Plader

Mayday: I Know Your Troubles Been Long

Skrevet af Søren McGuire

Et par enkelte gode sange redder ikke denne plade fra at være et rodet og halvhjertet forsøg på at skabe en bare nogenlunde autentisk nattetime-stemning. Alternativer anbefales.

I Know Your Troubles Been Long er en af den type plader, der kun virker efter hensigten i døgnets mørke timer, og som vel egentlig heller ikke fungerer ordentligt i månederne fra maj til september. Den er som skræddersyet til de sene nattetimer i det regnvåde efterår, hvor musik som bekendt næsten altid lyder bedre. Det er nok ikke videnskabeligt bevist, men mange vil nok kunne nikke genkendende til det faktum, at sange på en eller anden måde altid trænger dybere ind, når formiddagssolen ikke brager ind af vinduet. Vi har set det hos Tom Waits, Miles Davis, Low og utallige andre af de kunstnere, der bevæger sig på den stemningsmæssige skyggeside af sangskriveriet.

Bag navnet Mayday gemmer sig amerikaneren Ted Stevens. Han var med til at danne post-folk-orkestret Lullaby for the Working Class, hvorefter han i 2000 hoppede tværs over det musikalske spektrum for at blive medlem af Cursive. Nu udgiver han så plade nummer to under navnet Mayday, og den er mildest talt af stærkt svingende karakter. På godt og ondt.

I Know Your Troubles Been Long åbnes med Lone Star, der med sin underspillede trompet udvikler sig til en skøn og jazzet lille sag. Det er ren film-noir, og det er let at forestille sig Ted Stevens med sin guitar i en røgfyldt bar et eller andet sted i Greenwich Village.
Således viderefører Stevens også dette stemningsfulde flow til pladens næste sang, Dyzfunctional Cuzin, der på fornemste vis trækker klare linjer til for- og nutidens store croonere. Det svinger fedt. Det er jazz for folk, der hader jazz. Det er skønt, smukt, velspillet og med en skjult nerve, der virkelig skruer forventningerne til resten af pladens tolv numre højt op. Tanker som “en ny Jeff Buckley”, “Miles Davis for jazz-hadere”, “fordrukken genialitet” og “pop-noir for de kræsne” fylder hovedet, og coverets mange citater fra blandt andre Huck Finn og Brian Wilson vidner på sin egen egoistiske vis også om, at det måske er en af kulturens helt store (kommende) personligheder, vi her har med at gøre.

Men så viser det sig, at resten af pladen dybest set er den argeste gang navlepilleri, der længe er hørt – uden nogen som helst form for hverken nytænkning, intensitet, stemning eller melodi. Pladen viser sig at være spækket med små bidder rytmisk larm, der tjener det ene formål at få de enkelte tilforladelige sange til at virke lidt bedre. Lost Serenade er et halvhjertet forsøg på at fange en bar-room-stemning, Virginia er Stevens’ bud på Beatles anno 2003, gemt bag en uigennemtrængelig og grusom mur af distortion, og Lesson for Sisters & Daughters, der ellers godt kunne have været en fin lille klaver-serenade, afbrydes, før den overhovedet kommer i gang. Old Blood er med sin violin og tunge akustiske guitar en fornem lille country-sang, men tre lytteværdige sange er simpelthen ikke nok til at bære et så skævt, provokerende og udfordrende udtryk som dét, Ted Stevens prøver at finde.

Andre kunstnere – Bright Eyes, Michael J. Sheehy og Leonard Cohen – er sluppet godt af sted med det, men Ted Stevens falder (i hvert fald på denne plade) tungt til jorden. Man skal vel altid hylde kunstnere, der tør udforske sangskrivningens rammer, men Ted Stevens ender desværre bare med at udforske lytterens tålmodighed.

Derfor er I Know Your Troubles Been Longs kejtede og indadvendte udtryk hverken charmerende eller lytteværdigt. Der er for meget halvhjertethed, for få melodier og for lidt sangskriveri, og det hele bliver næsten værre af, at Ted Stevens åbner pladen med to så fornemme sange. Talentet kommer kun pletvis til syne på pladen – og for sjældent.

Mayday får to stjerner: én for Lone Star og én for Dyzfunctional Cuzin.

En decideret genrepåtegnelse vil være for omfattende og frustrerende. Så lad os bare stoppe her.

★★☆☆☆☆

Deltag i debat