Plader

Muggs: Dust

Skrevet af Thorsten Moeller

Lydskaberen bag Cypress Hill dukker alene op til overfladen igen med et album, der i den grad adskiller sig hip-hop fra dagene, men bestemt er lige så skævt som altid.

Alle vidste det jo egentlig godt: DJ Muggs var den hemmelige ingrediens, der gjorde Cypress Hill interessante ud over den “ih-hvor-har-vi røget-meget-hash”-provokation, der altid lå i det. Det var hans produktion, der holdt den musikalske fane højt. I stedet for at forfalde til dårlige hiphop-klichésamples, opbyggede Muggs ofte legesyge små vignetter kombineret med opfindsomme, men simple beats (f.eks. “When the Sh- Goes Down”). Hans evner som skaber af små cinematiske lydbilleder hørtes f.eks. på instrumentalnummeret “Lock Down” fra Black Sunday.

Dust er strengt taget Muggs’ tredje album, men nok hans første album, der ikke er direkte forbundet med hip-hop-universet. Det lægger ud med “I Know” og en guitarklagen, der synes at symbolisere åbningen af noget stort og grandiost. Sløve beats starter op, et klaverriff er med til at danne baggrund, og Amy Trujillos yndige hviskende stemme rækker ud. Et dejligt sløvt nummer med et smukt omkvæd og dyster setting med Trujillos lillepigestemme som centralt fokuspunkt. Det er langsom, bombastisk electronica, der også låner lidt fra Ennio Morricones audiotek.

Næste sang, “Rain”, er én af skivens smukkeste. Den fremstår som en psykedelisk ballade sunget af Joshua Todd (ex-Buckcherry), der for en gangs skyld ikke lyder selvfed og arrogant (han synger også med på andre numre). Med “Morta” får vi en slags vuggevise med Trujillo, der halvt synger, halvt ånder ovenpå jazzede congas og det helt store bombardement af violiner i baggrunden. Det minder mig om Finitribe (post-Chris Connelly), og det er ingen skade til.

Et andet highlight er “Fat City” med Greg Dulli fra Afghan Whigs som frontcrooner – et nummer der har en dyster elegance med Dullis stemme og det spøjse klaverriff, der clasher godt med den rasende, men nedtonede guitar og luntende bas. Nummeret “Gone for Good” inviterer Everlast til at benytte sine typiske bluesede sang-rap-stil til en omgang sparring med hiphop-beats og Radiohead-agtige synthflader. Hele albummet indeholder desuden små mellemspil, der mest fungerer som mini-stiløvelser ud i ambient electronica.

Muggs sender adskillige antenner ud til forskellige genrer: “Tears” rækker langt ind i Massive Attack-territorium, “Fat City” har som nævnt et Radiohead-agtigt klaverspil, og “Believer” genkalder PJ Harvey i sine mest blues-druggede faser. Både Lamb, DJ Shadow og Spiritualized melder sig som mulige referencerammer og Muggs har muligvis også lyttet lidt rigeligt til Dust Brothers. Det ses bl.a. af den gennemgående røde tråd af små ambiente real-life effekter: dæmpede skridt, børneleg, telefonsystemlyde, elektronikstøj og pladescratch. Det giver en del numre en slags patina – som at anskue hi-tech verdenen udenfor gennem en beskidt og støvet rude.

Vokalisterne på albummet er for det meste medforfattere til teksterne, og det gør måske lyrikken til en lidt ujævn affære. På den positive side slipper man i høj grad for den sædvanlige omgang hiphop-posturing, og der er heller ikke blevet plads til hymner om glæden ved at ryge urter. På den negative side er det lyriske koncept, grundet de forskellige sangere, ikke en enkel helhed. Teksterne fungerer mest som noget lettere stemningsskabende (hvilket også fremgår af sangtitlerne). Everlast synger: »I’ll be good when you’re gone forever / I’ll be fine when you’re gone for good« i “Gone for Good”. I “Rain” klynker Joshua Todd: »It wasn’t always safe to say / But now you’re always in the rain.« Dén slags lyrik. Forvent ikke meget mere; albummets styrke ligger ikke dér.

Det er en stor kvalitet som musiker at kunne tage forskellige genrer, smide dem sammen i en gryde og få et helstøbt resultat ud af det. Det får Muggs også. Det er de støvede beats, den tunge bas, summende guitar (bl.a. leveret af Roy Lozano) og electronica-effekter, der får Dust til at holde sammen som et troværdigt produkt.
Man får indtrykket, at albummet er et reelt, samlet kunstværk lige fra introguitaren i starten til afslutningen med den storladne narkoballade “Far Away”, på ny kvidret af den glimrende Amy Trujillo.

Det største problem med albummet er nok, at det ikke flytter så mange kunstneriske pæle. Der er intet på Dust, der ikke er hørt før i forskellige former, men det er bare sjældent, det er blevet rørt sådan sammen. Mange forskellige indflydelser blandes og blandes med stort held. Albummet her er et lille mesterværk, der fortjener en chance i CD-afspilleren hos de fleste erklærede fans af electronica. DJ Muggs er trådt flot i karakter uden for hiphop-verdenen, og det er en svær type crossover at lave overbevisende.

★★★★½☆

Deltag i debat