Koncerter

Arab Strap, 20.10.03, Lille Vega

[Ivan Petersen]Arab Strap spillede en aldeles fremragende koncert. Bandet formåede således at kombinere ikke-udgivet materiale med numre fra både deres seneste udgivelse og af en noget ældre dato.

Arab Strap, der denne aften var udvidet med Alan Barr (cello), Jenny Reeve (violin), Alan Wylie (trompet), David Jeans (trommer) og Chris Bathgate (bas), spillede en aldeles fremragende koncert. Bandet formåede således at kombinere ikke-udgivet materiale med numre fra både deres seneste udgivelse og af en noget ældre dato.

Som en indledende og mere generel kommentar er det værd at bemærke, at sangene fra Monday at the Hug & Pint faktisk fungerer bedre i en live-kontekst end i studieudgaverne. Bedst var Serenade, der afsluttede første del af koncerten, men også Glue og Meanwhile, at the Bar, a Drunkard Muses var ganske glimrende. Af andre højdepunkter kunne man nævne Here We Go og Scenery, der blev præsenteret i forholdsvist hårdtpumpede rockversioner. Derudover spillede bandet bl.a. én af mine egne personlige favoritter, New Birds, og så bliver man jo lidt varm om hjertet, samt et cover af Gladys Knights We Don’t Make Each Other Laugh Anymore. Disse var begge meget vellykkede, sidstnævnte i særdeleshed fordi det faktisk lød som en sang, som Arab Strap i princippet selv kunne have skrevet. Hvis man til gengæld skulle fremdrage et enkelt negativt aspekt ved koncerten, måtte det være, at Aidan Moffats stemme i enkelte numre, dvs. når samtlige syv musikere var involveret på samme tid, druknede noget i larmen.

Eftersom sangene i anden del fortrinsvis blev fremført af Malcolm Middleton og Aidan Moffat alene, var denne da også bedre end første. Blandt disse var en usædvanligt smuk Pro-(Your)Life og et lige så fantastisk medley bestående af AC/DC-klassikeren You Shook Me All Night Long og Packs of Three. Der var oven i købet også plads til et publikumsønske, hvor bandet efter lidt palaver indvilgede i at spille Piglet, selvom den af den til tider spøjst morsomme, øldrikkende og spyttende Moffat blev karakteriseret som “one of the most miserable fucking songs” – hvilket jeg sådan set er tilbøjelig til at give ham ret i, og i hvert fald når den som her blev spillet akustisk uden det mystiske beat fra Philophobia. Mens den resterende del af bandet stadig befandt sig på scenen, fik man desuden også serveret en exceptionelt cool og croonet udgave af Soaps.

Alt i alt var det således en meget fornøjelig aften, hvorfor man må formode, at de forbløffende mange kærestepar og de knap så mange københavnske indie-drenge nok gik nogenlunde glade og tilfredse hjem. Det gjorde jeg da i hvert fald.

Læs også anmeldelser af:
Arab Strap: Monday at the Hug and Pint
Arab Strap: The Shy Retirer EP

Deltag i debat