Koncerter

Tindersticks, 04.09.03, Store Vega

De britiske gentlemen i Tindersticks kom til Vega i København med endnu en ny plade i bagagen, som de kunne lægge til deres imponerende bagkatalog. Med sådanne sange var der lagt i ovnen til en fabelagtig koncert, og Tindersticks skuffede på ingen måde.

Summen i salen forstummede gradvist, som de seks skikkelser trådte ind på scenen, svagt oplyst af de mørke nuancer fra det bløde scenelys og indhyllet i de tætte tåger af tobaksrøg – alt tilsammen dannende de perfekte rammer i Vegas store sal for dette britiske band, hvis musik netop danner indre billeder af et sådant tusmørke. Bandet hedder Tindersticks. I løbet af de sidste 10 år har de pløjet sig igennem den samme sjælens fure, og i de følgende par timer gik de i ét med mørket med sange, som fortsatte i denne fure, der besynger kærlighedens, sindets og eksistensens melankoli.

Tindersticks’ varemærke, hvis man skulle kunne reducere det til blot ét, er på mange måder forsanger Stuart Staples. Da Staples gik på scenen, lignede han den forstyrrede kunstner med sin høje figur, det krøllede jakkesæt og det skurkagtige udseende – med sit overskæg og bakkenbarter lignede han en god version af Lee Hazlewood. Men det er såmænd ikke Staples’ udseende, der gør ham karakteristisk; det er hans stemme. Staples’ baryton bevæger sig et sted mellem en nedtonet Tom Waits, en “munter” Leonard Cohen og en dramatisk Nick Cave – med en vokal klang som minder om… Roger Whittaker (noget af et skræmmeord, men den er altså god nok!). Staples mumlede “godaften“, hvilket mere eller mindre var de eneste ord, han fremstammede i løbet af hele koncerten.

Hvis luften ikke var tyk af røg og forventning i forvejen, blev den det i hvert fald, da bandet slog de spæde toner an i åbningsnummeret My Autumn’s Done Come, som pudsigt nok er en coverversion af netop Lee Hazlewood (den førnævnte fysiske lighed holdt in mente). Herefter blev publikum taget med på det første lyttervisit på Waiting for the Moon, som er Tindersticks’ dugfriske fuldlængde-udspil.

Hvis man ikke var klar over det i forvejen, erfarede man ganske hurtigt, at Tindersticks havde fundet tilbage til den sangskrivning, som de praktiserede på deres tre første albums, inden de på Simple Pleasure skiftede mod en mere soulvarm lyd. Men med Waiting for the Moon lukker mørket sig påny omkring sangene og deres helt specielle univers. De mange fortryllede og opslugte øjne fra salen blev hurtigt, men elegant suget med ind i dette mørke.

Det første nummer fra den nye plade, som publikum blev præsenteret for, var Running Wild, som er en sang, der udforsker jeg’ets indre opløsning og den deraf følgende søvnløshed. Det er et tema, som også gennemtrævles i Sleepy Song, som bandet præsenterede senere i settet, hvor Staples i perfekt samstemning med bandets violinist Dickon Hinchliffe sang: “If you let me sleep / I won’t wake up / I haven’t closed my eyes for days“. De to stemmer skabte et sonisk billede, som var stærkt præget af en tung sindsstemning. I Say Goodbye to the City var det den urbane fortvivlelse, som bandet beskrev med en musik, som lod desperationen tale i form af larmende crescendoer. Som flere af Tindersticks’ andre sange startede denne med et lurende og ulmende arrangement: Al Macauleys synkoperede trommespil gik i clinch med orglets varslende insisteren, noget der, jo længere vi kom ind i sangen, fik Hinchliffes violinspil til at hvine op mod det endelige støjende klimaks.

Hinchliffe var på mange måder Tindersticks’ ankermand. Vel har hver musiker i bandet sin vigtige plads, men er der et element, som efterhånden er blevet så karakteristisk og livsnødvendigt live, er det violinen. Én af grundene hertil er, at Hinchliffe har en flersidig brug af instrumentet: Violinen får lov at græde, hvor arrangementet skriger efter det, men som i ovenstående beskrivelse kan den udtrykke langt mere end blot yndighed. I 2001 pungede Tindersticks virkelig ud og hev et strygerensemble på en snes mennesker med på deres turné. Det kostede bandet så mange penge, at de desværre måtte aflive idéen igen og “nøjes” med en enkelt violin. Hinchliffes spil er til gengæld så sublimt, at det absolut ingenting gør.

Hinchliffe trådte også frem til mikrofonen og lagde vokal til et par numre alene. Det drejede sig om den sære og kaotiske åbner, El Diablo En El Ojo, fra Tindersticks’ andet selvbetitlede album og den smukke og skrøbelige åbner fra Waiting for the Moon, nemlig Until the Morning Comes. Især sidstnævnte var en fornøjelse at lægge ører til. ” My Hands ’round your throat / If I kill you now, they’ll never know,” sang Hinchliffe – en linje som er noget tvetydig: Vel er den rettet mod en karakter i sangen, men kunne den ikke ligeså godt rettes mod publikum? Hver og én stod forstummet af Tindersticks’ musik, der virkelig havde et godt hold om alle.

Tindersticks har efterhånden en tradition for at have duetter på deres plader, hvor en sangerinde lægger stemme til den kvinde, hvem Staples dedikerer sin (som regel uforløste) kærlighed til. I Vega tog Staples sig dog af begge vokaler i Sometimes It Hurts, og det fik en stor del af magien i sangen til at flyde ud. Her burde bandet tage valget enten at invitere den gældende sangerinde med eller simpelthen droppe sangen i liverepertoiret, for ulig alle andre sange fra bagkataloget fungerede det simpelthen ikke uden den kvindelige halvdel.

På trods af at mange favoritter blev spillet i løbet af koncerten, var der ligeledes mange øvrige favoritter, som manglede i settet. Der blev flere gange råbt forgæves efter Tiny Tears – en sang som om muligt er bandets største “hit”. Selv blandt ekstranumrene valgte bandet at frasortere denne sang til fordel for de twangguitardominerende Her og Shadow (et covernummer af R. Dean Taylor) og den lettere kuriøse She’s Gone.

Mørkets klokke, som havde lagt sig over Store Vega, blev fjernet igen, da Staples for sidste gang mumlede ordene “thank you for listening“, og bandet forlod scenen efter at være kommet ind to gange for at spille ekstranumre. Endnu engang havde Tindersticks været forbløffende gode live. Lad os håbe, at de snart kommer igen.

Læs også Undertoners anmeldelser af
Trouble Every Day
Waiting for the Moon

Deltag i debat