Plader

The Virtues: Ruminate

Skrevet af Søren McGuire

Middelmådig guitarpop med humøret i højsædet. Sikkert meget interessant for fans af de svenske Accelerator-bands.

Der er ingen grund til at blive ved med at lovprise svenskerne, for det er efterhånden blevet slået fast med syvtommersøm, at de formidable vilkår for den rytmiske musik, som svenskerne tilsyneladende nyder godt af, er ganske misundelsesværdige – især nu hvor den danske musikscene, der skulle forestille at være i højkonjuktur, stadig på alt for mange områder savner spilleglæde, orginalitet og åbenlys kærlighed til musikken. Også selv om gymnasierock-guruen David Fricke åbenbart mener, at vi sidder på et kunstnerisk gyldent æg. Men ham om det.

Den svenske kvartet The Virtues har taget ved lære af den seneste tids eksponering af Sveriges talenter inden for popmusik. Humøret er herligt højt gennem det meste af gruppens anden LP, Ruminate, og på trods af at de faktisk render fra deres løfte om stunder med ægte nordisk melankoli, får musikken aldrig det frygtede skær af lalleglæde eller overdreven iver, som man ofte støder på, når det handler om popmusik.

Man lad det derimod også være klart, at der absolut ikke er noget nyt at hente hos The Virtues. Deres 60’er-inspirede musik er gammel vin på gamle flasker, men positivt er det alligevel, at The Virtues heller ikke på noget tidspunkt giver sig ud for at være mere, end de er – nemlig letfordøjelig pop uden de store dikkedarer. Deres uforpligtende sange er ikke uden charme, og der skulle bestemt være gode øjeblikke at hente for fans af humørfyldt guitarpop. ’Bout to Be Told og Matchday er gode eksempler på fornøjelig og naiv guitarrock, og Die Happy er med sin blues-inspirerede slutning heller ikke helt uinteressant. Men den har som resten af pladen desværre ikke så meget at sige, og derfor kommer Ruminate også til at virke uvedkommende, selv om musikken aldrig giver udtryk for at være i den tunge ende af genren.

Man savner mere kreativitet og en lidt strammere vision fra The Virtues. Det bliver simpelthen lidt for kedeligt og trivielt i længden, og der er desværre ikke så meget mere at hente efter et par ekstra gennemlytninger.

The Virtues har en god sanger i Per Bergkvist, om end han ikke ville tage skade af lidt mere personlighed i vokalen. Per Bergkvist fremviser enkelte tegn på denne kvalitet, blandt andet på pladens bedste nummer, New Years Resolution, hvor man godt kan høre, at han bestemt ikke er uden evner. Men det lyder som om, at han synger sig træt, jo længere de når gennem sangene, og de ellers stabile melodier kan desværre ikke bære byrden alene.

I det hele taget er Ruminate langt fra det værste, man har hørt fra Sverige, og The Virtues har sikkert også en berettiget fremtid på den svenske musikscene. Men det kræver, at de arbejder lidt med at finde deres helt egen sjæl og tør træde væk fra de allerede velbefærdede veje. Gruppens spilleglæde og humør er opløftende, men ikke nok til at redde pladen fra middelmådigheden. Man kunne godt efterlyse lidt af Isolation Years’ skævhed og Firesides nerve. Er du derimod i humør til et uforpligtende musikalsk engangsknald, er Ruminate skam ikke den værste at vågne op ved siden af.

★★★☆☆☆

Deltag i debat