Plader

American Analog Set: Promise of Love

Dette er en plade, som vil dele lyttere i to lejre: De, som holder af American Analog Sets dovne lydbillede, vil elske Promise of Love; os andre, som har hørt det hele før og bedre på Know by Heart, ønsker mere end en tærsken langhalm på samme formular.

Før man putter Promise of Loves underspillede pop-opus på anlægget, peger coveret i retning af den hjertesorg, som vil udfolde sig. Det er ikke nemt at se, men det er der: et kærlighedsbrev med stemplet “return to sender”. Brevet er prydet af en dyb rød farve, den samme farvetone som ville vælte ud af sangskriver Andrew Kennys gradvist langsommere slående, punkterede hjerte. Promise of Love er en plade dedikeret til parforholdets opbrud – det er en popplade med masser af salt til at gnide i såret.

Hvis Promise of Loves forgænger, den formidabelt charmerende Know by Heart, er musikalsk ækvivalent til den grønne ungdoms ømme kærlighed, er denne seneste plade eftervirkningen deraf: den sviende smerte, som følger med enden på et forhold, samt nedslåetheden ved at få sit afsendte kærlighedsbrev returneret.

Til at begynde med lader alt dog til, at faklen fra Know by Heart er givet videre med det livlige og frodige åbningsnummer “Continuous Hit Music” (titlen siger det næsten selv), og der er ikke de store indikationer på musikalsk fornyelse i de lettere udkørte udgydelser fra den forladte part i det forliste parforhold. De cirkulære, dronende keyboardmønstre og de fuzzede guitarer danner den instrumentale intro, som varer hele tre minutter. Mestedelen af sangen er allerede overstået, før Andrew Kennys hviskende og beklagende vokal sætter ind. Som man har kunnet forvente af American Analog Set på næsten alle tidligere plader, satser bandet også her på de gentagne, langstrukne lydflader, og det er alt andet end kedeligt. Introduktionen til den nye samling sange er både familiær og behagelig.

Hvad der herefter følger, er egentlig heller ikke ubekendt. Selv med et nyt stænk af bitterhed er American Analog Sets struktur forudsigelig. De leverer dét, de er bedst til: flydende popsange med en tyst vokal, der synger sange om ham og hende – og nu også om alle de ting, som kom i mellem dem. “Hard to Find” er en mindeværdig skæring med det blide elektriske piano, pizzicato-basgange og – det måske vigtigste og mest karakteristiske element af dem alle – et ringende xylofon-spil, som giver sangen et svævende præg uden at løfte den alt for højt fra jorden (men højt nok, til at den kører i en slags kredsløb omkring “Gone to Earth” fra Know by Heart). Kenny lukker, hvad der kunne lyde som en lille snerren, ud: »And keep it in mind that we’re older and jaded / Can’t shake it.« Han synger sikkert til kvinden, som var fræk nok til at returnere hans brev – men der er alligevel en svag antydning i hans stemme til, at tekstlinjen lige så godt kunne være en undskyldning, en forsvarsposition eller blot en grund dertil.

Sangene på Promise of Love flyder, som størstedelen af American Analog Sets sange generelt, sammen. De fungerer som sårede dyr, der samtidig kan stråle af melodisk overskud, og det kan man godt tillade sig at forvente. Så det er ok, at Kenny er »older and jaded«, og at han ikke vil have, at sangene skal lyde alt for forskelligt fra hinanden. Men skulle det ske, at vi sender konvolutten retur til ham, er det højst sandsynligt, fordi vi allerede ved, hvad der er indeni, og at vi har modtaget en identisk konvolut forrige år. Og hvis vi tager imod den, er det, fordi vi ikke er vanvittigt tossede med musikalske forandringer. American Analog Sets manglende udvikling på Promise of Love er en slags løfte fra bandet til dem, som elsker musikken, som den er, og som den bør blive ved med at være.

Der sukkes højlydt og længe i pladens bedste sang, den kejtet betitlede “Come Home Baby Julie, Come Home”. Sangen bryder ingen større grænser eller dimensioner som sådan, men den indeholder ikke desto mindre underspillede guitarhooks og endnu mere xylofonspil hevet ned fra himlen. Baby Julie vil nok næppe komme hjem igen, men det falder ud som en fordel for os andre, for hvordan skulle vi ellers få de længselsfulde sange?

Promise of Love viser sig altså lettere ensartet og temmelig forudsigelig med sine midtempo-rytmer og sødlige lag af keyboard og guitarer. Det tror man i hvert fald efter fire rytmisk sammenhængende og sonisk lignende sange. Men herefter følger et trekløver af sange (“Promise of Love”, “The Hatist” og “Fool Around”), som løsriver sig en lille smule fra den lullende atmosfære, som de fire foregående sange har opbygget. Effekten af dette lægger sig et sted mellem et irriterende brud på harmonien og et frisk pust af variation. Det er den Death Cab for Cutie-lydende “The Hatist”, som er mest vellykket af de tre.

Løftet, som gives i albumtitlen, indfries kun delvist. Jovist, emnet bliver gennemtærsket som en slags terapi hele pladen igennem, men denne plade vil formentlig inddele lyttere i to lejre: Der er dem, som holder af American Analog Sets velkendte lyd og sangkompositioner; de vil hvis ikke elske, så i hvert falde holde af nærværende plade. Hos de folk, som endnu ikke har stiftet bekendtskab med bandet, er der også en stor chance for, at de vil falde for American Analog Sets dovne sangstrukturer. Men for os andre, som ved, at der gemmer sig en plade som Know by Heart i bagkataloget, der gør det samme som denne plade, bare væsentlig bedre, er det umuligt at falde pladask for Promise of Love. Den rammer derfor kun over middel på bedømmelsesskalaen.

★★★½☆☆

Deltag i debat