Plader

Martin Hall: Music Hall

Skrevet af Martin Petersen

Music Hall rummer et virvar af stilarter og sangerinder, og en del vil få sat deres tålmodighed på en prøve, når de forsøger at finde den røde tråd, der ikke nødvendigvis findes på denne plade. En del vil give op før målet, andre vil få en dansk pladeoplevelse af de mere kuriøse.

Mit kendskab til Martin Hall er ikke så vidt og bredt, som det kunne være ønskeligt. Jeg ved, han lavede en plade med Hanne Boel for et par år siden, og jeg husker et soundtrack med en afklædt Stine Stengade på coveret, men mest kender jeg ham fra hans arbejde med Irma Victoria. Ved siden af musikken er han også forfatter; han blev optaget i Kraks Blå Bog i år, han lavede musik til indvielsen af Elia i Herning, han stod bag udstillingen A Hospital Room på Ystads kunstmuseum, og således kunne jeg blive ved med at remse Martin Halls bedrifter op, uden det ville blive nødvendigt at stoppe foreløbig.

Lige så produktiv som Martin Hall er, lige så alsidig er udspillet Music Hall. Man når fra klassisk til cabaret og fra popballader til små optagelser af udtalelser, der under titlerne Documentary 1-2-3 bryder ind og kvæler den monotoni, der aldrig indtræffer med den røde tråd, der ikke er på pladen. Hvorfor de ligger der, skal jeg lade være usagt. Første gang jeg lyttede Music Hall igennem, var de et par små absurditeter på en plade uden hoved og hale. Efter mange gennemlytninger er de irriterende afbræk på en plade, der i mangel af en rød tråd fint er bundet sammen af en gylden tråd, der væver stilarter sammen og bugter og buer sig fra den ene pol til den anden. Undertitlen til Music Hall er også meget passende Martin Hall Songs Performed by Starlets, Divas, Chanteuses and Comediennes

De, der kender Martin Hall fra hans samarbejde med Hanne Boel, vil muligvis klø sig i nakken, når Andrea Pellegrinis stemme åbner Music Hall med en nyfortolkning af Another Heart Laid Bare. Omvendt vil de, der kender ham fra hans musik til Kameliadamen, nikke genkendende til mezzosopranens stemme. Samme Andrea Pellegrinis andet bidrag til Music Hall leder ens tanker hen på varietéscenen – den korte, men højtravende The Stranger in Your Voice lyder som noget optaget for 70 år siden.

Den legesyge Goodnight, sunget af Mette Sand Hersoug fra Moon Gringo, der lukker Music Hall, får mig også til at tænke i retning af varieté. Hendes andet vokalbidrag på pladen ligger i den mere traditionelle poptradition, hvad der også gør sig gældende for Aud Wilkens bidrag. Legesyg er også Blue Eyes Bolero fremført af Billie Koppel. Og på den måde bølger pladen frem og tilbage, fra det indelukkede til steder med højt til loftet og fra det muntre og tilbage til det indelukkede.

Jeg var klar til at kaste håndklædet i ringen efter første gennemlytning. Music Hall er en meget uoverskuelig størrelse, der gør brug af flere stemninger og flere sangerinder, end jeg kan huske at være stødt på på nogen anden plade. Mette Sand Hersoug, Billie Koppel og Agnes’ høje og meget puttenuttede pigestemmer skal man være i humør til for at holde ud at høre for mange gange i træk. Er man i det humør, så fremstår deres bidrag både skæve og finurlige. Omvendt er der stor skønhed at hente i Isa Holm, Lise Westzynthius og Tanja Thulaus bidrag. Aud Wilken fylder mest på pladen med sine 4 bidrag, men det er ikke hende, man husker, når pladen rinder ud. De sange, hun fortolker, mangler på godt og ondt de særpræg, som så mange af de andre bidrag har.

Der er ikke noget gennemgående tema på Music Hall. Man bliver væltet rundt, der bliver skubbet til éns ideer om, hvad popmusik er, og hvad popmusik kan. Den tvivlende køber, der stiller sig med hovedtelefonerne på nede i pladebutikken, vil sandsynligvis gå derfra uden Music Hall. Der skal mange gennemlytninger til, for at man kan danne sig et overblik over, hvad Music Hall er for en størrelse. Det er en styrke, og samtidig er det pladens største svaghed. Jeg tror desværre, mange kommer til at stå af, før de ser, hvad Music Hall har at byde på.

★★★★☆☆

Deltag i debat