Plader

Singvogel: Hotellet brænder

Peter Laugesens drevne, rytmiske oplæsning af egne digte er det eneste attraktive ved en ny CD med det danske band Singvogel.

Peter Laugesen har i de seneste år eksperimenteret med forskellige former for musikalsk backing til oplæsning af egne digte. Mest kendt er nok kreationen Mindspray med DJ Wunderbaum og Lars Vissing på trompet og effekter. Nu er der just udkommet en ny CD med Laugesens recitationer med musik af Anders Hansn (sic), fremført af hans band Singvogel. Anders Hansn har tidligere spillet i Vildensky, som ifølge CD’ens medfølgende pressemeddelelse dyrkede en slags “spillemands-skrammelpunk”. Jeg har med skam at melde aldrig hørt Vildensky, men noget kunne tyde på, at Anders Hansn har lagt spillemandsmusikken på hylden til fordel for en mere klichébefængt omgang rockmusik, der vil utrolig meget, men ikke rigtig vil lykkes.

Lad os tage det positive først: Uden at være litteraturanmelder og derfor ikke rigtig kompetent til en indholdsmæssig analyse af Laugesens digte må jeg indrømme, at jeg er vild med hans strømmende flow af mærkelige, manende, overraskende billeder, bogstavrim, hans seje rytmik og stilsikre oplæsning. Det er da også de numre, som Laugesen medvirker på (4 ud af 8), der er cd’ens bedste. Det første nummer, “UFO”, har et velfungerende trampende rockriff og en massiv produktion garneret med Laugesens stærke, rytmiske messen. “Himmelhunden” bygger på et rugende, repeterende riff og er helt uimodståeligt med Laugesens muterende linjer om »fem fede duer« eller den skoletyske udgave af Elvis’ “Love Me Tender”.

Helt ueffen er heller ikke “Risskov”, der kredser om de psykiske lidelser, der gemmer sig bag murene på »Psykiatrisk Hospital i Århus«, der jo netop ligger i Risskov. Teksten fortæller om »skriget fra gummicellen«, om at »stemme på Gud til generalforsamlingen«, og at »solens stråler skærer som barberblade« – og for ligesom at understrege galehuset leger bandet med cirkusstemning og umba-bumba-rytmer.

Men noget er ikke, som det skal være. Tre af numrene er sunget af Hansn (og med tekst af samme), og her må jeg have en brist, thi jeg kan ganske enkelt ikke klare mandens irriterende, pressede stemme, der vil udtrykke mere, end den kan. Han tager kraftigt fat i ordene – det skal betyde noget, det hér! Men man giver ikke en tekst mening ved at tildele alle ord en lige stor betydning. Snarere tværtimod.

I “På med vranten” overpresser Hansn sin stemme og har en “dramatisk”, larmende vejrtrækning, en effekt der nok sammen med den demonstrative hvisken skal få det hele til at lyde mystisk, dragende og spændende. Desværre virker det modsat – det er som en amatørskuespiller, der har lært, at opspilede øjne betyder frygt, og at nedadvendte mundvige betyder surhed og derefter ukritisk benytter sig af de ydre tegn uden at mærke efter, hvad der rører sig indeni.

Ud over Anders Hansns stemme skæmmes numrene af, at det musikalske akkompagnement heller ikke kan leve op til egne forestillinger. I “Lampefeber” skal vi trækkes med en kedelig “rigtig vild” og “uhæmmet” guitarsolo. Og hvad er nu det? Næh, der er sørme lidt elektronisk støj der i udkanten af det hele. Det skal nok få det hele til at lyde sådan lidt hybridagtigt. På et par numre smides elektroniske lyde og rytmer ind i forskellige tempi, nærmest hulter til bulter. Det skal vel give den effekt, at nummeret føles kaotisk, måske at der er noget på spil, eller også skal det lyde moderne. Jeg ved det ikke. Men de elektroniske lyde og rytmer er lige så klichébefængte, som de er kedelige, og effekten bliver ligesom med den “uhæmmede” guitarsolo i “Lampefeber”, som Hansns stemme, ja, som pladen i det hele taget: Man kan høre, hvad det er, de vil, men fordi de vil det så meget, kommer det til at virke villet, anstrengelserne kommer til at skygge for det endelige produkt.

Det virker, som om Singvogel gerne vil være mystiske og på kanten som Tom Waits, lave “sjov” musik som Kaizers Orchestra, være vilde som Bardo Pond, hvad ved jeg – jeg synes i hvert fald ikke, at de på noget tidspunkt når op på siden af eventuelle forbilleder. Det kan selvfølgelig også være lige meget, hvis de havde en personlig vision og personlig stemme. Men – ifølge denne lytters ører er dét lige nøjagtig problemet med Hotellet brænder. Den eneste personlige vision, personlige stemme, jeg kan høre, er Peter Laugesens.

★★☆☆☆☆

Lyt til “Himmelhunden”:
[audio:http://www.singvogel.dk/himmelhunden.mp3]

1 kommentar

  • Ærgerligt at ´Undertoner´s anmelder aldrig har lagt øre til Vildensky. I mine ører et at de bedste bud på et dansk skrammelgothpunkgarageprojekt som i al sin himmelravende naivitet holder til bunds…….men jeg er enig i at projektet `Singvogel` i ærbar beundring for den store digter Laugesen holder igen med al original galskab og mere og mere minder om et bizart backingband til en kronraget digters bedste timer foran mikrofonen….

Deltag i debat