Plader

Laptop: Don’t Try This at Home

Don’t Try This at Home er i sandhed en pop-kamæleon. Som lytter bliver man smidt rundt mellem alverdens genrer og sindstilstande. Det bliver en anelse rodet, men er du typen, der ikke er bange for musik, der gøgler lidt, så spring på karusellen hér.

Laptop blev startet af Jesse Hartman i 1997. Han startede sin musikkarriere som guitarist i Richard Hell, hvorefter han dannede indiegruppen Sammy, hvor han fungerede som frontfigur. Laptops tre første singler blev alle spillet på Radio One. Jesse Hartman skrev kontrakt med Island Records, men det blev kun til et par singler mere, før Universal og Polygram blev til ét, hvorefter Island Records mistede sit sande jeg. Jesse Hartman vendte tilbage til indie-rødderne, hvor han udsendte de to albums Opening Credits og The Old Me vs. the New You.

Don’t Try This at Home er dermed det tredje i rækken, og det er en blandet fornøjelse. Åbningen “Want In?” lyder som en akustisk version af en gammel Madness-b-side, men allerede i andet nummer, “Back in the Picture”, stinker det hele langt væk af 80’er-Bowie. På tredje nummer plagierer Hartman & co. Chumbawumba, og det er ikke en kompliment. Der burde være en lov mod den slags omkvæd. Det lyder ikke særlig godt, og det er med til at gøre forvirringen angående albummet total.

På titelnummeret begynder det at lugte lidt af melodi. Det fungerer udmærket, men så snart strofen »Beware of the dogs! Be scared of the dogs! Listen to ’em.. Down, boy! Sit!« mod sangens slutning drukner i hundegøen, er lytteren tilbage på middelmådighedens landevej. Stram op!
I “Surprise! Surprise!” byder den nygifte Jesse Hartman på noget så sjældent for dette album som en kærlighedssang. Den mestrer dog ikke at skille sig ud fra resten af rodet.

Og sådan fortsætter historien. Jesse Hartman og resten af Laptop blander alle de velkendte tricks fra 80’erne ind i sin musik, som ind imellem indeholder den gode melodi. Vi får riffs a la Duran Duran, for et øjeblik senere at blive ført over monotone beats a la New Order.

Don’t Try This at Home er en charmerende størrelse, men det hele bliver lidt for rodet i længden til at blive rigtig behageligt. Måske skulle Jesse Hartman stikke en finger i jorden og gøre et forsøg på at definere en retning.

★★½☆☆☆

Deltag i debat