Plader

M83: Dead Cities, Red Seas & Lost Ghosts

Skrevet af Thorsten Moeller

Frankrigs liga af elektroniske duoer får mere udfordring fra relativt ukendte Nicolas Fromageau og Anthony Gonzalez. Deres anden langspiller sætter dem på landkortet med ét tydeligt slag.

Indrømmet: Det er ikke meget, man har hørt til d’herrer Nicolas Fromageau og Anthony Gonzalez før nu. Deres selvbetitlede debut blev udgivet sidste år og satte ikke ligefrem verden i brand. Kun de folk, der har været længst fremme i skoene, kan nikke genkendende til M83’s debut. Alligevel er det, når man hører Dead Cities, Red Seas & Lost Ghosts, som om man kan genkende musikken. Den næsten vokalløse blanding af shoegazende post-rock, synthmuzak og ambient electronica trækker på tydelige indflydelser, selv om det er den helt tidløse kvalitet, der gør albummet så familiært. Redskaberne er et arsenal af gamle keyboards, variede synthstrenge, 80’er-poptrommer, veltunede forvrængede vokallyde, summende guitar og luntende basrytmer.

Begyndelsen med den lille ouverture “Birds” sætter første reelle nummer “Unrecorded” op med en simpel Kraftwerksk vignet. Derefter bruser “Unrecorded” af sted med solide soniske regnskyl af synthdroner og hvad der lyder som fuzzet guitar. Sangen glider næsten ubemærket over i næste eskapade, “Run Into Flowers”, der benytter 80’er-poptrommer og massive doser synthflader til at skabe et pulserende stykke postrock. De fleste keyboards på albummet er gammeldags i deres lyd, og det er udnyttelsen af dem, der giver de smukke klange: langsomt stigende og faldende arpeggioer, lange dovent skiftende droner og en reél syndflod af omfavnende lyd. Der er stort set ikke et eneste stille øjeblik på albummet, næsten ingen pauser fra det kolossale, bombastiske lydbillede der lægger sig som en dæmpende dyne over det hele.

“In Church” benytter elegant forskellige orgellyde til at give en melankolsk, barok-stemning på et nummer, der balancerer på knivsæggen til kitsch. Nummeret “Noise” er dér, hvor My Bloody Valentine-sammenligningen kommer ind i billedet: udvaskede synths, der kunne forveksles med forvrænget guitar, sendes ud i lettere rytmiske salver, og elementer af støjrock kan detekteres – langsomt stigende i intensitet og ganske effent udført.

I “Cyborg” skulle man være hårdt presset for ikke at kunne genkende noget af synthlyden fra en vis film om en rapkæftet betjent på aflastning i Beverly Hills. Tænk Jan Hammer. Sangen kører dog hastigt videre i en skinger keyboardlyd med cirkus-undertoner og ender i mangel på fantasi med bare at fade ud.

Selve albummet slutter med den nydelige “Beauties Can Die” (sangen benytter blandt andet et bagvendt keyboardriff med noget vuggevisepiano indover), som kunne være både begyndelsen og enden til et soundtrack om det ydre rum. Sangens afslutning lyder som et langsomt døende synthekko, men snyder med en fingeret endelse: Den giver først liv fra sig efter minutters stilhed, hvor den genopstår med små lydglimt og en dosis flænsende støj… sikkert kun for at overraske.

Kvaliteten af albummets næsten 57 minutter lange indhold står og falder med flowet. Albummet har gode skift mellem de langsomme og lidt hurtigere numre (helt sindsoprivende hastigt går det aldrig). Melodierne finder en god balance mellem de lange, udstrakte synthekskursioner og så de brusende melodier. Tempoerne varieres fint, og det er med til at gøre albummet levedygtigt. Det skal også være sådan, for albummet har det med at køre ud ad lange, lange tangenter, og til tider bliver det næsten for kedeligt – et fransk landskab med for få byer og for mange køer. Det gør i sidste ende, at Dead Cities, Red Seas & Lost Ghosts ikke helt bliver det mesterværk, som nogen allerede har udråbt det til.

Albummet skal faktisk helst høres med hovedtelefoner på, uden selskab af andre og med god tid på hånden. Er man villig til at lukke albummet så langt ind, vil man finde et glimrende bekendtskab i M83’s seneste eskapade, Dead Cities, Red Seas & Lost Ghosts. M83 kan i al fald godt lære Air et trick eller to.

★★★★☆☆

Deltag i debat