Plader

Learning From Las Vegas: Richard and Liz

Den danske kvartet leverer deres tredje og bedste album med et overskud af slackede pophooks.

Richard og Liz er mere end blot to navne. Det er Hollywoods måske mest berømte par, Richard Burton og Elizabeth Taylor, hvis kærlighedshistorie udfoldede sig på lærredet såvel som i den virkelige verdens glimmerby, Hollywood – alt sammen dokumenteret af et hav af film og tusinder af blitzglimt fra diverse fotografers kameraer. Richard og Liz udgør ligeledes en arketypisk romantisk fortælling, som i forskellige former og med forskellige aktanter spreder sig ud over 11 sange på det danske band Learning from Las Vegas’ tredje og seneste udspil, Richard and Liz.

Det er guitarist og forsanger Klaus Mandal Hansen, der står bag sangene på Richard and Liz. Han er tydeligvis et ømt følende væsen med en fin fornemmelse for temaet, som går under navnet ’kærlighed’. Et emne, han har gjort brug af i praktisk talt samtlige sange fra Learning From Las Vegas’ bagkatalog. Det gav sig især til kende på den forrige plade, den charmerende Petit Bourgeois fra 1999, som mest af alt fungerede som en terapeutisk plade som følge af opbruddet på et forhold. Sangene virkede alle rettet mod den ene person, som nu var borte. Til fordel for os lyttere er Mandal Hansen ikke blevet lykkeligere med årene (og hvis han er, skjuler han det sandelig godt). Der er en bitterhed og dybtfølt melankoli, som gennemsyrer samtlige af de 11 numre på Richard and Liz.

Der er intet decideret titelnummer på Richard and Liz, men det er i åbningsnummeret “Yale Keys”, at personificeringen finder sted (man kan nemt argumentere for, at den gør det i samtlige numre, men her er den decideret udtalt): »We were Richard and Liz / Endless fights and pointless bliss,« som Mandal Hansen synger det. Nummeret starter i bakgear med et trommebeat, som først slæbes baglæns, hvorefter det egentlige tilløb tages fremad med Rune Mielonens drillende baslinje, der løber ind og ud mellem de momentant bremsende hihatslag fra Thomas Prehns hånd. En typisk Learning From Las Vegas-sang og en fin start.

Ud over Mandal Hansens vokal helt i front har bandet gjort brug af en hel masse keyboard og supplerende guitar (leveret af det nye medlem, Jesper Sand fra Thau) samt korarrangementer, og det pynter virkelig i lydbilledet. Sidstnævnte støtter desuden Mandal Hansens vokal, som konstant svajer i vinden og truer med at falde mod skæve kvarttoner i enten den ene eller den anden retning (noget der dog aldrig sker). Vokalstilen er tilbagelænet, som man kender det fra Lunas Dean Wareham.

Og Luna er tydeligvis blandt inspirationskilderne til sangskrivningen. Desværre er Mandal Hansens engelske udtale forfærdelig. Der ligger en tyk dansk dialekt ind over samtlige vokalbidrag, noget der hæmmer lyttelysten en del. Et kursus i amerikansk fonologi anbefales på det varmeste. Korstemmerne bevæger sig fra decideret parallel backup-sang, der følger førstestemmen, til lækkert uh-kor. Der er ingen tvivl om, at arrangementerne er blevet væsentligt mere raffinerede i forhold til tidligere præstationer, og så skader det heller ikke, at der er kommet mere varme i lyden takket være Thomas Troelsens skruen på knapper i sit eget studie, Delta Lab.

Som titlen indikerer, er det i “1989” et tilbageblik, der udfolder sig. Sangen indledes med en simpel rytme fra en trommemaskine, som dog vrides frækt bagud i en enkelt takt, og bittersøde guitartoner. Sangen udvikler sig frem mod et temmelig kedeligt udtryk med undtagelse af teksten, som er ganske sigende i forhold til pladens tema. I sangens andet vers spørger hun ham: »’So which one’s about me?’ / She skips on the CD / I tell her that I made it up.« Der er her en intertekstuel reference i spil, dels til en ældre Learning from Las Vegas-plade og dels til to øvrige numre på nærværende plade. ’Hun’ og ’han’ er som tidligere nævnt gennemgående aktanter. I “Just Like Music” er der endnu en reference til sangskrivningen om ’hende’: »And if I treat you awkward / If I treat you wrong / It’s just that all I had for you / Went in to this song.«

“Just Like Music” er en halvt om halvt kedelig/interessant sang, som ikke gør noget væsen af sig, før Mandal Hansens vokal peppes op med stærk forvrængning, og et finurligt keyboard bryder ind og følger sangen til vejs ende. Den anden og sidste intertekstuelle reference er at finde i “Rock’n’Roll”, hvor der synges: »And then I tell you later / This song is about you.« Disse tekstlige spidsfindigheder er en sand fornøjelse at blive udsat for.

I sidstnævnte sang, “Rock’n’Roll”, bliver Mandal Hansen akkompagneret af en kvindevokal, nærmere betegnet Hannah Heilmann. Nogen vil måske huske Heilmann fra hendes bidrag i “Petit Bourgeois” fra pladen af samme navn. “Petit Bourgeois” er kvartettens mest sprudlende popsang til dato, og Heilmann leverede en vokal, der var lige til at forelske sig i. I “Rock’n’Roll” prøver de så lykken igen, og det fungerer faktisk ret godt. Sangen kører i et rask tempo og er fyldt med herlige melodiske hooks. Man skal dog ikke lade sig narre af titlen: Det er ikke rock’n’roll, vi har med at gøre her, men til gengæld lækker slackerpop. Det er dog synd, at der bare er et konstant oktavforhold de to stemmer imellem, og at de hele vejen igennem synger samtidigt. Man kunne godt have ønsket sig lidt mere livlig leg, ligesom call-and-response-stilen som de fremførte i “Petit Bourgois”. Heilmanns vokal er stadig sød som honning, og sangen summer videre i hovedet på undertegnede efter at være tonet ud.

Der er mere kvindeligt besøg at finde på Richard and Liz; det sker i pladens mest uimodståelige popmelodi, “The Only One”, omhandlende to tidligere elskende, der mødes og genfinder melodien for en stund. Her gør sangerne præcis brug af førnævnte call-and-response-stil, som fungerer ganske godt. Det er den svenske soulsangerinde, Lynette Koyana, som er på besøg. Det ene øjeblik svinger hendes vokal på skøn vis, men det andet slår hun over i en vrængen, som er forfærdelig at høre på. Det er dog til at se ud over, når det er sang med så lækker en melodi. Koyana optræder også i den lettere soulede “Someone’s in the Room”, der dog er væsentlig mere anonym i forhold til “The Only One”.

Der er flere fine øjeblikke på Richard and Liz, blandt andet den svævende “Suburbia” der tager os med til barn- og ungdommens rammer i provinsbyen. Det er især i dette nummer, at korvokalerne kommer helt op at ringe. I “Kinder Than Jesus” prøver kvartetten kræfter med en typisk Jesus and Mary Chain-skabelon med skærende diskantrige guitarer og tunge, slæbende trommer. Sangen fungerer rigtig godt, men falder desværre helt uden for sammenhængen på pladen.

»And when my voice is crackling / And when my chords are worn / Throw me in the van / Before it leaves at dawn,« synger Mandal Hansen i den afsluttende “Just Like Music”. Stemmen kan han godt gøre en del ved, men der er generelt set intet forslidt over akkorderne. Learning From Las Vegas har lavet deres bedste plade indtil videre. Men pladen kommer ikke helt op at ringe. Hjertet er på forsædet hele vejen igennem, og fornuften er reduceret til bagsædet. Det er også fint nok, men næste gang skal udvælgelsesprocessen af numre være lidt strengere, så vi slipper for de kedelige numre, der ikke kommer nogle vegne – og så nogle flere duetter med Hannah Heilmann.

★★★★☆☆

Deltag i debat