Plader

Jacob Ludvigsen: Metal Chinchilla

En særegen rejse ind i et komplekst abstrakt elektronisk lydlandskab. Ikke hverdagskost fra den danske musikscene, men ikke desto mindre et glædeligt bevis på, at vi altså også kan finde ud af dét.

Præcis hvornår musik blev “opfundet,” er der vel ingen, der ved. Desværre fandtes der ingen fikse maskiner, der kunne optage den første støj, der fik påklistret mærkatet ’musik’. Men omkring år 800 fik man den glimrende idé at udvikle en særlig form for nodeskrift, et system der skulle vise sig at være særdeles effektivt; så effektivt at det stadig bliver brugt den dag i dag. Og selv om man heller ingen optagelser har fra den tid, ved man derfor alligevel, hvordan musikken lød dengang. I starten bestod kompositionerne oftest af enstemmig kirkesang.

Senere kom så polyfoniske stykker, og selv om sangen i mange århundreder endnu var i højsædet, begyndte mere instrumentalt orienterede kompositioner at vinde frem. Ligesådan begyndte musikken uden for kirkerne, der før var blevet overleveret fra et menneske til et andet fra mund til øre, at blive skrevet ned i takt med, at flere og flere mennesker lærte at skrive, og borgere fik større indflydelse. Langsomt, men støt blev musik så populært, at et egentligt borgerligt musikpublikum opstod – musik blev en vare, der kunne sælges.

Og her i dag, ca. 1200 år senere, i år 2003 sidder jeg med danske Jacob Ludvigsens EP Metal Chinchilla i hånden – en nærmest perfekt modsætning til den første nedskrevne musik. Vigtigst af alt er omstændighederne de er lavet under: Musikken på Metal Chinchilla er ikke lydene af en elitær gruppe mennesker spillende musik med diverse begrænsninger i kirken, et sted hvor bestemt ikke alle følte sig velkomne, men derimod lydene af dét der i én mands hoved lyder som musik, optaget i hans soveværelse – igen en nærmest total modsætning: de enstemmige arrangementer fra dengang og den finurlige hoved- og haleløse samling lydstumper, man finder her. Én ting har de to dog til fælles: Det er ikke musik for alle!

Hvor det i det første tilfælde allerede fra fødslen var bestemt, om man, i form af ens familie eller noget så gement som penge, havde adgang til musik, er det her et spørgsmål om at turde – turde drage ud i de abstrakte lydlandskaber, der vitterligt til tider er enormt svære at trænge ind i. For Metal Chinchilla er da en usædvanlig udgivelse. Især på dansk målestok. Det er i hvert fald ikke hver dag, at jeg i min lokale pladebutik falder over ekstremt limited (der findes kun 50 eksemplarer i alt) 3″-CD’er indeholdende 20 minutter lange komplekse digitale kompositioner. Men en gang skal jo være den første…

Udgivelsen består af ét langt nummer, der dog er delt op i flere undersektioner med titler som ShortExp og KaosMusik. Og netop små eksperimenter er hvad, der er plads til i den kaotiske musik. Små eksperimenter som nogle gange ingen idé har om, hvor de skal hen, men heldigvis for det meste er med til at gøre det konstant skiftende lydbillede mere interessant.

De mange eksperimenterende vignetter er konstrueret af et væld af naturlige lyde, der er ført gennem en computer og med Jacob Ludvigsens evner forandret til ugenkendelighed. Men så midt i alt “rodet” popper små, nærmest fængende, drones op her og der og holder lidt sammen på det hele – et hele der alt i alt virker en tand ufokuseret. Ikke ufokuseret i en sådan grad at man, hvis man altså først har fundet sig til rette i den spøjse musikalske verden, mister interessen undervejs. Næ, man kan bare ikke undgå at lege med tanken om, at hr. Ludvigsen kunne være mere fokuseret, end han allerede er og præstere et endnu bedre udspil. Men let bliver det ikke, for Metal Chinchilla er et charmerende bekendtskab, og hver gang jeg lytter, finder jeg nye ting i musikken og forundres gang på gang over det myldrende virvar af lyd.

Musikken er kommet en lang vej fra den form, den befandt sig i, da man kom til at tænke på, at det da egentlig ville være ganske smart at nedskrive den. Og i tidens løb er nye instrumenter og ny teknologi kommet til og har ført musikken så langt ud blandt de almindelige mennesker, at stort set alle i dag har mulighed for at lade deres kreative kræfter løbe løbsk. Et faktum der både gør det sværere at finde rundt i de tusinde og atter tusinde udgivelser, der kommer hvert år, men også tillader folk som Jacob Ludvigsen at komme frem med sin musik – også selv om den måske ikke sælger godt, lovpriser Gud, eller bare udkommer på det grundlag, at udgiveren har masser af penge. Nej, her har man i stedet musik, der lavet af et ganske almindeligt, men mægtigt kreativt, menneske. Tilmed bliver der igen skubbet lidt mere til grænserne for, hvornår noget er musik, og hvornår det bare er lyde. Og på den måde kan vi blive ved – om yderligere 1200 år har man sikkert skubbet grænserne endnu mere, og opfundet mange nye musikalske virkemidler. Men kun hvis der er nogen, der rent faktisk gør det. For selv om musik ikke behøver rykke nogle grænser, så er det rart at der er nogle der tør gøre det. Tak, Jacob.

★★★★☆☆

Deltag i debat