Plader

Brady Harris: Lone Star

Skrevet af Martin Laurberg

En gang imellem bliver man overrasket over, hvor god en plade med klassiske rocknumre kan være. Det gør man, når man lytter til Brady Harris’ nye plade, der viser, hvordan nogle sangskrivere hæver sig over mængden af følsomme amerikanske troubadourer.

I gamle dage var Brady Harris frontfigur i The Solid Goldsteins, som opnåede en vis popularitet og samtidig fastlåsthed under etiketten “Replacements-inspireret rock”. The Solid Goldsteins indspillede kun ét album, No Place Like Gone fra 1993, hvorefter Harris begyndte sin solokarriere, der nu med Lone Star er mundet ud i tre plader.

Man kan måske sige, at Harris har videreført de tendenser i The Solid Goldsteins, der ligger fjernest The Replacements. I hvert fald lyder Lone Star – på trods af det fællesskab der nok altid vil være mellem kunstnere inden for kategorien “amerikansk rock” – ikke specielt meget som The Replacements. Pladen er nærmere beslægtet med de grupper, der går under betegnelsen alternativ country. Indledningsnummeret, “Welcome Me Back”, bringer i hvert fald tankerne i retning af The Jayhawks, og det er en reference, som gør sig gældende et langt stykke hen ad vejen.

Harris er med andre ord bevæbnet med en akustisk guitar og bevæger sig ud i det farefulde minefelt af akustisk uptempo-rock, som det er ufattelig svært at slippe ud af på en fornuftig måde: Guderne skal vide, at der er mange amerikanere med en akustisk guitar, der spiller lige-ud-ad-landevejen-rocksange om kærlighed, venskab, whiskey, Route 66 og andre amerikanske ting. Og guderne skal ligeledes vide, at det ikke er særlig mange af dem, der laver god musik. Heldigvis er Brady Harris både talentfuld og original nok til, at Lone Star hæver sig over gennemsnittet og holder opmærksomheden fanget. Det skyldes ikke mindst, at han undlader at forholde sig alt for ortodokst til genren. Faktisk er der tale om en meget varieret plade.

Visse steder er der tale om decideret klassicisme, for så vidt man kan bruge den term i en slags hverdagsagtig kontekst. “Good to Know” handler om et tema, der mildest talt er velkendt hos mere følsomme rockmusikere: flygtighed i kærlighed og venskab. Men sangen er langt fra gumpetung, fordi Harris’ stemme og lyse guitarspil ikke forfalder til højstemte og melankolske klichéer. Tværtimod er det en fremragende sang, der samtidig er det sted på pladen, hvor Harris kommer nærmest The Replacements og især Paul Westerbergs soloarbejde. Harris er ganske enkelt en dygtig sangskriver, der kender sine rødder, men ikke forfalder til deciderede stiløvelser.

Andre steder bevæger Lone Star sig i helt uventede retninger. “Can’t Wait 2CU”, der på trods af sin noget idiotiske titel er en dejlig sang, lyder med sine bongotrommer og xylofon nærmest hen i retning af en behagelig og mindre lalleglad udgave af Manu Chao. Det lyder måske usandsynligt, men er ikke desto mindre sandt. Af andre særheder kan man nævne den lounge-agtige “Battery Park AM”, som er et tilbagelænet funk-nummer. På tværs af de mange forskelligheder løber der en rød tråd, som jeg tror hænger sammen med Harris’ fine guitarspil. Han spiller mest på de lyse strenge af sin akustiske guitar, og det giver sangene en friskhed, som ofte går tabt hos mere twang-agtige guitarister. Højdepunktet af lyst guitarspil finder man i den afdæmpede “Amethyst”, som er et af pladens absolutte højdepunkter, og som svæver 10.000 mil over gennemsnittet af akustiske ballader.

Lone Star er bedst – og til tider endda fremragende – på de numre, hvor Harris lægger en vis afstand til eller i hvert bøjer den akustiske rock. Det gør han desværre ikke altid. Sange som “Streets of Spain” og “Strangers When We Meet” (der ikke er en kopi af et Bowie-nummer) er decideret akutisk uptempo-rock og lyder som tusinde andre lige så kedelige rocksange. Harris er meget dygtig til at sætte instrumenterne sammen på en raffineret måde, så det ender heldigvis ikke i den totale fladpandethed, men alligevel kunne man godt have undværet nogle af numrene.

På trods af disse tørre punkter, så er Lone Star en god plade. Rock-melankoli er i mine ører kvalmende i ni ud af 10 tilfælde, men Harris hører til i gruppen af 10’ere, som formår at lave god musik inden for gennemtæskede rammer. Pladen er hermed anbefalet.

★★★★☆☆

Leave a Reply