Plader

Dizzee Rascal: Boy in da Corner

Vinderen af Englands prestigefyldte Mercury Prize, 18-årige Dylan Mills, er blevet kaldt alt fra Tony Blairs sorte samvittighed og Labours glemte problem til redningsmanden for UK Garage. Uden at svinge sig op i samme panegyriske luftlag kan man dog konstatere, at et hovedværk er skabt.

Hybriden UK Garage er aldrig hverken rigtig slået an eller blevet anerkendt i Danmark. Craig David er for slikket, poppet og allerede på vej videre over i et mere familievenligt udtryk, hitduoen The Artful Dodger er opløst, og So Solid Crew er for svingende i kvalitet. Sidste års finurlige Original Pirate Material af The Streets står for mange mennesker på disse kanter som eneste seriøse eksponent for en genre, der ellers har street credibilityen i orden. Måske retter Boy in da Corner op på denne misere, for helt fair er negligeringen ikke.

UK Garage opstod oprindeligt som en krydsning imellem den ærkeengelske drum’n’bass-afart, two step, og den amerikanske gangsta hip hop. Fra det førstnævnte kommer en mavepumpende dub-inspireret bas, heftige trommerytmer og til tider et umiskendeligt reggae-backbeat og fra sidstnævnte lovprisningen af en machoverden, der får Edward Bunkers litteratur til at ligne Guldromanen. Et eller andet sted en både sjov og indlysende kombination, al den stund drum’n’bass’ hektiske rytmer netop består af opspeedede hiphop-rytmer, og at UK Garage altså derfor kan beskrives som hurtig hiphop med hiphop”¦

Genrens entreprenører har alle indtil nu været unge repræsentanter fra et glemt underengland, hvor dagligdagen domineres af trøstesløse boligbyggerier, arbejdsløshed, bandekriminalitet og en rå omgangstone. Bedste bud på en langtidsholdbar skive fra denne baggård af en musikgenre har indtil nu været den af So Solid Crew udsprungne duo, Oxide & Neutrinos blændende Execute fra 2001. Denne CD er, på trods af enkelte poppede og slikkede svipsere, et mesterstykke i skarpt opklippede beats, rumlende bas og uhyggelige keyboardklange som bund for Neutrinos raggamuffin-inspirerede rap. Det er på denne plade tydeligt at høre forbindelserne til midt-90’ernes drum’n’bass-scene. Oxides produktion låner i skarphed, præcision og smidighed fra kunstnere som Dillinjah, Ray Keith, Roni Size og andre fra omegnen af selskabet V Recordings.

Et halvt års tid efter at Execute udkom, udsendte den på det tidspunkt kun 16 år gamle Dizzee Rascal en single med titlen “I Luv U”. Nummeret strøg til tops på den engelske single-hitliste og revolutionerede næsten i samme øjeblik den hypede garage-scene. Man forstår det. Den dybe synthesizer-bas er klippet op og fragmenteret – så hård, at den kan brække dit ben, hvis du slår dig på den – og nærmest et trommespor i sig selv. Diskante trommer pisker en voldsom stemning op, der underbygges af keyboardtoner, som i sig selv kunne agere underlægning for de første 17 øksemord i den næste teenage-horrorfilm. Sangen handler om at blive opsøgt af en 15-årig gravid pige, der hævder, at du er far til barnet. Surt show – men det eneste, du kan gøre, er jo at nægte og i dit stille sind ærgre dig over den aften, du kom til at sige de tre små ord (»I luv u«) og så forsøge »to ignore / That whore got you pinned down to the floor.« Denne skelsættende single befinder sig også på Dizzee Rascals længe ventede debut, Boy in da Corner. På coveret sidder den unge mand i et gult hjørne og laver djævlehorn med fingrene, samtidig med at han skuler let trodsigt ud på beskueren. Her er altså tale om en fyr i opposition.

Teksterne kan være svære at få fat på. Ikke bare fordi det går over stok og sten, men lige så meget fordi det vrimler med slang. Ydermere lyder det, som om Rascal (ligesom Neutrino) er inspireret af den jamaicanske raggamuffin, der ikke gør det lettere at afkode udtalen. En koncentreret lytteindsats (og her skal der altså virkelig koncentration til for at undgå at blive distraheret af de insisterende beats og repeterende melodistumper) afslører dog historier om dårlige boliger, om revolvermetoder som løsningsmodel og stoffer, der ødelægger dit liv mere end det modsatte. Og så alligevel håb midt i al elendigheden: »It’s a brand new day, new opportunities, what can I say?«

Er teksterne for en udenforstående og dansk, tyndhåret middelklassemand svære at gå til, er den musikalske side af sagen så meget desto mere direkte medrivende og engagerende. Rascals måde at rappe på, minder mig i al sin vildskab, energi og flow om amerikanske Busta Rhymes. Numre som “Round We Go”, “Fix Up, Look Sharp” og “Live O” kunne i princippet befinde sig på et Busta Rhymes-album. Ikke dermed sagt at Dizzee Rascal lyder uselvstændig eller som en bleg kopi, for alle eventuelle forbilleder er blevet fordøjede og omdannede til et meget personligt og originalt udtryk.

Det er jo ikke, fordi det vrimler med melodier på denne cd – det bliver allerhøjst til små temaer, der kunne være komponeret af Philip Glass. De består af enkle tonerækker, repeteres i det uendelige og varieres ganske lidt. Det er beats, bas og stemmen, der tæller i dette univers. Til forskel fra andre UK Garage-udgivelser er Boy in da Corner mere enkel i sit lydbillede, mere minimalistisk i sin udformning – et nummer som “Fix Up, Look Sharp” består endda kun af et hiphop-beat og en samplet vokal. Denne nedbarbering må være grunden til, at Dizzee Rascal selv mener, han har opfundet en ny genre. Genren kalder han grime, snavs – men ny genre? Tjah, det er jo alt sammen et slagsmål om ord. Den næsten to år gamle single “I Luv U” er det mest klassiske Garage-nummer på cd’en – resten emmer mere af, ja, hiphop. Og på den måde kan ringen synes sluttet – hiphoppens beats blev til drum’n’bass, der blev til two step, der sammensmeltede med hiphop og blev til UK Garage, der igen blev til… hiphop.

★★★★½☆

Deltag i debat