Plader

Pluramon: Dreams Top Rock

Skrevet af Jakob Lisbjerg

Pluramons seneste album på Karaoke Kalk er en overraskende uelektronisk affære. Der er langt mellem det nye shoegazerudtryk og den postrockede electronica, som Pluramon ellers er kendt for.

Forleden stod jeg og rodede i en pladekasse med lp’er til en femmer. Man finder af og til noget godt eller sjovt fra 70’erne, da Kim Larsen var cool, eller fra slut-80’erne hvor house for alvor fik kompetent fødselshjælp fra italienske bands. Denne dag fandt jeg Angelo Badalamentis soundtrack til tv-serien Twin Peaks. Da serien oprindeligt kørte i tv, fandt jeg musikken meget skræmmende, måske også fordi en kammerat og jeg lyttede til albummet på mit næsten mørklagte værelse for at øge uhyggen. Jeg synes stadig, det er et fremragende soundtrack fyldt til randen af den mystiske og foruroligende stemning, som prægede tv-serien. Det gælder både de instrumentale numre, som er i overtal, og de numre, hvor Julee Cruise bidrager med sin æteriske vokal.

Hvad skete der egentlig med Julee Cruise? Jeg kan huske, at hun et par år efter udgav et album lidt i samme stil som Twin Peaks-soundtracket (de fleste af sangene var da også skrevet af Badalamenti og Lynch). Hun lagde vokal til et par numre på Khans album No Comprendo, men så har der været stille siden. Et par enkelte opslag på Internettet fortæller, at hun sidste år udgav et album, The Art of Being a Girl, hendes første rigtige soloalbum, som er mere triphoppet, end hvad hun tidligere har lavet.

Nu dukker hun op igen i et samarbejde (hun bidrager med vokal og bliver krediteret som medkomponist til halvdelen af numrene) med den tyske kunstner Pluramon, som er et af mange pseudonymer, Marcus Schmickler udgiver under. Hans tidligere albums som Pluramon er for størstedelens vedkommende blevet udgivet på det højpandede franske label Mille Plateaux, og stilmæssigt er man rent musikalsk tættere på Tortoise og Can, end hvad man normalt associerer med Mille Plateaux. Marcus Schmickler manipulerer elektronisk med analoge instrumenter som guitar og gong og skaber derved massive lydflader og lokaler af støj, som har et percussionistisk drive, der bare fortsætter og fortsætter i en til tider nærmest funky rytme.

Pluramons nye album, Dreams Top Rock, er udgivet på det lille fine Köln-selskab Karaoke Kalk, der har udgivet andre semi-elektroniske albums fra Hausmeister og Donna Regina. Albummet begynder med det korte “oo4”, en lille elektronisk omgang blip blop som nærmest er slut, før det er begyndt grundet sin længde på blot fire sekunder. Man bliver straks revet ud af det elektroniske univers, da albummets andet nummer starter med en ordentlig omgang forvrænget og støjende guitar. Det minder meget om tidlig shoegazer, også da Julee Cruises vokal bidrager til den næsten overstyrede fornemmelse for lydtapet. Et housebeat i slowmotion minder imidlertid lytteren om, at dette album er udgivet på et elektronisk selskab, og at Pluramon normalt må regnes for at være mere elektronisk end ’normale’ shoegazere. Beatet giver et godt drive til en lidt kedelig melodi, noget som gentager sig flere gange på albummet – også i “Noise Academy”, som følger efter. Her er guitarerne endnu mere støjende og distortede, og det er svært at høre, om det er guitarpedal eller elektronisk efterbehandling af lyden, som støjer så meget, at nummeret til tider næsten mister retning.

Dreams Top Rock lyder indtil midt på albummet som en halvkedelig affære: guitarstøj uden den omgang elektroniske indfald, som man forventer fra Pluramon og Karaoke Kalk. “Flageolea” vækker dog igen opmærksomheden. Nummeret er ret jazzet med klarinet, melodica og whiskers. Det lyder som Tied + Tickled Trio i halvt tempo, men nummeret tilføjes hen ad vejen elektronisk glitch, og Julee Cruise lyder som en forskrækket Stina Nordenstam. Der er masser af rumklang af den slags, som Royal Trux benytter så flittigt, og det giver et herligt nærvær (nærværet går igen på afslutningsnummeret Log) i forhold til albummets tidligere numre, som godt kan være en distanceret affære. De næste numre lyder som henholdsvis Lali Puna og Broken Dog (med fløjte og akustisk guitar), og de efterfølges af et mix af “Time for a Lie”, som hiver luften ud af originalen og tilsætter et plastiklignende beat. Et helt overflødigt nummer, som egentlig burde have ligget efter afslutningsnummeret “Log” som et slags bonusnummer. Det fungerer i hvert fald ikke som en del af albummets helhed.

“Log” afslutter Dreams Top Rock på en flot måde. I begyndelsen kan man høre Julee Cruise trække vejret, og ligesom på resten af albummet er hendes stemme ikke egentlig vokal, men blot stemningsskabende. Årsagen er måske, at hendes vokal er produceret med masser af effekter, så ordene ofte er helt udefinérbare. Log er grædende guitar og Julee Cruise, som nynner. Nummeret fader langsomt ud, og musikken vender tilbage til det udlukkende elektroniske udtryk, som albummet indledtes med. Det lyder som Opiate, og man kunne ønske sig, at Pluramon havde brugt lidt flere af disse smukke, enkle melodier gennem albummet og på den måde givet sit traditionelle shoegazer et mere elektronisk udtryk. Som det er nu, lyder Dreams Top Rock som noget, man har hørt før. Og når Pluramons melodier ikke er bedre, end at de tit går i tomgang, placerer albummet sig kun solidt i midten af en genre, som toppede for over 10 år siden.

★★★½☆☆

Deltag i debat