Plader

The Mars Volta: De-loused in the Comatorium

Skrevet af Thorsten Moeller

Den ene halvdel af At the Drive-in sender nye toner ud i form af De-loused in the Comatorium og viser, hvem der var den kreative halvdel af førnævnte band.

Sjældent lander et album af denne slags, der skamløst blander så mange forskellige elementer sammen med så stor sikkerhed i udførelsen.

Da At the Drive-in besluttede sig for at holde pause på ubestemt tid i 2001, blev rockbranchen berøvet for ét af sine mest interessante navne.
Forsanger Cecric Bixler og guitarist Omar Rodriguez lagde dermed også fundamentet til The Mars Volta sammen med Ikie Owens (Long Beach Dub All-stars) og deres kammerat Jeremy Ward.

Der er rester af At the Drive-ins karakteristiske post-hardcore lyd på det næsten 61 minutter lange album, men albummet rækker også tentakler langt ind i både psychedelia, prog/artrock, latinske rytmer og eksperimentel free-jazz. Numrene er ofte lange (seks af numrene er mellem 6 og 13 minutter lange), og at lytte til albummet i dets fulde længde svarer lidt til en time i en musikalsk boksering mod Carlos Santana og Roger Waters.

De-loused in the Comatorium starter med en lille intro, der sætter første reelle skæring “Inertiactic ESP” op. Et bragende guitarriff og lyntempo-trommer driver nummeret frem, mens Cedric Bixlers lyse vokal hiver og slider nummeret i den rigtige melodiske retning. Her bemærker man en del af det progressive, hvor en lille klassisk melodilinje på orgel følger musikken i baggrunden og giver nummeret et episk præg. Hele skæringen afbrydes jævnligt af forskellige mellemspil, som f.eks. et lille percussioninterspil et stykke inde. “Inertiactic ESP” udmærker sig ved at både følge At the Drive-ins voldelige, skævt rytmiske groove og samtidig pege fremad i en mere progressiv retning.

Næste nummer, “Roulette Dares (the Haunt of)”, starter meget dynamisk og uptempo, men falder hurtigt over i lange, atmosfæriske passager med Bixler, der stille synger ordene, mens den spacey guitar roligt danner baggrund i lydbilledet. Sådan skifter sangen frem og tilbage og runder af med en ekvilibristisk omgang guitarlir. Med syv-et-halvt minuts varighed er dette næppe en klassisk radiopopsang.

Albummet drives i høj grad frem af sprælske rutschebane-rytmer og vanvittige trommer som “Drunkship of Lanterns”, der ryster hele vejen igennem med lynhurtig præcisions-percussion og jazzet bas som fundament. Numrene afbrydes som nævnt ofte af sideveje, der lige skal bevise bandets instrumentale evner. Andre gange afbrydes de af mystiske atmosfæriske stykker, og det fungerer ikke altid lige godt – som f.eks. i “Cicatriz ESP”, hvor sangen midtvejs inde druknes under adskillige minutters flodbølger af udvasket synth og længe holdes nede for endelig langsomt at blive hevet op på land igen med en omgang rapid-fire-trommer og prog-guitar. Ikke særligt behændigt.

Teksterne på albummet er ovre i den stærkt progressive og decideret obskure ende af spektret. Et løst koncept om Rodriguez og Bixlers kunstnerven Julio Venegas’ tid i koma skal foregive et storslået episk værk, men teksterne er tit for uigennemskuelige og bevidst irriterende til at kunne trænge rigtigt ind:
»Ruse of metacarpi / Caveat emptor to all that enter here« fra “Roulette Dares” eller »Mock the litany in its face / Is that you, moatilliatta?« fra “This Apparatus Must Be Unearthed”. Meget tricky at følge og ikke nødvendigvis et stærkt punkt ved albummet.

Det, der redder albummet fra at forsvinde helt op i sig selv, er ofte gode melodier, der i princippet kan synges under bruseren. “This Apparatus Must Be Unearthed” og “Televators” er fine eksempler på de smukke melodilinjer, der holder trådene i albummet så godt sammen. Specielt skal “Televators” have et godt ord med på vejen med dens nydelige harmonier og dejlige sangopbygning. De gode melodier er med til at understrege, at Mars Volta også har udviklet sig forbi At the Drive-ins til tider atonale, post-hardcore-insisterende inferno. De får de absolut positiv credit for.

Produceren Rick Rubin synes også at være god til at udstille de stærke sider ved bandet og formindske nogle af de irriterende punkter. Bixlers stemme lyder renere (selv om den stadigvæk vil genere mange folk), og de mest kaotiske rytmeeksplosioner er holdt på et minimum.
Det er et flot, progressivt album og viser på bedste vis, at Mars Volta er “the real deal,” selv om ikke alle vil bifalde de kaotiske, atonale elementer. De-loused in the Comatorium” forsøger at være et storladent, episk album på linje med Pink Floyds Dark Side of the Moon, og selv om konceptet mistes undervejs i teksterne, er forsøget tæt på at lykkes.

★★★★★☆

Leave a Reply