Plader

My Morning Jacket: It Still Moves

Skrevet af Rasmus Bækgaard

My Morning Jackets nye plade er et fremragende amerikansk stemningsbillede, der får én til at tænke på så store navne som The Band og Neil Young.

Det tager sin tid at komme ind på livet af det nye album fra Arizona-kvintetten My Morning Jacket, men når man først er blevet indfanget i gruppens univers, er det svært at slippe det igen.

It Still Moves er som en rejse gennem Amerikas byer, ørkener, snuskede barer og mørkere sindsstemninger. Umiddelbart kan det lyde som en tung omgang, men My Morning Jackets musik er både majestætisk og smuk i sit udtryk og formår både at tale med store armbebevægelser og tale til sindets mere afdæmpede og eftertænksomme side. Mange af sangene rejser sig i fuld wide-screen og breder sig ud som storslåede fortællinger om kærlighed, livet i almindelig og danner billeder af storslåede naturlandskaber.

Udgangspunktet for My Morning Jacket er grandios countrypåvirket rock, men undervejs gøres der også brug af både blues og klassisk soul, og gruppen kommer derfor rundt om store dele af den klassiske amerikanske musiktradition.

Det er nogle af americana-genrens helt store ikoner, man kommer til at tænke på, når man lytter til It Still Moves. Det er nærliggende at nævne Neil Young som reference, blandt andet på grund af Jim James’ lyse stemme samt de langstrakte guitarudladninger. Et navn som The Band og deres vidtforgrenede net af genrer er også en tydelig inspirationskilde. “Dancefloors” er med sit rytmiske drive og mange instrumenter et godt eksempel på inspirationen fra The Band, mens countryballaden “Golden” har den melankolske charme, der gjorde Ryan Adams’ Heartbreaker til et stort album.

De fleste sange er lange, storslåede og ofte ganske komplekse kompositioner, der for fleres vedkommende ender i noget, der ved første lyt kan forekomme som ukontrollerede jamsessions, men som efter hver gennemlytning begynder at give mere mening.

Et nummer som “Run Thru” er et godt eksempel på det. Melodien slæber sig langsomt af sted og er tegnet af en let genkendelig syngende guitar og et slæbende trommespil, der næsten er Crazy Horse i topform værdigt. Undervejs knækker nummeret over i et aggressivt instrumentalt mellemstykke med hård bas og trommespil; når musikken på ny vender tilbage til udgangspunktet, har guitaren fået endnu en tak opad i følelsesmæssig indlevelse, noget der stiger og stiger, indtil musikken brat afbrydes. Guitarspillet slår også gnister på åbningsnummeret “Mahgeetah”, hvor det sammen med trommer danner et forrygende parløb omkring en melodi i topklasse.

“Easy Morning Rebel” er blandt de mere poppede indslag på pladen, men som de fleste andre sange indeholder den et twist undervejs. Den begynder som en næsten lalleglad countrysang, men bevæger sig mod slutningen over i afdelingen for Philadelphia-soul med blæsere, og My Morning Jacket bliver her næsten funky.

Produktionen på pladen er i tråd med musikken meget storladen. Der er lagt masser af rumklang over både vokal og trommer, hvilket er med til at gøre det hele endnu mere melankolsk. Det virker rigtig godt, men jeg kunne samtidig godt ønske mig lidt mere variation i selve lydbilledet. Det samme gælder pladens arrangementer. Stort set alle sangene gør brug af de samme virkemidler i form af langstrakte melankolske melodier, rytmiske mere improviserede afbræk samt langstrakte maleriske guitarforløb.

Men det skal ikke afholde mig fra at kalde It Still Moves et stort værk og det i flere henseender – det er langt, det er storladent, det er flot, men ikke mindst er det fremragende.

★★★★★☆

Deltag i debat