Plader

Dan Bern & the IJBC: Fleeting Days

Skrevet af Søren McGuire

Lidt skuffende opfølger til sidste års helt store countryrock-album fra litauisk-født amerikansk singer/songwriter.

Americana var sidste år blevet synonym med Ryan Adams og Wilco, men egentlig var 2002 året, man frem for alt burde huske for de plader, som Dan Bern, Chuck Prophet (ex-Green on Red) og Neil Halstead udgav. Specielt Dan Bern markerede sig med den mesterlige New American Language, som på festlig og interessant vis forenede folk med poprock. New American Language var uden tvivl én af 2002’s bedste plader, og Dan Bern har fornuftigt nok smedet, mens jernet stadig er varmt.

Han udgav nemlig forholdsvis kort tid efter den stærkt politiske og hylende morsomme Swastika EP, der i bedste talkin’ blues-stil gav alt, som lugtede af amerikansk post-9/11 ny-patriotisme, en gedigen (og velfortjent) bredside. “Worst disaster on US soil ever / Well of course, there’s the Indians, a few million slaves and Enron,” som det lød på Talkin’ Al Kida Blues. EP’en viste en ny side af Dan Berns sangskrivning, som hidtil havde fokuseret meget på den elektriske guitar og den forholdsvis simple rock’n’roll-formular. Både tekster og musik lød som noget, vi havde hørt adskillige gange før, men Dan Berns bud på politisk protestsang anno 2003 var forfriskende og tankevækkende på den sjove måde.

Fleeting Days synger Dan Bern atter fra den mere rockede gren, og han byder således på en heftig blanding af rock, country og blues med et lille glimt af punk her og der. Dan Bern elsker at have fart på, og når han prøver at falde lidt til ro i sine sange, går han næsten i stå. Der er masser af knald på hans debuterende backingband, The IJBC (The International Jewish Banking Conspiracy), men Dan Bern er altså bedst, når han lader orkestret træde i baggrunden og koncentrerer sig fuldt og fast om sine sange, som alle ville passe bedre med et mere sparsomt og enkelt orkester.

Når Dan Bern ikke spiller om kap med The IJBC, er det tydeligt, at han har en upåklagelig evne til at være både vedkommende og interessant. Men det sker desværre for sjældent. Dan Bern prøver på at være både Dylan, Joe Strummer, Johnny Cash og Kurt Cobain, og ofte på samme tid. Det går desværre ikke helt efter hensigten, for det kommer til at lyde, som om Dan Bern snarere gemmer sig bag sine inspirationskilder. Men når han så endelig træder i karakter som på den altopslugende og rockende Chain Around My Neck, kommer han virkelig til sin ret. Og så er det svært ikke at rocke med.

Det kræver lidt tid og et par slugte kameler, før man er blevet rigtig tilpas med Dan Berns vrængende vokal, men han er bestemt ikke uden energi, når han først får sat skub i stemmebåndene. Føler man sig tilpas i selskab med eksempelvis Bob Dylan, som jo også synger som en rusten cementblander, vil Dan Berns vokal nok ikke give nogle vanskeligheder.

Dan Bern er ikke nogen fantastisk sangskriver, og Fleeting Days er ikke nogen fremragende plade. Men han skal roses for den ærlighed og energi, han lægger i sine sange. Men netop energien er også lidt af en hæmsko, for pladen fremstår til tider rodet og konfus. Fleeting Days ligger et par centimeter over middelmådigheden og er kun momentvis i nærheden af New American Languages storhed. Men så er den også god.

★★★☆☆☆

Deltag i debat