Plader

A Perfect Circle: Thirteenth Step

Skrevet af Thorsten Moeller

Tre år senere. To nye medlemmer til at erstatte de forsvundne. Den komplicerede toer fra A Perfect Circle er ankommet.

Det var givet: A Perfect Circle ville støde ind i det evindelige problem, som “supergrupper” løber ind i: manglende commitment fra alle parter. Først droppede bassist (og eneste kvindelige medlem) Paz Lenchantin ud for senere at dukke op i det nu hedengangne Billy Corgan-projekt, Zwan. Så skred guitarist Troy van Leeuwen og endte som liveguitarist i Queens of the Stone Age. Maynard James Keenans hverdagsband, Tool, tog meget af hans tid og gjorde det svært for gruppens egentlige hovedmand Billy Howerdel at få stykket et album sammen. Skal man tro den britiske musikpresse, var A Perfect Circle tæt på at forsvinde i ingenting og ende som andre lignende projekter som f.eks. Mad Season. Den nyvundne guitarist James Iha har det åbenbart fint med at arbejde under skaldede fyre ved navn Billy, idet han er den tidligere guitarist i Smashing Pumpkins. Den ligeledes nye bassist Jeordie Orsborne White kendes måske bedre under navnet Twiggy Ramirez, mangeårig konspiratør hos Marilyn Manson. Fine erstatninger.

Var det ikke for den spredte arbejdsproces i A Perfect Circle, ville dette album sikkert ikke have eksisteret. Billy Howerdel udvikler musikken og sender bolden videre til Maynard, der korrigerer og sender tilbage. Det er så op til Howerdel at sætte stumperne sammen i studiet i Los Angeles. Thirteenth Step er mere som et nænsomt, langsomt og præcist malet kunstværk end en omgang hurtig og direkte spontankunst. Med den mængde musikere, der har været med til at udvikle Thirteenth Step, kunne man sagtens frygte en stor, solid omgang rod. Det er dog heldigvis ikke tilfældet.

Thirteenth Step starter i høj grad, hvor debutalbummet Mer de Noms slap. Albummet introduceres dog ikke med et brag som på Mer de Noms, men derimod stille og roligt. Med stille enkelttoner picket på guitar og en sær klikkende trommerytme lister åbneren “The Package” af sted. Vi skal mere end to minutter ind i nummret, før Maynard hæver stemmelejet over det klagende hviskeniveau. Lige hvor man tror, nummeret kulminerer tre minutter inde, hiver A Perfect Circle nummeret tilbage i den oprindelige afdæmpede rille. Lidt over fire minutter inde i sporet kommer guitaren bragende som en lavine. Groft skårne støjende riffs, Maynard der hvæser gennem tænderne og dyb sugende bas. Oven i det kommer den højstemte, klagende guitar, som vi kender fra debutpladen – svævende over vandene og styrende den melodiske side. Efter et halvt dusin minutter får sangen lov at slå tilbage i sin startrille og lister ud af tracket med Maynard, der udfordrende hvisker: »Give this to me / Take what’s mine / This is mine / Mine / All mine.« En perfekt cirkel og et meget symptomatisk nummer for A Perfect Circle på Thirteenth Step.

Dernæst får vi det uundgåelige radiohit og første singleudspil, “Weak and Powerless”. Et langt mere direkte rocket nummer med et fremragende omkvæd. Vers-omkvæd-vers-omkvæd-mellemspil-omkvæd. Simpelt og uhyre effektivt. »Pale angel go away / Come again some other day / Devil has my ear today / I don’t hear a word you’re saying.«

I næste skæring, “The Noose”, starter vi med The Cure-agtig guitarklimpren og en stille koreffekt. Maynard synger stille, nærmest for sig selv, og nummeret har en arytmisk baggrundstone, der er med til at gøre lytteren usikker. Først over tre minutter inde i sangen hives tæppet op, og sangen bryder ud i en gigantisk eksplosion af strygere, dundrende bas og klirrende guitarlyd. En flot, dramatisk crescendo der bader lytteren i et sandt show af lydindtryk og kulminerer i et pludseligt, abrupt skift tilbage til starten. Efter den sang ved man, at Thirteenth Step er inde på det rigtige spor.

Så får vi et par skovlfulde The Cure igen i “Blue”, der glimrer med et susende, bølgende omkvæd. Senere “A Stranger”, der på bedste Cocteau Twins-manér stille og afdæmpet formår at luske en smuk, udefinérbart lækker melodi forbi os. Dernæst “The Stranger”, der forøger rockkvotienten på albummet med noget, der næsten kunne have indgået på Tools seneste skive, hvor selv teksten minder: »Medicated, drama queen, picture perfect, numb belligerance / Narcissistic, drama queen, craving fame and all this decadence.«

Dette snart bringer os frem til “the great equalizer” i form af albummets eneste cover, “The Nurse Who Loved Me”, oprindeligt skåret af bandet Failure. Udformet som en klassisk ballade indsovset i varme strygere crooner Maynard den lårklaskende morsomme tekst. Ironiske marimbas kan høres i baggrunden, mens sangen valser sig igennem de fire minutter med lyd som en radio på en oldies-station. »Say hello to the rug’s topography / It holds quite a lot of interest with your face down on it.«

Efter den omgang sødsuppe serveres albummets stærkeste ret, “Pet”. Knusende Helmet-agtige riffs, skrigende A Perfect Circle-style guitar introducerer os til sangen. Men igen overraskes man, for sangen bliver flået over i en stille rutine med stort set kun Maynard og dæmpet guitar, inden kæledyret får frit løb igen med dunderlyd, hvor Howerdel backer på vokal. Sangens pointe bankes hjem med slutlinjen: »The evil ones don’t love you, son / Go back to sleep.«

Intet stort album uden en god afslutning. “Gravity” introducerer klimprende guitar over en blidt duvende baslinje og en gang jazzet cymbalgymnastik. Maynard leverer noget af sin bedste vokal på albummet uden at benytte de store vokaløvelser og indrømmer dæmpet i et sjældent selvanalyserende øjeblik: »I am surrendering to the gravity and the unknown / Catch me, heal me, lift me back up to the sun / I choose to live.« Efter sangens slutning sidder man og ønsker mere og føler sig gennemtævet af en utrolig blanding af følsomhed og weltschmerz.

Generelt set er albummet mindre hårdt end debutalbummet, og nogle folk vil savne de flintrende hårde metalliske kanter. I stedet er der mere dybde og tyngde i Thirteenth Step. Teksterne er bedre og repræsenterer en lille verden i sig selv. Præcisionen i udførelsen af spillet er stadigvæk prægtigt højt. Albummet flyder eminent godt og er vævet med en tekstur, der gør at sangene har et ens præg uden at flyde sammen. Selv artworket er smukt, eftertænksomt og repræsentativt for musikken. Jeg kan kun komme på skønhedsfejl i udførelsen af albummet, som f.eks. om de små mellemspil virkelig er nødvendige, og om produktionen ikke trænger til mere kant og mindre gloss visse steder. Småfejl som der skam er plads til på et næsten perfekt album. Et veldefineret mesterværk – og skam over den der tænker anderledes.

★★★★★½

Deltag i debat