Plader

The Go: s.t.

Skrevet af Rasmus Bækgaard

The Go genopdager de tidlige halvfjerdseres glam og hård rock og leverer en god omgang elektrisk rock, der giver én lyst til at finde luftguitaren frem igen.

Det mest moderne, man overhovedet kan gøre i dag, er tilsyneladende at lave musik, der lyder håbløst umoderne. De seneste år har vi været vidner til utallige retrobølger af alle mulige og umulige genrer. Det er dog ikke hverdagskost, at man hører musik, der trækker tråde tilbage til de tidlige halvfjerdseres glam og hård rock.

The Go kommer fra Detroit og kan som lidt prominent reklame bryste sig af, at Jack White var guitarist i gruppen, indtil han dannede White Stripes. Ifølge The Gos hjemmeside har gruppen ligeledes sit udspring i garagerock-bølgen. Men selv om der er tydelige referencer til garagerock, er det snarere glamrock og de tidlige halvfjerdseres hårde rock, man kommer til at tænke på, når man hører bandets nye, andet album. Musikalsk kan The Gos musik således opsummeres som en blanding af T-Rexs fængende glamrock, bluesbaseret hårdrock og Rolling Stones.

Min første tanke, da jeg hørte åbningsnummeret “Capricorn” var, at The Go lyder som The Cult, men sammenligningen med The Cult er bestemt også noget af det nyeste materiale, jeg kan komme tanke om i forbindelse med gruppens musik. De resterende numre veksler mellem melodisk fængende glamnumre og mere skramlede garageprægede numre. Den let countryklingende ballade Come Back kunne sagtens have passet ind på et album som Exile on Main Street. Sange som “American Pig”, “Games” og “Blue Eyes Woman” er glamrock af bedste, mest medrivende og uhøjtidelige skuffe, mens den helt forrygende “Crowd Up Wrong” har en stor lighed med Black Sabbaths tidlige sange.

Ind imellem rækker The Gos musikalske referencer dog endnu længere tilbage til eksempelvis de tidlige tresseres rhythm’n’blues, hvilket er tydeligt i en sang som “Summer’s Gonna Be My Girl”, hvor både musik og produktion lyder fuldstændig som de første Rolling Stones-singler. Nummeret er egentlig ikke dårligt, men det passer dårligt ind i sammenhængen.

De fleste af sangene er bygget op omkring et simpelt, men effektivt guitarriff og så nogle fængende omkvæd, hvoraf mange, som det hører sig til inden for glamrock-genren, passer perfekt til fællessang. I enkelte passager går der desværre lidt for meget boogierock og Status Quo i den, hvilket afgjort er en fælde, der er let at falde i, når man befinder sig i det musikalske landskab, The Go bevæger sig rundt i. Det meste af tiden holder gruppen sig dog på den rigtige side af stregen og spiller rock med stort R, der er spændstig, energisk og fængende. Samtidig er guitarlyden og produktionen hele vejen igennem tilpas kantet og skramlet til, at gruppen ikke kommer til at være et hult klingende ekko af stadionrock.

The Gos musik sætter ikke nogen intellektuel standard, og der gøres ingen forsøg på at få nogle nye idéer ind i musikken. Til gengæld lyser det langt væk, at gruppen synes, at det er sjovt at spille rock, og at det helst skal gøres højt. Og det smitter også af hos lytteren. Når man lytter til pladen, får man straks lyst til at sætte stikket i luftguitaren og skrige med på de letfængende melodier.

★★★★☆☆

Deltag i debat