Koncerter

Ringenberg, Jason, 31.08.03, Loppen

En af countryrockens helt store nulevende legender gæstede i al offentlig ubemærkethed Danmark for anden gang på et halvt år. Jason Ringenberg fra Nashville country-punk-outfittet Jason & The Scorchers, leverede en så elskværdig, original og stilsikker solokoncert, at Hank Williams måtte vende sig i graven af ren lykke.Det kunne være endt i en særdeles pinlig affære. Ikke engang et halvt år efter, at Jason Ringenberg sidst gæstede Danmark i april på Lille Vega, stod han atter på dansk jord. Denne gang godt nok med en nyindkøbt guitar – han havde ikke engang nået at hive prismærket af – men uden et nyt album i bagagen eller nyt materiale for den sags skyld.


Alligevel formåede den særprægede amerikanske neo-cowboy at trække en lille håndfuld gæster til på en regnvåd og smådeprimerende søndag aften, hvor der ellers var alle mulige grunde til at blive hjemme og væbne sig mod efteråret. Til forskel fra koncerten på Lille Vega i foråret, havde Jason Ringenberg denne gang ikke medbragt sit backingband, det fremragende belgiske rockabilly orkester, The Seatsniffers. Spørgsmålet var derfor også, om Jason Ringenberg i det hele taget kunne stå distancen som soloperformer, endda over for et så lille publikum. Alt i alt var det mildest talt et særdeles modigt træk af det danske koncertbureau Gearbox Agency at sætte en koncert op med Jason Ringenberg, der, på trods af en imponerende karriere, ikke ligefrem har den største eller mest trofaste fanskare herhjemme, hvilket det meget begrænsede publikumstal (ca. 30) også vidnede om.

Men når det er sagt, må al tvivl også ophøre. Jason Ringenberg er virkelig en performer helt uden sidestykke. Hans glorværdige fortid i Jason & the Scorchers, der i dag må regnes som nogle af country-rockens vigtigste pionerer, fornægtede sig ikke under koncerten, der bød på mange af de mere eller mindre legendariske Jason & the Scorchers-sange blandt andet Broken Whiskey Glass. Det improviserede sæt bestod i hovedtræk af disse uforglemmelige Jason & the Scorchers-sange, de fleste af dem spillet på foranledning af publikum, der selv fik lov at vælge og vrage i Ringenbergs bredt favnende repertoire. Et par af sangene kunne han ikke rigtig huske teksten til, og han måtte derfor finde hjælp i coveret til de medbragte plader. Det kan være både charmerende og irriterende, når en kunstner møder “uforberedt” op til en koncert, ofte også direkte pinligt som man for eksempel har set det hos St. Thomas, men i tilfældet Jason Ringenberg blev det bare til en helt vidunderligt uforpligtende oplevelse.

Måske savner Ringenbergs sange en gang i mellem lidt tyngde – det er vel afhængigt af smag. Men selv noget så løjerligt som bider fra hans nye repertoire af country-børnesange (fra hans kommende børneplade A Day at the Farm with Farmer Jason) fremførtes så fornemt og selvironisk, at de næsten balancerede på samme musikalske niveau som hans mere alvorlige sange – hvoraf den rørende og samfundskritiske Last Train to Memphis skulle vise sig at blive koncertens, til dato, stadig uforglemmelige højdepunkt. Ikke et øje kunne have været tørt blandt publikum, da Ringenberg sang de smukke linjer “œI’ll take the last train to Memphis where Martin [Luther King] met his fate / I was just a little boy on that sorry day / I’ll maybe take a little drive down Highway 51 / And hope we find it in us to finish what he’d begun“. Sangen lod tæppet falde på Ringenbergs tredje soloplade, All Over Creation og viste, at han på trods af sangtitler som koncertåbneren Honky Tonk Maniac from Mars og Hay Bailing Time alligevel har evnen til at skrive lyrik, der trænger dybt ind i både sind og sjæl.

Som sagt kan det diskuteres, om Jason Ringenbergs egne kompositioner besidder samme tyngde som de sange, han ofte fortolker til sine koncerter (blandt andet Bob Dylans Absolutely Sweet Marie og Loretta Lynns Don’t Come Home A’ Drinkin’ with Loving on Your Mind), men under alle omstændigheder er han i besiddelse af en fantastisk og livsbekræftende evne til at fremføre dem på sin helt egen unikke måde. Som publikum følte man sig i et særdeles varmt selskab, og vigtigst af alt var, at det så tydeligt skinnede igennem, at Jason Ringenberg lever for at spille live – hvilket det faktum, at manden har turneret konstant rundt omkring i verden det sidste halvandet år, også peger på.

Der er ikke nogen tvivl om, at man meget gerne må have en vis mængde forkærlighed for mere eller mindre regulære countrymelodier, for Jason Ringenberg er absolut ikke for de sarte og fordomsfulde. Men at opleve Jason Ringenberg på en scene må være som at opleve en småfuld Hank Williams eller en lidt ældre version af danske Simon Gylden. Og hvadenten man har en berøringsangst for country eller sluger det råt, er Jason Ringenberg en oplevelse ingen burde snydes for.

Deltag i debat