Plader

Belle and Sebastian: Dear Catastrophe Waitress

Skrevet af Jakob Lisbjerg

Belle and Sebastians sjette album er produceret af t.A.T.u.-produceren Trevor Horn. Det ændrer dog ikke ved, at Stuart Murdoch og co. er dygtige popsmede, som får lytteren til at nynne med på stort alt, hvad de laver.

Da jeg første gang hørte Belle and Sebastian, blev jeg meget overrasket, for jeg havde aldrig før hørt et band, der spillede den slags musik. Musikken var følsom, og melodierne så finurlige, at jeg nærmest blev målløs af forundring og begejstring. Jeg har siden fundet andre bands, som gør det lige så godt, og er efterhånden blevet forvænt med Belle and Sebastians udtryk.

Dear Catastrophe Waitress er Belle and Sebastians sjette album, hvis man medregner soundtracket til Todd Solondz’ film Storytelling. Bandet startede i sin tid som et kollektivt projekt, men flere af de kreative kræfter har langsomt forladt bandet. Først forsvandt Stuart David og dannede sammen med sin kæreste bandet Looper. Så gik Isobel Campbell solo for alvor, og siden hun forlod Belle and Sebastian, har det være primært været sanger Stuart Murdoch, som sammen med de nuværende 50% af det oprindelige band tegner bandets profil. Det har påvirket det musikalske udtryk.

Belle and Sebastian har ikke udviklet sig synderligt siden debuten Tigermilk fra 1996. Det mest revolutionerende er, at de seneste albums har budt på et mere produceret lydbillede med strygere. Det gælder også Dear Catastrophe Waitress, et album som er produceret af Trevor Horn, der tidligere har produceret t.A.T.u. og Frankie Goes to Hollywood.

Dear Catastrophe Waitress’ åbningsnummer fik mig godt nok til at spidse ørene en ekstra gang. “Step Into My Office, Baby” får lagt bunden med masser af spil på tammerne, og de får selskab af en trompet. Derefter falder piano, guitar og bas ind, og det hele rocker derudad i west coast-stil, som vi kender det fra The Thrills og The Band. Det musikalske udtryk er klart mere amerikansk end nogensinde før. Og det er ikke det eneste sted på albummet, hvor Belle and Sebastian har kigget vestpå.

I “I’m a Cuckoo” er det især det indledende guitarspil og melodien, som er anderledes og mere amerikansk end det traditionelle Belle and Sebastian. Det samme gælder “Roy Walker”, som med knips og 60’er-inspireret guitarspil sætter lytteren tilbage i tiden. Det er også i dette nummer, at Stuart Murdoch sætter sit følsomme og reserverede vokaludtryk på prøve og dermed over styr. Han presser sin stemme til noget, der ligner rock, men for mine ører lykkes det ikke. “Roy Walker” slutter med lyden af glas, der smadres og en bordtennisbold. Mere sjovt end godt.

Dear Catastrophe Waitress indeholder numre, som er præcis dét, vi kender Belle and Sebastian for: popnumre fyldt med sødme og uskyld og en kompliceret melodistemme. “Asleep on a Sunbeam” har som albummets eneste nummer vokal af Sarah Martin. Hun lyder faktisk ret meget som Isobel Campbell eller en kvindelig udgave af Stuart Murdoch.

“Wrapped up in Books” er et basdrevent nummer med en melodistemme, som virkelig gør selve musikken til skamme. Nummeret har et mellemspil med strygere og horn, som tager tempoet ud af nummeret, men da verset igen bliver sunget, bliver tempoet sat op, og man nyder det med genkendelighedens glæde. Lord Anthony er en stille ballade, som næsten minder for meget om “This Is Just a Modern Rock Song” eller “The Fox in the Snow”. Men teksten er fin; den handler om en dreng, som er klog, men som hellere skulle begynde at spille fodbold, fordi det ikke kan betale sig at være klogere end læreren. Teksterne er generelt blevet endnu mere voksne med et strejf af humor – mere end Belle and Sebastian har præsteret før. Uskylden er om noget gået tabt, hvilket Stuart Murdochs forsøg på rockvokal da også vidner om.

Titelnummeret, “If She Wants Me” og “If You Find Yourself Caught up in Love” er numre, som efter et par gennemlytninger bliver kedelige – men det er underligt nok også de numre, som jeg har mest tendens til at nynne. Den gode melodi kan ikke fornægtes. Det samme gælder den enkle “Piazza, New York Catcher”, som kun består af Stuart Murdochs vokal og en akustisk guitar.

Afslutningen på Dear Catastrophe Waitress er det over seks minutter lange nummer “Stay Loose”. Nummeret er helt mekanisk og meget 80’er-new wave-inspireret. Det kunne være Human League eller det tidlige Superheroes, som originalt havde lavet nummeret. Stuart Murdoch adopterer helt monotonien i sin vokal, og nummeret er produceret klinisk og tyndt. Det lyder meget autentisk, og det er godt at høre Belle and Sebastian prøve noget andet, end de plejer. Det klæder dem. Nummeret ender i et par minutters meget catchy guitar-rundgang, som kunne være lavet af Blur for ti år siden.

Pressematerialet hævder, at Dear Catastrophe Waitress bliver Belle and Sebastians kommercielle gennembrud. Det tror jeg ikke bliver tilfældet, for albummet er ikke radikalt anderledes end de forrige. Med Dear Catastrophe Waitress har bandet begået endnu et album, som er fyldt med melodi og charme. Jeg savner dog, at Belle and Sebastian eksperimenterer mere – for nu ved jeg ligesom, hvad de kan levere. Og jeg tror, bandet faktisk kan levere mere og andet, end de gør på Dear Catastrophe Waitress. Det viser sig lidt i retrostemningen “Stay Loose” og den generelle West Coast-inspiration, men hvis Belle and Sebastian ikke ændrer sit koncept, tror jeg, jeg har købt mit sidste album med dem.

★★★½☆☆

Deltag i debat