Plader

Berg Sans Nipple: Form of…

Den fransk-amerikanske duo Berg Sans Nipple har lavet en sjælden smuk perle af et album. Med 10 hovedsageligt instrumentale numre formår de med en hårfin balance mellem akustiske og elektroniske instrumenter at skabe en varm fornemmelse – og stadig være udfordrende med deres helt egen lyd.

Det sker en gang imellem. Sjældent. Men det sker. Man finder noget musik, der rammer én, så det siger paf! Omstændighederne skal være rigtige – og de er i øvrigt ofte helt tilfældige. Det afhænger bl.a. af ens humør på det pågældende tidspunkt, hvor og hvordan musikken høres og selvfølgelig af de evigt utilregnelige smagsløg.

Således bragede den fransk-amerikanske duo Berg Sans Nipple igennem min personlige lydmur på sommerens dejlige Forma Nova 03 festival i Fredericia (hvor jeg i øvrigt opdagede indtil flere fantastiske bands). Deres koncert var fremragende, og jeg blev ikke mindre imponeret, da jeg kom hjem og satte deres to cd’er i afspilleren.

Berg Sans Nipple består af franskmanden Lori Sean og amerikaneren Shane Aspegren. De to kalder sig “genforenede siamesiske tvillinger” – tydeligvis fordi de fandt ud af, at de var særdeles godt på bølgelængde, da de i sin tid mødtes. Det kan også høres på deres debutalbum Form of”¦. Det klapper bare éthundrede procent for dem.

Deres første udgivelse er ep’en Music for the Short Film Marie-Madeleine – en film, der i øvrigt blev instrueret af Shane Aspegren selv. Tilsyneladende en ret kreativ herre. Foruden at have arbejdet sammen med Bright Eyes og Lullaby for the Working Class leverede han også de rytmiske elementer på Song: Ohias utrolig smukke album Ghost Tropic. Disse gode bekendtskaber er derfor medvirkende til, at medlemmer fra Do Make Say Think, Bright Eyes, Bows/Long Fin Killie og Azure Ray også hjælper til på Form of”¦. Det er dog alligevel disse to “tvillinger”, der har sat dette mættede og afbalancerede lydbillede sammen. Og det mest imponerende er, at de også kan gøre det live.

Ved at sende melodierne fra deres würlitzer- og rhodes-orgel, legetøjs-keyboard, mini-olietønde, klokkespil, trommemaskiner, melodika, livetrommer og analoge synthesizere igennem deres samplere, skaber de nogle smukke repeterende forløb. Det bliver dog aldrig kedeligt. Melodierne får ikke lov til at hænge for længe, men bliver hele tiden afløst af noget nyt.

Numrene er bl.a. optaget i forskellige lejligheder i Paris, og det er nok derfor, at bl.a. trommelyden har en del rumklang. Men Aspegren spiller så tight, at det bliver en gevinst for pladens særegne lyd. Der er flere numre, hvor han drøner derudaf, mens Lori Sean leverer små figurer fra orglerne og sit glockenspiel. Umiddelbart skulle man tro, at olietønde-lyden ville være malplaceret, men den spilles ikke på helt traditionel vis. Lori og Shane hiver de nødvendige instrumenter ind og bruger dem på deres egne måde.

Når man snakker om instrumentale og repeterende forløb inden for rockmusikken, så vil tankerne måske hurtigt falde på genrebetegnelsen postrock. Men som så ofte før så er det slet ikke en dækkende beskrivelse. Berg Sans Nipple søger ikke støjklimakset eller alenlange rytmiske forløb, der kører i samme rille i 15-20 minutter. De får hevet en blød retro-lyd ind i deres musik, mens de formår at hvirvle nogle unikke numre op, så klokkeklang, hastige tromme-ridt og skurrende elektronik suser om ørerne på lytteren. Jeg mindes ikke tidligere at have hørt noget med lige netop den lyd, der fremtrylles her.

Form of”¦ har et par enkelte numre med vokal. På det smukkeste af dem lægger sangerinden Maria Taylor stemme til. En gentagende brummelyd mødes af lange og stille klaver-akkorder. Lidt elektronisk chitter-chatter blander sig som en løs forbindelse, og så flyder den cremebløde kvindevokal ind – helt tæt på øret. Derefter kommer der nogle mærkværdige lo-fi trommeoptagelser, som er cuttet up på en måde, så det næsten lyder som en pinball-maskine.

På “Croon” får vi musikalsk set kun en lille klokkespilsmelodi og lidt sjove lyde, men så bliver der fortalt en mærkværdig historie henover. Om det er Aspegren, der taler, ved jeg ikke, men de filmiske elementer og billederne, nummeret skaber på nethinden, er ikke til at komme udenom.

Albummet er skramlet, men ikke decideret lofi. Måske nærmere medium fidelity? Om ikke andet så er Form of”¦ en superb samling simple, originale og smukke kompositioner – hele vejen igennem. Lidt jazzet stil til tider, men også med et snert af nogle kompromisløse Aphex Twin-beats her og der. Berg Sans Nipple formår at variere deres udtryk. Nogle gange overtager elektronikken, andre gange er det de bløde akustiske toner, der får plads, men ofte deles vandene lige. Resultatet er ganske enkelt… skønt! Jeg fornemmer allerede, at dette er en af de skiver, som jeg bliver ved med at hive ned fra CD-reolen i årene fremover.

★★★★★☆

Deltag i debat