Plader

Grand Avenue: s.t.

Skrevet af Søren McGuire

Lovende debut-plade fra dansk orkester med stor kærlighed for Coldplay og Counting Crows. Ikke revolutionerende, ikke fremragende, men bestemt heller ikke dårlig.

Den danske pladedebuterende kvartet Grand Avenue har gjort sig bemærket ved at lade trend være trend og derimod koncentrere sig om det mere akustiske, amerikansk-inspirerede udtryk. Nogen vil kalde det for radio-rock, andre for college-rock, mens andre igen måske vil smække et AOR-mærkat på og lade det være det. Det er vel også lige meget, hvad hulen man skal kalde det, men hvis man tænker på navne som Dave Matthews Band og Coldplay, skyder man nok ikke helt ved siden af Grand Avenues lyd.

Dermed også sagt, at der absolut intet nyt eller originalt er at hente hos Grand Avenue. De fire drenge bevæger sig på absolut velkendt territorium, hvor guitar og omkvæd går hånd i hånd uden på noget tidspunkt at søge efter mindre betrådte veje. Derfor er det ikke i udtrykket, man skal finde Grand Avenues berettigelse, men derimod i noget så enkelt som sange.

Her skal man til gengæld heller ikke lede særligt længe, før man opdager, at Grand Avenue så ganske sikkert er et fornemt og stilsikkert orkester. Det hele er hørt før en zillion gange, og selv om Grand Avenue aldrig er oppe og konkurrere med denne letfordøjelige og radiovenlige genres sværvægtere – dertil er de simpelthen for uerfarne – så er denne debut absolut et vidnesbyrd om, at det er fire habile sangskrivere, der står bag albummet.

Grand Avenue har gennem hele pladen en klar vision om, hvilken retning de ønsker at gå. De vælger den lige vej fra A til B, og nogen egentlig udvikling de 13 skæringer imellem er ikke til at spore. Guitarerne, et par elektriske og en akustisk, lyder ens på de fleste af sangene, og sanger Rasmus Walter Hansen har placeret sig i centrum på hele pladen. Det er også ok, for hans vokal er bestemt ikke dårlig og passer som fod i hose til musikken. Han besidder en snert af Chris Martin, Grant Lee Phillips og Dave Matthews, men at kalde hans vokal lige så interessant som de ovennævntes er nok et for tidligt postulat at komme med. Men det er heller ikke fair at lægge for meget vægt i en sammenligning med disse ledestjerner, da Hansen rent faktisk kan synge selvstændigt.

Et gennemgående og for den sags skyld også bærende element på pladen er det lidet afvekslende strenge-spil, hvor guitaren kæmper lidt med trivialiteten. Det viser sig at være en hæmsko for afvekslingen mellem sangene, og de kommer, såfremt lytteren ikke koncentrerer sig om at lytte godt efter, let til at lyde forholdsvis ens. Det er ærgerligt, for der gemmer sig faktisk 13 mere eller mindre selvstændige sange på pladen. Men det kan også være svært at huske de enkelte skæringer, selv efter tre-fire gennemlytninger.

Grand Avenue er ofte tæt på at ramme plet, og selv om både de lyriske og musikalske klichéer af og til ligger lidt i vejen for sangene, er blandt andet Is It Pretty, Dancing Shoes, Slow Burning og den flotte Average habile mainstream-skæringer.

Grand Avenue er bedst, når de lader sig rive med af musikken og dermed får trykket lidt på sangenes nerver. Et godt eksempel på dette er slutspillet i radiobaskeren Take It As It Comes, hvor en velplaceret Fender Rhodes giver den ellers halvtrivielle sang lidt dybde og kant. Desværre er der for få af disse øjeblikke til, at Grand Avenue bliver rigtig interessante, men når de endelig giver sig selv lov til at give pladen lidt mere tryk på pedalen, så er det helt og aldeles lytteværdigt.

Vi har med et selvsikkert orkester at gøre, og der er ingen tvivl om, at Grand Avenue har fat i noget af det rigtige. En eventuel opfølger kan meget vel blive lidt af et dansk mesterværk, men det kræver, at Grand Avenue bruger lidt mere energi på at eksperimentere med sangskrivningen. Selvom denne genre måske ikke byder på de mest gunstige muligheder for fornyelse og originalitet, skal det nu nok lykkes for Grand Avenue at finde en mere interessant formel. Og så er der altså noget godt i vente.

★★★½☆☆

Deltag i debat