Plader

Obstinate Esther: Markens liljer

Skrevet af Martin Laurberg

Den københavnske gruppes kristne konceptplade er en dejlig omgang flipperrock. Den burde være obligatorisk pensum til konfirmationsforberedelse (prøv at få Tove Fergo med på den!).

Lad mig kort referere en samtale, jeg engang overhørte:

– Hvad er det mest idiotiske i verden?
– Kristne rockorkestre!
– Findes der virkelig ikke noget mere latterligt?
– Næ… faktisk ikke!

Ordvekslingen her er nok ikke atypisk. Det er mere end sandsynligt, at kristen rock er den musikalske afart, som har allermindst street credibility overhovedet. Men det er måske et faktum, som er ved at blive ændret. I hvert fald er der gennem halvfemserne udkommet plader med kristne grupper som The Danielson Famile og Soul Junk (ex-Trumans Water-guitaristen Glenn Galloways soloprojekt), som er både spændende, udknaldede og innovative – og som derfor forhåbentligt kan forbedre den kristne rocks blakkede ry.

Den københavnske gruppe Obstinate Esther har snoet sig i den danske undergrund i snart mange år. De har udsendt et par vinylsingler – én som Obstinate Esther, to som Nasa Dude – der med en særdeles uhøjtidelig, humoristisk og samtidig velkomponeret skralderock har skabt glæde i visse kredse. I 1997 udkom gruppens første plade, maratonaffæren The Reality of Alarm Clocks, der havde mange gode numre, men som måske forholdt sig lovlig ortodokst til den amerikanske lofi-rock, der var moderne på det tidspunkt. Ikke desto mindre var pladen med sin lallede anti-prætentiøsitet (“Crap rock is the edge of my ability”, som de skriver på coveret) noget nær unik i dansk sammenhæng.

Nu er Obstinate Esthers anden plade, Markens liljer, så udkommet. Der er tale om en kristen plade, men på en sej måde, der (også musikalsk) gør den sammenlignelig med de syrede kristne, jeg har namedroppet ovenfor, relevant. Der er to ting, man kan frygte når et band som Obstinate Esther pludselig laver en kristen plade: 1) at de giver sig til at prædike; intet er mere irriterende, 2) at det kristne budskab er et humoristisk gimmick, der vidner om en stræben efter titlen “œkultplade”, hvilket ville være mindst lige så irriterende. Jeg vil ikke give mig til at diskutere Obstinate Esthers religiøse overbevisning, men blot konstatere, at når de i dén grad har succes med at skrive religiøse sange, skyldes det, at der er en tydelig fascination af kristendommen til stede – en fascination der hverken er plat på den latterligt religiøse eller den indierocksligt kultsøgende måde. Tværtimod bliver bibelteksterne leveret på en nøgtern måde, og faktisk bidrager de med en særlig stemning til musikken. De passer godt til Obstinate Esthers slidte stil.

Markens liljer er en ret varieret plade, hvis højdepunkter er numre som “Nazareth”, “Sennepsfrø” og “Let’s Paulus”, hvor Obstinate Esther spiller med en punk-agtig energi. Det fungerer rigtig godt, fordi de er dygtige til at arbejde med små og præcise variationer i numrene (til de nøjeregnende kan man pege på det meget fine akkordskifte lige efter andet vers i “Sennepsfrø”, som folder nummeret ud på en dejlig og meget melodisk måde).

Ved siden af de hurtige og slagkraftige numre ligger der også, måske mod forventning, en række smukt spillede og sungne sjælere. “Ved korset” er en rigtig fin sang med en dejlig guitarlinje og langsomt, sløset trommespil. Bedre ballade skal man lede længe efter. “Saligprisningerne” er i samme dur, men den ender samtidig med at vise et problem, som gør sig gældende flere steder på Markens liljer. Indledningsvis er guitarspillet i sangen faktisk nærmest fantastisk. Men det hele ender unægtelig med at blive noget monotont efter næsten seks minutters lir. Det samme er tilfældet i “Fader vor”, der på samme vis ender ude i nærheden af Jerry Garcia. Det kan godt blive irriterende upræcist. Ligeledes er der en gang i mellem en lige lovlig lejrbålsagtig stemning.

Men indvendingerne er i virkeligheden få. Markens liljer er en rigtig fin og ikke mindst særdeles original plade. Den er stemningsfuld, humoristisk, venskabelig og meget vedkommende. Til tider er det endda en supergod plade.

★★★★½☆

Deltag i debat