Plader

Mates of State: Team Boo

På den tredje fuldlængde lykkes det duoen Mates of State at fuldende det udtryk, som de påbegyndte for tre år siden – bestående af intet andet end orgel, trommer og tostemmig sang. Nogle gange skal der bare ikke mere til.

Det kræver et gennemtænkt udvalg af ord for at beskrive duoen Mates of State. Man skal dog ikke grave særligt dybt for at finde frem til essensen af deres musikalske gøren. Navnet hinter lidt i den korrekte retning, og efter et par spadestik finder vi frem til forklaringen: Kori Gardner synger og spiller på et tungt (ja, jeg har prøvet at bære det) og gammelt Yamaha-orgel. Selvom hendes mange løbeture op og ned ad tangenterne er mere end rigeligt til at vise hendes svimlende fingerfærdigheder, kontrollerer hun samtidigt den basdybe ende på orglet, så vi både får serveret bassens groove og orglets egentlige melodiske hvirvlen – noget der allerede her siger en del om den fyldige lyd udført af blot to mennesker. Duoens anden halvdel udgøres af Jason Hammel, som synger og spiller trommer. Hammels trommespil er fantasifuldt og komplekst; han skifter konstant rytmer og lader sine stikker kilde tirrende mod trommeskindene – alt efter hvad han nu finder på undervejs. Sjældent har indøvet lydt så impulsivt. Med dette i baghovedet og en gennemlytning af Team Boo er man næsten nødt til at beundre duoen for deres koordinationsevner alene. Det er vitterligt svært at forstå, at de fyldige vokalharmonier, de smittende orgelriffs og de legesyge trommer er udgjort af to mennesker alene.

Men Team Boo er meget mere end blot en udstilling af færdigheder. Det er bestemt på sin plads at konstatere, at Gardner og Hammel har hevet og strukket i potentialet af, hvad der kan udføres ved brug af et orgel og et trommeset alene – og de er nået til målstregen med succesfulde resultater. Debutpladen, My Solo Project fra 2000, præsenterede de spæde toner fra de opskruede orgelriffs og sofistikerede trommerytmer. Parrets samstemmige sang prikkede sig igennem de kompakte lydvægge, noget der tilsammen resulterede i en række fremragende popsange. Der var mere af samme skuffe på duoens anden plade, Our Constant Concern, og selvom den ikke havde helt samme umiddelbare charme som debutpladen, var der alligevel masser af godter at finde derpå.

Den barnlige lyst til at skabe er bestemt ikke taget af på Team Boo, nærmere tværtimod. Samspillet mellem orgel og trommer er blevet udviklet, finpudset og løftet til et niveau, som lægger sig op på siden af traditionelle fire- eller femmandsbands, og af og til overhaler dem. Der er også enkelte håndsrækninger fra sidelinjen med instrumenter som trompet, viola og masser af håndklap (dette hold af behjælpelige mennesker bliver af duoen kaldt Team Boo – så er mysteriet bag den titel opklaret).

Åbningsnummeret med den onomatopoietisk klingende titel “Ha Ha” starter som en manisk popsang, som uforventet skifter retning og tone og gør brug af et 80’er-inspireret riff for igen at vende tilbage til den maniske popsang. Forbered jer på at få skiftet jeres yndlingspopsang ud, for dette er Mates of State i deres mest sprudlende og legende øjeblik overhovedet. De skubber så meget musikalsk fylde og leg ind i de indledende 3 minutter, som frygtede de, at pladen ville slutte dernæst. »This is the blood that we’re made of / Go tell it like a chronicle,« synger de to, som var det en anden forkyndelsens time. Emnet er Mates of States’ musik, og selvom jeg gerne vil forkynde om den magi, er det dårligt nødvendigt – den taler højt og energisk for sig selv.

Sammenlignet med My Solo Project og Our Constant Concern hænger Team Boo meget bedre sammen som en musikalsk enhed. Sangene får lov at stritte i mange retninger i kraft af parrets ekstreme rastløshed og forståelse af, at et popriffs lysende kraft står i direkte proportion til eksponeringens mængde, hvilket resulterer i, at vi overhældes med gedigne popriffs. Men sangene holdes også i snor, så vi får et gennemført homogent indtryk af pladen.

Et godt eksempel på ovenstående er “Gotta Get a Problem”. Sangen starter med en orgellyd, som de fleste typisk associerer med amerikanske ishockeyhaller. Pucken stødes af sted med et stilsikkert, direkte skud mod mål. Der er masser af drejninger og twists undervejs, som man kender Mates of State så godt for. Takterne skifter i skøn blanding fra den traditionelle 4/4, over en 3/4 og mod en 6/8. Sangen byder herefter velkommen til den mere nedtonede midterdel af pladen.

Duoen nærmer sig med det svulstige flygel-epos “Parachutes (Funeral Song)” et Ben Folds-territorium med et ganske vellykket resultat til følge. Teksten er den eneste på pladen, hvor man kan isolere hver strofe, og den vil indeholde mening i sig selv – modsat mange af de øvrige sange, hvor der sniger sig indforståede vrøvlelinjer ind mellem den semantiske essens (men de advarer nærmest selv i sangen “Open Book”, hvor de synger: »Who is reading this? / ‘Cause I thought you should know that this is not an open book«). “Parachutes (Funeral Song) indledes med lyden af blafrende helikopterpropeller, hvorefter Hammel slår en rytme an på kanten af trommerne, mens det faretruende scenario opridses: »Twenty-five seconds to live and I’m falling down / There the darling goes / Magnetics are pulling her down.«
Trods det skræmmende billede fungerer det alt sammen som en stor metafor for duoens ægteskab. »And what I never had was pictures flashing by,« synger Gardner med en tydelig reference til den flimrende præ-mortem oplevelse; lad os da håbe, at hun ikke foreløbigt kommer til at opleve det – metaforisk eller ej. Billedsproget er stærkt og opfarende, og det supplerer den nuttede melodi ganske godt.

Det mørke billedsprog bliver også behandlet i “Fluke” tilsat indbydende rytmer og søde harmonier. Der gemmer sig små mørke huller mellem Mates of States’ tekstlinjer som eksempelvis: »We lied in so many words / We say that we’d take you down to the water’s edge and watch you drown.« Forfaldet følges til dørs med metaforer for determinismens trældom og en decideret dødsangst. Sådanne kontraster, som spirer i den solbeskinnede indiepop, er helt fabelagtige, fordi det netop bryder med forventningerne.

Uanset hvor velspillende Gardner og Hammel er på deres respektive instrumenter, er det på mange måder deres vokalarbejde, der fremstår som det centrale på Team Boo. De akrobatiske vokalharmonier, som de to udfører, er helt eminente. Uanset om de skråler for fulde lungers kraft som små børn, der slippes løs i børnehavens legeplads (“Whiner’s Bio”) eller synger mere yndefuldt i et sentimentalt hjørne (den førnævnte “Parachutes (Funeral Song)”), taber Gardner og Hammel aldrig pusten og lyder aldrig uinteressante. Den fremragende vokaludførelse er dog også, hvad der bliver duoens egen akilleshæl i sidste ende, da de konstante vokalharmonier trætter øret efter en halv times lytning. For afvekslingens skyld kunne det være rart med enkelte sange udført solo af én af de to. Det er også mit eneste kritikpunkt på en fremragende plade henvendt til de, som godt kunne trænge til et par stråler fra det soniske solskin, nu hvor de rigtige stråler har mere end svært ved at trænge igennem de tykke skylag.

★★★★½☆

Deltag i debat