Plader

Hymie’s Basement: s.t.

Skrevet af Jakob Lisbjerg

Warps sublabel Lex har med udgivelsen af Hymie’s Basements debutalbum endnu en gang vist, at de har sans for skæve og progressive udgivelser.

Navnene Yoni Wolf og Andy Broder siger sikkert ikke særligt mange noget som helst. Men hvis man fortæller, at Yoni er Anticons Why?, kendt fra cLOUDDEAD, og at Andy er bedre kendt som Fog, er der sikkert adskillige, som nikker genkendende.

Yoni og Andy samarbejder for første gang sammen under navnet Hymie’s Basement. Deres debut-album har fået samme navn som titel, og for at gøre forvirringen total er albummet indspillet i et analogt studie, som netop hedder Hymie’s Basement. Debutalbummet fra Hymie’s Basement er ikke en plade, som vil få særlig meget opmærksomhed. To DIY’ere, der udgiver på selskabet Lex Records (et underselskab til Warp Records) får ikke pressen op af stolene. Desværre.

Albummets tre første numre viser Hymie’s Basements bredde. Hymie’s Basements første nummer, “21st Century Pop Song”, er en herlig synkoperet sag, som minder om DJ Shadow og Hood. Rappen er mystisk talende, og omkvædet er melodisk på en lige så mystisk og skæv måde. At det minder om Hood, er ikke helt hen i skoven, for Yoni havde fingrene med på det seneste Hood-album, Cold House. Det er et åbningsnummer, som lover godt for albummet – men idet andet nummer på albummet “All Them Boys” begynder med en hylende tone, og nummeret derefter lyder som en hashpåvirket mands udgave af en børnesang (“Lille Peter Edderkop”), reviderer man lynhurtigt sine forventninger. Sjovt nok er netop “All Them Boys” et af de numre på albummet, hvor det efter adskillige gennemlytninger giver mening, at omkvædet er så fjollet og verset mere dystert og straight til trods for de baglæns loopede lyde.

“Suite of the Fearless Tall Dude Killer” er et instrumentalnummer, som blot består af en simpel pianorundgang. Det er holdt meget enkelt og minder i stilen om Eric Satie eller Yann Tiersen. Men der er igen noget, som ikke er, som det skal være, selv om nummeret er i dur – masser af rumklang giver en urolig og dyster følelse, som går igen i numrene “I Am a Sewer at Heart” og “Lightening Bolts and Man Hands”. Førstnævnte er ligeledes et instrumentalnummer med enkelt pianospil, mens “Lightning Bolts and Man Hands” er intimt, blandt andet fordi den skrøbelige vokal ligger langt fremme i lydbilledet (nærmest produceret ind i øret på lytteren), og dermed lader guitaren stå en smule tilbage. Nummeret har dejligt meget analog støj og minder om en mindre klinisk og mere akustisk Gnac.

Coveret indeholder ikke tekster, og jeg har ikke været i stand til at finde dem nogen steder på internettet. Men der er klare humoristiske passager i mange af numrene som for eksempel fra åbningsnummeret, hvor der bliver sunget/rappet »You put your life in the hands of the highway-designers« eller i “Ben and Joey”, hvor Andy synger »Hitchhikers stay hitchhikers by turning down rides / Turning down rides.« Tilsvarende musikkens mangfoldighed på albummet er der også numre, som indeholder mere alvorlige tekstpassager, som det GYBE!-agtige nummer “Moonhead”, hvor Yoni messer dommedagsprofetier hen over en dystert dronende klang.

Albummet slutter, hvor det startede med et beat, som dog hurtigt bliver ’fucked up’, fordi Yoni og Andy begynder at skrue på pitch-controllen og loope beatet, så det bliver helt urytmisk. Nummerets hastighed skifter hele tiden, men til trods for at det føles, som om man går rundt på et gyngende skib (fordi rytmen netop plejer at være et nummers faste holdepunkt), så formår Yoni og Andy at gøre “You Die” til et prægtigt og overvældende nummer med masser af luft og højt til loftet. Inden da er man som lytter blandt andet blevet udsat for Beatles-harmonier tilsat tungt beat i “The Act”, tysk minimal-elektro i “Parrots” og samfundskritisk, eksperimental hiphop i “American Won” og “American Too”.

Hymie’s Basement er på mange punkter en dyster plade. Men man lytter alligevel til den, mens man vipper glad med foden eller nynner med. På den måde er det en rar plade. Den har det hele: skrøbelighed, storladenhed, fjollede elementer og alt muligt andet. Og det hele er produceret herligt hjemligt med masser af støj og stemning. Albummets musikalske mangfoldighed gør, at man kan lytte til det igen og igen. Man bliver ikke træt af et enslydende udtryk. Men det betyder også, at Hymie’s Basement er en sand rodebunke af spontane indslag og skøre ideer – og i sidste ende går det ud over helhedsindtrykket. Det er nærmest umuligt at danne sig et samlet indtryk af albummet, og derfor fungerer albummet mest som en slags skitseblok, når man lytter til det. Men det er nogle fandens gode skitser.

★★★★★☆

Deltag i debat