet tæller navne som The Hives, The Strokes, The White Stripes og Black Rebel Motorcycle Club, holder sig stramt til en bestemt stil eller har ét band som tydelig inspirationskilde. I stedet formår The Raveonettes at brede sig ud og tage det bedste fra en lang række forskellige musikgenrer og stilarter og ælte det hele sammen til en personlig hybridform tilsat opfindsomme, legesyge, ingredienser uden brug af ligegyldige smagsforstærkere. Resultatet er, at The Raveonettes med Chain Gang of Love både står tilbage med det hidtil mest originale udspil fra hele striben af nygaragerock-udgivelserne. Og ikke mindst et friskt og frem for alt unostalgisk lydbillede, som de kan kalde deres helt eget.

Pladen lægger ud med den forbløffende iørefaldende Remember, der i et blødt middeltempo pakket ind i en drømmende, diskret, distorsion sender kuldegysninger af skønhed igennem krop og sjæl i samme stil som Velvet Undergrounds Sunday Morning og Just Like Honey fra Jesus and Mary Chains lydmursklassiker Psychocandy.

Derefter følger den øresønderrivende, fængende og larmende første single That Great Love Sound, der med sit stærkt medrivende, diskante omkvæd allerede er blevet spillet godt og grundigt i det ellers mere poppede P3. Disse to numre viser både The Raveonettes’ klare hitpotentiale og internationale format, samtidig med at de ligger retningslinjerne for resten af albummet, der skifter mellem mere bløde, sødmefyldte sange og mere kantede, hårde kompositioner.

Chain Gang of Love er på mange måder en hyldest til kærligheden – både den store forløsende og altfortærende nyforelskelse og den triste, ulykkelige nedtur oven på et brudt forhold. Men at dømme efter teksterne er Sune Wagner kommet i væsentligt bedre humør og har fået styr på kærligheden siden Pschyed Up Janis-tiden, hvor han ofte virkede apatisk og livsopgivende i sine sange. Noget kunne endda tyde på, at han er nyforelsket til op over begge ører og har rigeligt at se til på det plan. Lyt for eksempel til Little Animal, hvor indledningsstrofen lyder: “My girl is a little animal, she always wants to fuck / I can’t find a reason why, I guess it’s just my luck“. Mere direkte kan det vel ikke siges?

At albummet generelt er mere glad og optimistisk, end vi er vant til at høre fra Sune Wagner, understreges yderligere af, at hele Chain Gang of Love er indspillet i Bb-dur, der gør hele stemningen appetitlig og lys og langt mindre dunkel end forgængeren, minialbummet Whip It On der udelukkende var indspillet i Bb-mol.

Udover kærlighedens mange facetter bevæger Chain Gang of Love sig rundt i et virvar af kult, kitsch og b-film primært fra 50´er og 60´ernes USA. Her er omdrejningspunktet uforpligtende sex, endeløse sommerferier, kønnenes kamp, drømmen om storbyen, uskyldige blikke og øjne der siger alt, brylcreme, bobbet hår, strutskørter, lædertøj og masser af frække chicks og friske fyre med hormonerne pumpende rundt i blodårerne, som vi blandt andet kender det fra Grease-filmen. Kast bare et kig på coveret, hvor Sune Wagner er klædt som en moderne udgave af Marlon Brando fra 1954-klassikeren The Wild One med læderkasket og eyeliner, mens Sharin Foo har ondt stirrende øjne og platinblondt hår – begge siddende selvsikkert overskrævs på hver deres motorcykel. Der er med andre ord dømt vild, sexet og farlig ungdom og et stort skråt op til janteloven, når The Raveonettes fræser rundt i rockhistorien.

Sidste år bredte Raveonettes-hypen sig med lynets hast, og Wagner og Foo blev de nye stjerner på rockhimlen, der til sidst scorede den største danske pladekontrakt nogensinde. Alt sammen flot og imponerende. Men det er med denne nye plade, at The Raveonettes nu skal bevise deres værd og bestå deres svendeprøve. Og kan den så det? Svaret er et stort og rungende ja! Med Chain Gang of Love har The Raveonettes genopfundet rocken på en helt ny handlekraftig måde, man skal være mere end mavesur for ikke at lade sig rive med af. Og efter utallige gennemlytninger holder pladen, og sangene bliver ved med at vokse.

Sune Wagner har altid været den mest talentfulde og slidsomme fra sin generation af danske musikere, og med sit nye projekt fortjener han endelig at få det store internationale gennembrud, han i årevis er gået målrettet efter. The Raveonettes har nemlig alt, der skal til for at kunne komme ud over rampen: Et fremragende album, et stilsikkert image og ikke mindst indtil flere numre, der sagtens kunne gå hen og blive vaskeægte blockbuster-hits. Lyt bare til sange som Remember, That Great Love Sound, Untamed Girls og Heartbreak Stroll.

Spørgsmålet er så bare, om The Raveonettes kan holde længere end et par sæsoner med deres nuværende stil, eller om de går i glemmebogen, når den nye rock-revolution igen har lagt sig. Men med Sune Wagners evne til altid at ramme tidens tonetand med hamrende iørefaldende og langtidsholdbare numre, samtidig med at han fastholder sin egen umiskendelige stil, spår jeg The Raveonettes en lang og gylden fremtid. Rave on!

★★★★★☆

Deltag i debat