Plader

The Appleseed Cast: Two Conversations

De har engang rocket. Så ville de lave en amerikansk pendant til Radioheads Kid A. Nu er The Appleseed Cast vendt tilbage med en plade, som søger mod bandets rødder – dog med et udtryk, som ikke ligner tidligere tiders bedrifter.

Man kan sige mange ting om The Appleseed Cast, men én ting er sikker: De har siden starten været i konstant udvikling. De bevægede sig indledningsvist fra den støjende, guitarfokuserede End of the Ring Wars (1998) mod den mere sprudlende og komplekse emoplade, Mare Vitalis (2000) for så at overraske alle med den ambitiøse dobbeltudgivelse, Low Level Owl, hvor bandet fokuserede på mere langstrakte elektroniske lydflader, trommeloops og masser af effekter. Spørgsmålet, som de fleste fans af bandet stiller sig selv, er, hvad der mon vil ske næste gang? Med bandets skifte fra Deep Elm til Tiger Style kunne man måske forvente en brummende droneplade eller måske endda et rendyrket noisealbum (for at springe lidt fra grøft til grøft).

Men nej, med Two Conversations er The Appleseed Cast vendt tilbage til at spille rock igen – mere i stil med Mare Vitalis end Low Level Owl, men med en ny sangskrivning. Jeg skal da ærlig talt indrømme, at jeg var en smule skuffet, da jeg først lagde ører til Two Conversations. Når man har fat i et band, som konstant flytter egne musikalske grænser og nærmest marcherer fremad, kan Two Conversations godt virke som et skridt tilbage. På den anden side: Efter en plade som Low Level Owl kan man dårligt fortænke bandet i at ville tilbage til at spille noget rock igen – en stil, som er væsentlig nemmere at have med at gøre, når de er ude på turné. Ved gentagne gennemlytninger af Two Conversations åbner pladen sig og viser sig at være væsentligt bedre end førsteindtrykket, så min skuffelse fortog sig.

Ét af de elementer, som er mest bemærkelsesværdigt på Two Conversations, er den pludselige nemme tilgang til vokaldelen i bandet. Forsanger Christopher Criscis vokal har tidligere ligget lavt i mixet på niveau med instrumenterne, og da hans tekster også fremstod temmelig kryptiske, stod det hele nærmest åbent for fortolkning. På Two Conversations – en plade med 10 sange, hvor de første fem sange skildrer samtalerne mellem et parforholds ophør, og de sidste 5 beretter om kampen i det efterfølgende venskab (coveret er tilmed flinkt til at meddele os, at “there are two stories here”, hvis man skulle være i tvivl) – er teksterne væsentlig mere åbenlyse og koncise.

Der er nogle fremragende sange herpå, heriblandt nogle af de bedste, bandet nogensinde har skrevet. Den sang, som skiller sig mest markant ud, er “Fight Song”. Det er den sang, der markerer, at alting i parforholdet falder fra hinanden (også fordi den ligger lige midt igennem forløbet): »There on the stairs / Standing there / Arm outstretched / Point and glare / Watching the love fall to our feet / Into the floor to disappear.« Sangen er bygget sublimt op med lækkert, atmosfærisk guitarspil og et trist omkvæd, som man dog ikke kan lade være med at skråle med på: »This is the end of you and me.«

Andre sange har reminiscens af den emotionelle intensitet fra Mare Vitalis, eksempelvis “Hanging Marionette” og “Innocent Vigilant Ordinary” (jeg vil endda vove skansen og sige, at sidstnævnte er en mere rockende pendant til The Cures “Love Song”). Men The Appleseed Cast praktiserer generelt en mere tilbagelænet rockstil, som ikke ligger langt fra American Football. Der er også sange, som, for at følge konceptidéen for pladen til dørs, er blødere og mere afdæmpede, end man er vant til fra The Appleseed Casts side. Det drejer sig om sange som “Losing Touching Searching”, “How Life Can Turn” og “Sinking”, som er mere drømmende i deres lyd – især sidstnævnte scorer mange point i min bog, fordi bandet fremfører sangen så mørkt og ubehageligt med en hypnotisk repeterende akkordprogression; noget, der virkelig illustrerer den personlige undergangskrise de to tidligere elskende imellem. Men bandet falder også helt igennem i en enkelt sang, “Ice Heavy Branches”, hvor den musikalske atmosfære simpelthen ikke rammer hvor den skal – så den trykkede stemning blot bliver kedelig.

Hvad man end måtte forvente af denne plade, får man sammenvævet, lækkert guitarspil og varierede, hårdtslående trommer og kompositioner i flere lag, bl.a. takket være Ed Roses fine produktion. Pladen har sine højdepunkter hist og her, men samlet set er den ganske fin. De folk, som måske havde forventet, at bandet rykkede i nye og anderledes retninger, vil muligvis blive overraskede over denne plades tilgang, men hvis de giver den et par gennemlytninger, tvivler jeg på, at de vil blive skuffede.

★★★★☆☆

Deltag i debat