Plader

Benjamin Gibbard/Andrew Kenny: Home – Volume V

American Analog Sets Andrew Kenny og Death Cab for Cuties Benjamin Gibbard udgør de to parter i femte kapitel af Post Parlos Home-splitserie.

Nærværende split-CD sælger næsten sig selv med navnene Benjamin Gibbard (Death Cab for Cutie) og Andrew Kenny (American Analog Set) på frontcoveret. Som det fremgår af titlen, er temaet “home”, og ud fra dette præsenterer de to musikere hver tre nye kompositioner samt et cover af den andens respektive band (Gibbard fortolker “Choir Vandals” fra Know By Heart, mens Kenny tager sig af “Line of Best Fit” fra Something About Airplanes).

Post Parlo har af bitter erfaring lært at trykke to versioner: en limited edition i specielt cover (1000 eksemplarer, som for længst er revet væk) og et andet oplag i regulær jewelcase (sangene er de samme). Når jeg siger “bitter erfaring”, refererer jeg til Bright Eyes/Britt Daniel-splitten, som netop kun blev trykt i et begrænset oplag, og som hastigt forsvandt mellem fingrene på selskabet.

Gibbard og Kenny udgør et ganske godt sangskriverpar på denne Home-CD – dog med den ene overskyggende den anden. De to sangskrivere præsenterer her sange, som åbner døren ind til et rum, hvor man kan lægge sig og enten længes mod et tidligere hjem eller forstærke sit tilhørsforhold til det hjem, man har nu. Sangene er af en blød, introspektiv og folket karakter. De er alle indspillet på en firespors-båndoptager med ingen andre instrumenter end den akustiske guitar, så der er skåret helt ind til benet og lagt fokus på den gode melodi. Begge kunstneres sanguniverser virker personlige og refleksive på flere niveauer, hvilket kaster et melankolsk afsavn fra sangene mod lytteren.

Ben Gibbard står for de første fire sange på cd’en. På visse punkter er hans sangskrivning meget karakteristisk, og på andre bryder han med dét, man kunne forvente. Man skulle tro, at man havde en idé om, hvordan Gibbards sange ville lyde på nærværende plade, især hvis man har lagt øre til nogle af de Death Cab for Cutie-b-sider, som udgør akustiske versioner af de elektriske originaler – men dette er ikke tilfældet her. Som nævnt ovenfor har Gibbard fat i en anden tradition, end man er vant til at høre fra hans hånd, nemlig folkinspireret pop.

Den sødmefulde nostalgi, som ligger implicit i teksterne gør udtrykket yderst veldrejet. Og det er netop teksterne, som er Gibbards velkendte hjørne: Han er iagttageren, han er fluen på væggen, og han er aktanten, alt sammen på én gang. Han er lyrisk og næsten altid i grammatiske korrekte sætninger. Han gør sig desuden i de små detaljer, som trods deres simplicitet kan være så malende (»A broken bed with dirty sheets that creaks when I am shifting in my sleep«).

Der er to åbenlyse højdepunkter blandt Gibbards bidrag: “You Remind Me of Home” og “Carolina”. Førstnævnte fungerer på den ene side som et savn rettet mod den lille flække af en hjemby, hvis enkelhed man savner, og på den anden side fungerer sangen som et skub til en person, som sidder fast i selv samme flække: »You remind me of home: in a suburban town with nothing to do / Patiently waiting for something to happen / But the foundation is crumbling and becoming one with the ground / While you lay there in slumber … you’re wasting your life.«

Kløgtigt udtænkt er den efterfølgende “Carolina”, som ikke er en kvinde, men derimod en forkortelse af staten (nord eller syd). Man narres dog til at tro, at sangen er en kærlighedsdedikation med den gentagne linje: »Carolina waits for me.« Det viser sig dog at være en sang sunget fra en kvindes synsvinkel. Hun har netop forladt sin voldelige mand og er på vej i bil mod hjemstaten (»You never learned / The rules have changed since we were nine / This isn’t school / Boys don’t assault the girls they like«). Gibbards sange er varme og nostalgiske på den helt behagelige måde. Dog daler kvaliteten en smule i American Analog Set-coveret, selv om nummeret i sig selv stadig er ganske godt.

Hvad Gibbard har gjort, kan Kenny ikke helt gøre efter. Han prøver sig dog heller ikke frem i samme type sangskrivning, men tager afsæt et sted hvor alting er lidt langsommere og sløvere. Kennys sange bliver ikke drevet af melodien, men nærmere af hans hviskende nattevokal og de forsigtigt anslåede strenge – noget, der får én til at spekulere over, om han mon forsøger at holde lydniveauet nede, så han ikke vækker naboen. Dette skal dog ikke betyde, at Kennys sange ikke er gode. Sangskrivningen er her bare mere øm, skrøbelig og afdæmpet, men den rammer alligevel mange af de samme følelsesflader, som Gibbard berører.

Især “Hometown Fantasy” flyder langsomt, men sikkert af sted og når at sætte adskillige triste, nostalgiske afmærkninger af sin soniske tilstedeværelse, selv om det kun er knap to minutter langt. Kenny er desværre ikke en særlig dygtig tekstskriver, og det er ærligt talt ret svært at vurdere, præcis hvad det er, han vil fortælle i sine dovne sangstrukturer. Efter flere gennemlytninger valgte jeg simpelthen at lukke af for hans tekstlige side og blot fokusere på melodien. Sådan fungerer det bedst med Kenny.

Med det sløve tempo, som han lægger for dagen, er det et godt valg at holde sangene korte – noget, Kenny dog bryder med i den forfærdeligt langtrukne og deciderede kedelige “Church Mouse in the Church House”. Der skal ikke herske nogen tvivl om, at Kennys sange ender i skyggen af Gibbards, selv om de bestemt også selv har deres berettigelse på denne split-udgivelse.

Home-splitten byder på nogle fintfølende melodier, som indbyder til en lille halv times hjemve. Det er sange, som nok primært er henvendt til fans af Death Cab for Cutie og American Analog Set. For nybegyndere vil jeg anbefale af starte med henholdsvis The Photo Album og Know by Heart.

★★★★☆☆

Deltag i debat