Plader

Rechenzentrum: Director’s Cut

Abstrakt musik med abstrakte billeder: Tyske Rechenzentrum udfordrer hjemmebiografen såvel som hjemmestereoen.

Vi musikforbrugere er vant til, at musik er ledsaget af billeder. Siden 60’erne er der blevet eksperimenteret med visuelle koncepter til alskens former for rytmisk musik – live og i salgsøjemed. Hvor MTV har sat sig på mainstreamen både musikalsk og billedmæssigt, har den elektroniske scene og den mere eksperimentelle del af rocken i de senere år inkorporeret filmkunst i livesammenhæng. Det er på disse knap så overrendte scener, at filmskabere kan eksperimentere på livet løs og forsøge at løse nogle af de store spørgsmål i audiovisuel kunst: Hvordan fanger du et reelt billede af musikken, og hvordan får du lyd og billede til at fungere sammen, hvis du gerne vil undgå enhver form for historie?

Rechenzentrum har eksisteret siden 1997 og havde fra starten det erklærede mål at ville nedbryde grænserne mellem avantgarden og klubberne. De vil bygge bro imellem den eksperimentelle film og electronicaen. Det gør de ved at sideordne de to udtryk – billederne er altså ikke et vedhæng til musikken eller omvendt. Begge dele skal opleves sammen, men bedømmes hver for sig.
Nu er der udkommet en dobbelt-cd indeholdende en almindelig cd og en dvd. Egentlig mærkeligt al den stund at gruppen ikke skelner imellem lyd og billede. Man skulle mene, at en dvd opfyldte behovet. Måske er den medfølgende cd et lille hint om, at nogen (gruppen eller pladeselskabet) har ment, at musikken trods alt kan stå alene og ikke behøver billederne på samme måde, som billederne behøver musikken? Nå, never mind. Lad os gå ombord i sagerne.

Generelt er her tale om både komplekse billeder og komplekse kompositioner. Musikken er overordentlig lækkert mixet med utallige, tætte lag af små melodier, støj, disharmoniske lyde, percussion, bas indhyllet i et laaangt ekko, stortrommelyde der dumper som bomber, reallyde og nogle gange stærkt manipulerede menneskestemmer som bevæger sig uforståeligt og mumlende i udkanten af mixet. På de fleste numre er der islæt af “rigtige” instrumenter: et klaver, en vemodig violin, en trompet og en legesyg basun.

De små film indeholder lige så mange lag og er lige så abstrakte som musikken. Billederne er ridsede, ituklippede og overbelyste, så al umiddelbar mening er forsvundet. Gruppens billedmanipulator, Lillevän, har udtalt: “Jeg manipulerer mit materiale, indtil jeg har noget interessant. Så smider jeg 99% af det væk og fortsætter med at (gen)kombinere den resterende ene procent.” Resultatet er uudgrundeligt, og man kan blive ved med at finde mening i de sære verdener. De overordnede følelser, der dukker op hos mig, når jeg lytter og ser, er melankoli, forladthed, af og til en udefineret længsel efter – tja…

Første nummer, “Gaujaq totale”, består visuelt af en sort skærm, der lyses op i små lysglimt. Næsten som en bil på en mørk, mørk landevej, der pludselig fanger noget i lyset. Men inden man opdager, hvad det var, er bilen allerede videre. Billederne sat sammen med de skurrende lyde, klokker der ringer faretruende og det triste klaver, der lyder som om det kommer inde fra naboen, gav mig oplevelsen af at se verdens mest nedbarberede gyserfilm, hvor alt det uhyggelige ligger i anelsen af, hvad der kan ske.

“Slate” er cd’ens mest tilgængelige nummer. Båret frem af en akustisk guitar, en harpeklingende lyd og lyden af maracas giver nummeret følelsen af en varm sommeraften ved havet – en følelse der underbygges af billedsiden. Starten ligner ildfluer i natten, men langsomt overtager lysende streger i røde nuancer. Stregerne danner former, som ligner de former, sand kan antage, når vandet ebber. På magisk vis hænger billede og lyd sammen i dette nummer, der faktisk slutter med lyden af havet, der overskyller en strand.

Første (og eneste) billede af et menneske dukker op i “Nelson Reshoot”. En sort silhuet står foran en rødt oplyst baggrund. Står han og ser på en brand? Er det måske hans eget hus, der brænder? Tjah – nah, det er nok ikke det, for musikken er varm i samme ånd som “Slate” – en radio søger en brugbar kanal, en trombone nulrer rundt. Silhuetten afløses da også af geometriske former og skrifttegn, og pludselig dukker Empire State Building op for et kort øjeblik.

På “Benshi” sættes tempoet betragteligt op – ja, du kan faktisk danse til det nummer. Ok, det kræver nok, at du står i et hjørne i et halvdunkelt lokale med solbriller på, med ryggen til resten af festen, med armene ned langs siden og kun stepper lidt til den ene side og så lidt til den anden. Men alligevel. En melodisk basgang giver pludselig et fast holdepunkt i en ellers så uhåndgribelig verden. Filmen til denne enmandsfest kunne have titlen Morgengry – nu med farvede vandbobler.

Eneste titel som, i forhold til billedsiden, giver umiddelbar mening er “Happy End”. Sort skærm. En lyslomme langs skærmens nederste kant forsøger at kravle opad, men bliver hele tiden, af ukendte kræfter, skubbet et stykke tilbage. Langsomt bemægtiger den sig dog mere og mere af skærmen, og bedst som musikken bygger op til et klimaks, fyldes hele skærmen af hvidt lys i et kort sekund. Og det hele er slut (på dvd’en i hvert fald. Et ekstranummer skjuler sig på cd’en). Musikken til denne lille opbyggelige sekvens er næsten klassisk click hop, som pladeselskabet bag Rechenzentrum, Mille Plateux, har udgivet en hel del af efterhånden.

Det kunne da også være en anke mod dette ellers så spændende eksperiment. At musikken nogen gange lyder for velkendt. At man for tydeligt kan høre, at Rechenzentrum er en del af den tyske minimal-scene. Ikke alle numre hæver sig lige selvstændigt. Og nu vi er ved det: Ikke alle de små film er lige interessante: “Paramount” benytter næsten samme fremgangsmåde som “Gaujaq totale” og flyvemaskinetemaet i “Lye” bliver næsten for konkret. Indrømmet, nogle gange bliver Directors Cut mere teoretisk interessant end decideret medrivende. Men når det er sagt, glæder jeg mig alligevel over, at sådanne produkter overhovedet udgives. Der er masser at hente for den nysgerrige. Og så er det faktisk kun ens egen fantasi, der sætter grænser for, hvad man kan få ud af de utallige lag af billeder og lyd, der gemmer sig på dette multimedieprodukt.

★★★★☆☆

Deltag i debat