Plader

Tomahawk: Mit Gas

Skrevet af Thorsten Moeller

Mit Gas. Tysk for ’med kuldioxid’. Slang for at være loaded på stoffer. En mere velvalgt titel kunne vel ikke være anbragt på Tomahawks seneste udgydelse. Frank Zappa for mobiltelefon-generationen.

Mike Patton behøver vel næppe introduktion. Han formår som oftest at indprinte et fast indtryk i folks hukommelse. Forsanger i de hedengangne funkmetal-legender Faith No More, bagmand i eksperimental speedmetal-cabaret-funk-jazz-whatnot-psykopaterne Mr. Bungle og fast bestanddel i mange andre vanvittige projekter, mange af dem udgivet på hans egen label, Ipecac Records.

At Duane Denison (guitar, ex-Jesus Lizard), Kevin Rutmanis (bas, ex-Melvins) og John Stanier (trommer, ex-Helmet) ikke bare er glorificerede sessionmusikere, høres tydeligt. Specielt Denisons guitarriffs og Staniers hårdtpumpede trommer er med til levere en sikker rocket forankring og undgå, at Tomahawk ender som Mike Patton All-Star Band.

Skiven snurrer i afspilleren, og man mødes med fuglekvidder og langsom, dvælende og klagende guitar. Trommer og bas støder luskende til, og kort efter begynder hr. Patton at mumle sine skummelheder over baggrunden. I bedste Faith No More-stil eksploderer sangen i et inferno af guitarer, og Mike Patton råber og klager over the top, så hele sangen skælver af slet indestængt, psykotisk vrede. De fleste af sangene fungerer med bratte skift mellem det afdæmpede og det aggressive. I stort set hver sang på albummet skiftes der abrupt tempo, dynamik og endda stil. Der er klare referencer til både Faith No More og Mr. Bungle.

Fungerer det så? Det synes jeg bestemt. For selv om sangene til tider kan lyde, som om de er ved at vælte, er der ingen tvivl om, at musikerne udmærket ved, hvordan man holder sammen på sangen. Denisons guitarspil er alt for kontrolleret til at gå i stykker, og både Stanier og Rutmanis kan holde rytmen, helt som den skal holdes. Selv Mike Pattons vokal er styret i dens sindssyge skift mellem torch song-croon, death metal-skrig og standard rockbaryton-brøl.

Selve sangene er mere gennemarbejdede end Tomahawks debut (der havde tydeligt demo-præg), og sange som “Rape This Day”, “Mayday” og “Capt. Midnight” har klare melodiske strukturer, man i princippet kan nynne med på. Men der er masser af forskelligartet kunstnerisk kvalitet at komme efter. “Desastre Natural” med dens latino-ballade præg (sunget på spansk – en Patton-favorit), “Harelip” med mindelser om Mr. Bungles syrecabaret-sange og “Harlem Clowns” smider i hvert fald denne anmelder langt ind i Apocalypse Now-territorium. Teksterne er, som Patton-tekster er flest: syrede, grænsende til dadaistisk intetsigende. Nogle vil kunne lide dem, andre vil ryste på hovedet. Der medfølger ikke teksthæfte, så held og lykke med at gætte.

Mit Gas er bedre end Tomahawks debut. Det er et mere reelt album end den selvbetitlede 1’er, og producer Joe Barresi har formået at indfange og udvikle sangene til noget nær det ypperste. Fans af andre Mike Patton-projekter vil måske finde dette album for mainstreamagtigt, men de fleste casual musiklyttere vil nok synes, at denne dose psykopati er lige nok til ét album.

★★★★★☆

Deltag i debat