Plader

The Klerks: s.t.

Skrevet af Jakob Lisbjerg

The Klerks deler label og land med The Cardigans, og det er ikke svært at høre, at de har lyttet til meget svensk pop, inden de skrev sangene til debutalbummet.

Der kommer hele tiden nye svenske bands, og det er svært at følge med – og det er samtidig svært ikke at lade sig rive med, når man endelig hører musikken. For det er et af kendetegnene ved bands fra broderlandet: De skriver fængende popsange. Ofte er der så heller ikke mere indhold i musikken end netop dét.

Historien bag The Klerks er enkel: De to arbejdskammerater Peter Andersson og Jon Allesson begyndte tilbage i 2000 at skrive musik sammen, efter at de begge havde spillet i andre bands som Loudean og Geller. De skrev nogle sange sammen, som de indspillede hjemme i stuen hos Peter Andersson. Demonumrene gav dem nogle jobs rundt i Sverige, og de fik efterfølgende en pladekontrakt med Stockholm Records. På The Klerks har de to hovedmænd fået selskab af Peter Ståhlgren og Johan Lundgren.

The Klerks’ musik er lige så ligefrem som deres historie – hvis man da ellers ignorerer det lag af smooth produktion, som lægger sin klamme hånd over næsten alle numrene på albummet. For The Klerks’ selvbetitlede debutplade har lige fået en tand for meget på knapperne fra manden i producersædet, Johan Nilsson, som tidligere har spillet i This Perfect Day. Jeg ved ikke, hvad han ellers har produceret, men hvis man skal dømme efter lyden på The Klerks, vil jeg gætte på, at det er noget, som har haft ganske gode chancer ved Melodi Grand Prix eller på den svenske pendant til Dansktoppen.

Hvis man ser bort fra produktionen, så er The Klerks ganske fine popsmede. Musikken er typisk svensk med en melodilinje, som er delvist keyboardbåren, men af og til overtages af en guitar, der bevæger sig frem fra den plads i baggrunden af lydbilledet, hvor den ellers holder til gennem det meste af pladen (uden at den bliver diskret eller fraværende). Det er næsten som at høre en mere retrorocket version af The Cardigans – bare med mandlig vokal. Og så har et par af numrene alligevel lidt dansk lyd over sig – eller det vil sige, at det nok er, fordi nyere danske bands bliver inspireret af den svenske lyd. Et nummer som “Shame” minder for eksempel i brugen af keyboards om Sterling, mens “Oh No” i sin intro med klokkespil minder om århusianske Gravity Life.

Når et nummer med The Klerks først er gået i gang, ændrer det sig ikke så meget. Man kan roligt læne sig tilbage og glemme alt om temposkift og d-stykker, og det er befriende og enormt kedeligt på samme tid. “She, She, She”, som vel er pladens hit (og som har været i rotation på P3), er et godt eksempel på denne forudsigelighed. Men det er nu alligevel et ganske fint nummer, måske netop på grund af den simple opskrift, det er lavet efter.

Peter Andersson og Jon Allesson synger begge omtrent lige meget på The Klerks. De har ikke samme stemme og måde at synge på; man kan godt høre forskel, men man kan ikke se i coveret (som for øvrigt er meget lækkert), hvem der synger på de forskellige numre. Teksterne er til dels selvbiografiske, og ellers fortæller de bare en god historie – om kærlighed og parforholdskriser. Det kan sådan set være godt nok, men Peter Andersson og Jon Allesson er ikke de bedste til at skrive tekster. Det er forsøgt gjort på en bevidst naiv måde, som uheldigvis minder om breve og noveller i Hjemmet og andre ugeblade. Teksten fra “Shame” er næsten den værste: »You’re my partner in crime / You’re in love all the time / You’re my partner in crime / And now I want to hear you call my name.« Kan det blive mere patetisk?

“A New England” skiller sig sammen med det hemmelige nummer, der kommer sidst på pladen, ud fra resten af numrene på The Klerks. “A New England” lyder som en engelsk udgave af Weezer – ikke uden grund, da nummeret er skrevet af Billy Bragg og har et herligt syng-med-omkvæd: »I don’t want to change the world / I’m not looking for a new England / I’m just looking for another girl.«

Det hemmelige nummer starter sødt med en akustisk guitar, et orgel og en spinkel kvindelig vokal – det eneste sted på albummet hvor man hører hendes stemme. Det er en meget lovende start på et nummer, som desværre viser sig ikke at være en sød lille duet. Den kvindelige vokal vender kun tilbage som kor, og resten af nummeret er som de andre på The Klerks. Hun ville ellers have klædt mange af numrene med sin umiddelbare sødme.

The Klerks er ikke noget dårligt band, og The Klerks er ikke noget dårligt album. Med albummet placerer The Klerks sig sikkert i den pulje af svenske bands, som er ganske gode sangskrivere og popsmede, men som heller ikke har så meget andet at byde på. De appellerer til det nynne-med-gén, vi alle har, men intellektet savner udfordring. Og teksterne skal man bestemt ikke nærstudere.

★★★½☆☆

Deltag i debat