Plader

Damien Jurado: Where Shall You Take Me?

Skrevet af Søren McGuire

Et kort, men glædeligt gensyn med Jurados akustiske guitar. Springsteen må være stolt.

Where Shall You Take Me? er et meget godt spørgsmål at stille amerikanske Damien Jurado før den første gennemlytning af hans nyeste album. For man ved aldrig rigtigt, hvor man ender, når man inviteres ud på en rejse i Damien Jurados musikalske univers. Han bevæger sig langt fra på den lige og jævne sti, hvilket forrige års I Break Chairs var et tydeligt hvis ikke et lidt skuffende bevis på. Med ét var det stilfærdige og minimale akustiske udtryk fra Damien Jurados epos, The Ghost of David, forvandlet til en mere eller mindre forudsigelig portion guitarrock. Et skridt der egentlig ikke klædte Damien Jurado, som netop havde cementeret sin position som et af de mest interessante alternativer til Will Oldham. Men hvad kunne man ellers forvente af en mand, der et par år forinden havde udgivet en samling breve og digte uden noget musik overhovedet?

Where Shall You Take Me? lader guitarriff være guitarriff – omtrent – og tager lyden op fra The Ghost of David og Rehearsal for Departures, dog denne gang med endnu mere sand i støvlerne. Damien Jurado er med dette udspil langt tættere på Springsteens tidsløse og ubesejrede mesterværk, Nebraska, end han er på Will Oldham. Kast et enkelt blik på coveret til Where Shall You Take Me?, og det er tydeligt, at Damien Jurado har taget os med derud, hvor sandet blæser med vinden, og den amerikanske drøm for længst er død og borte. Den støvede, hjemsøgte og sløve del af americana, hvor ørkenens sangskrivere og historefortællere som Springsteen, Josh Rouse, Howe Gelb, Matt Ward og Alejandro Escovedo føler sig så godt hjemme.

Damien Jurado træder fornemt ind i disse rækker. Hans små historier om forbudt kærlighed, ulykkelig kærlighed samt den vidunderligt vuggende Matinee, der handler om noget så simpelt som den lokale biografs eftermiddagsforestillinger, synes lige så vedkommende som var det et af Springsteens politiske manifester fra Nebraska. Den frembusende Texas to Ohios højtravende guitarer leder tankerne tilbage til Billy Braggs storhedsdage, mens den spøgende åbner, Amateur Night vidner om, at vi har med et særdeles velfungerende talent at gøre. Denne skæring kunne meget vel blive en så stor favorit som Damien Jurados efterhånden legendariske sang Ohio. Desuden skal Window også nævnes i denne sammenhæng, da den er en ganske smuk og jordnær duet med Rosie Thomas, som desuden fungerer som mere eller mindre fast turnépartner.

Den scene, Damien Jurado lader sine sange udspille sig på, kunne meget vel være den samme som Nebraskas. Damien Jurado har bare skruet ned for det politiske, men op for det følelsesmæssige og det mere ordinære, hvermandsejet. Det er uden tvivl en af pladens mere charmerende sider; Damien Jurados sange er helt nede i støvet, hvor klapperslangerne bider og støvet fyger, hvor de rigtige mennesker fører deres gudsjammerligt kedelige eksistenser. Men samtidig mangler der også lidt kant i sangene, der alle på nær én er skåret over den noget nær samme karm. Melodierne er af den smukkeste og fineste karakter, men det budskab, der blandt andet gjorde Nebraska så unik, snydes man desværre for.

Måske er Where Shall You Take Me en tand for kort til prisen. 31 minutter er ikke nok i et univers, hvor der er så mange historier at fortælle. Damien Jurados søvndyssende stemme samt hans fornemme sans for den enkelte og smukke melodi kan sagtens bære dobbelt så lang tid.

★★★★☆☆

Deltag i debat