Plader

Elbow: Cast of Thousands

Skrevet af Mikkel Mortensen

Hvor bliver hypen af? Elbows andet album cementerer blot, hvor overlegne de er i forhold til retrorock-klonerne.

Det er ikke alle bands, der har en takke-liste, der fylder en hel CD-booklet, og som består af flere tusinde navne. Men engelske Elbow er heller ikke et ordinært band. I en tid, hvor så godt som alle unge, alternative rockbands spiller en eller anden form for bagstræberisk retrorock og bekymrer sig mindst lige så meget om posering og udseende, som de gør om musikken, er Elbow et forfriskende pust. Et band der ikke stiller sig tilfredse med blot at lire den af på fortiden. Et band hvor musikken rent faktisk er vigtigere, end hvordan man ser ud, mens man spiller den. Et band der måske ikke revolutionerer rocken, men som i det mindste forsøger at lave noget, der ikke lige så godt kunne være indspillet for 30 år siden.

Elbows debut, Asleep in the Back, fra 2001 var et storladent, stort tænkt, smukt og ganske fint forsøg på at spille moderne, progressiv rock, der bl.a. trak på inspiration fra tidlig Genesis og sen Talk Talk. Albummet led dog under momentvis tomgang og en tendens til at trække sig alt for meget ind i sig selv.

Disse børnesygdomme lader Elbow dog til at være kommet over nu. Det kan man allerede forvisse sig om på det suveræne åbningsnummer, “Ribcage”, der starter som en simpel ballade med blippende keyboards, slow motion guitar og slæbende beats, men i løbet af de over 6 minutter sangen varer, vokser den sig stor og mægtig med et gigantisk gospelkor som backing for sanger Guy Garvey, når han så smukt som altid synger linjer som: »Pull my ribs apart / And let the sun inside« – altså det, man plejer at synge om i en kærlighedssang.

De gode takter fortsættes på singlen “Fallen Angel”, der lyder som en medrivende, uptempo udgave af Doves (hvilket bestemt er godt), og det er svært ikke at synge med, når Guy Garvey beder os om at »Choose your favourite shoes / And put your blues on cruise control.« Når sammenligningerne med samtidige engelske kunstnere er på bordet, skal det næsten også bemærkes, at den meget melodiske, nærmest lidt små-funky “Buttons and Zips” mest af alt lyder som en mumlende, neddæmpet, lidt sexfikseret Badly Drawn Boy (og det er ment som en kompliment).

Det er dog stadig balladerne, Elbow er bedst til, og især “Fugitive Motel” og “Switching Off” er helt ubegribeligt smukke. Det samme kan bestemt også siges om “Grace Under Pressure”, men et ord som “hymneagtig” burde nok også nævnes, på trods af at det nærmest er en underdrivelse. Dette nummer er simpelthen noget af det mest majestætiske og andægtige, der længe er hørt. Sangen starter omkring det musikalske forsvindingspunkt med afdæmpet guitar og Guy Garveys stemme, men herfra bliver sangen bare ved med at vokse: Først støder eksplosive trommer til efterfulgt af et endnu større kor end i “Ribcage” (her gemmer sig bl.a. Doves’ Jimi Goodwin, Twisted Nerve-bandet Alfie og et par af Guy Garveys familiemedlemmer), og som om det ikke skulle være nok, får vi også mod slutningen forklaringen på albummets titel og den alenlange creditliste, når de ca. 15.000 tilskuere til bandets koncert på Glastonbury sidste år synger: »We still believe in love / So fuck you.«

Cast of Thousands er altså betydelig stærkere end debuten, da Elbow denne gang har formået af luge de svage og ukoncentrerede momenter væk, og derfor står der et smukt, stærkt og langtidsholdbart værk tilbage.

Derfor kan man vist godt sige, at Elbow ikke længere er et af Englands mest lovende, nye bands. Nu er de et af de bedste og mest interessante rockbands, englænderne har at byde på, og kan de fortsætte med at udvikle sig og blive endnu bedre, kunne de en skønne dag sagtens blive det bedste.

★★★★☆☆

Deltag i debat