Plader

Yo La Tengo: Summer Sun

Båret frem af Ira Kaplans opfindsomme guitarkaskader er Yo La Tengo en sammentømret lille enhed, der har lavet en håndfuld fremragende albums, hvor nysgerrigheden altid er blevet vægtet højt. Måske derfor lyder den nyeste cd, som om gruppen befinder sig i et vadested og ikke ved, i hvilken retning de skal gå.

Ingen, der overværede Yo La Tengos koncert på årets Roskilde Festival, kan være i tvivl om, at bandet er et af de toneangivende på den amerikanske independent-scene. Gruppen fra Hoboken, New Jersey, som består af ægteparret Ira Kaplan og Georgia Hubley på henholdsvis guitar og trommer og bassisten James McNew, debuterede i 1986. Det var dog først med Painful fra 1993, at bandet for alvor gjorde opmærksom på sig selv og startede den rejse ind i Tengo-land, der siden har gjort dem værd at følge.

Summer Sun er nyeste skud på den frodige stamme. Gruppens lydbillede har altid været domineret af guitarstøj og vibrerende orgler, men på de seneste plader er diverse primitivt lydende trommemaskiner og percussion blevet føjet til. Samtidig er Kaplan og co. også blevet bedre og bedre til at skrive små perlende popsange, produktionen er blevet mindre og mindre konfronterende, og pludselig slår tanken mig, at det egentlig er mærkeligt, at Yo La Tengo aldrig har fået et større kommercielt gennembrud, end de har. Måske kan Summer Sun rette op på det? I hvert fald er det det lettest tilgængelige udspil fra gruppen nogensinde. Men også det, der viser færrest tænder.

I den første halve time af albummets spilletid er det faktisk kun startnummeret og “Nothing But You and Me”, der har lidt spænding indbygget – en langsom, rugende sang med en mørk, melankolsk stemning over sig fremhævet og underbygget af akustiske bastoner. Resten af de syv første numre er alle små tilforladelige sange med enten Hubleys næsten udtryksløse sang eller Kaplans lavmælte hvisken – bløde klange, et indsmigrende guitarriff, et stille sørgmodigt omkvæd. Dette er ment negativt, selv om det jo godt kan være positivt, at det er rart og behageligt at lytte til (og, bevares, guitarriffet i “Today Is the Day” er virkelig bedårende) – men jeg synes, der mangler lidt bid, en kant, noget nerve.

Der bliver dog gået til biddet, men fra en ganske anden kant end den ventede – og så må det være op til den enkelte at bedømme, om det går én på nerverne. Sagen er nemlig den, at Yo La Tengo har allieret sig med en række free-jazz musikere fra New York: William Parker på kontrabas (hvis spil er yderst delikat på førnævnte “Nothing But You and Me”), Roy Campbell Jr. på trompet og træblæserne Daniel Carter og Sabir Mateen. Disse jazzfolk er med til at farve nogle af CD’ens bedste numre. De brillerer på “Beach Party Tonight”, “Don’t Have to Be So Sad” og “Let’s Be Still” – sidstnævnte er et 12 minutter langt nummer bygget over et ostinat, der kun afveksles af et ørehængende omkvæd. Var det ikke for jazzerne, var det nok Ira Kaplan selv, der med sin guitar havde stået for farvelægningen af et sådant nummer – “I Heard You Looking” fra Painful og “Night Falls on Hoboken” fra 2000’s And Then Nothing Turned Itself Inside-Out kommer mig i hu – og som antydet vil det sikkert gå visse lyttere på nerverne med sådan en omgang fri blæs. Jeg synes dog, det holder og tilfører nye sider til Yo La Tengo, og jeg kipper med hatten for deres mod til at gøre forsøget. Albummets sidste nummer er en lille country-farvet perle, der på falderebet igen skubber gruppen i en ny og søgende retning.

Yo La Tengo beholder med Summer Sun deres plads i front som en af tidens mest legesyge og nysgerrige grupper, og jazzen og country-musikken kan være farbare veje ud af deres p.t. lidt for stillestående og pæne univers. Når det er sagt, må jeg dog indrømme, at jeg i mine gennemlytninger – free jazz eller ej – i den grad savner Kaplans store uhyggelige møgspreder af en guitar. Dén må Yo La Tengo for min skyld gerne finde frem igen på deres næste plade, så vi ikke behøver at vente til næste gang, de besøger Danmark for at få den at høre.

★★★½☆☆

Deltag i debat