Plader

Josh Rouse: 1972

Skrevet af Søren McGuire

På sin fjerde lp rammer amerikanske Josh Rouse perfekt tidsånden fra de tidlige 70’ere med et lækkert og flot konceptalbum.

Josh Rouse har siden den fremragende og medrivende debut Dressed Up Like Nebraska fra 1998 bevæget sig i en stadig mere og mere poppet retning. Hvor Dressed Up Like Nebraska var et storladent brøl af en rockplade, har de følgende tre albums givet langt mere plads til den unge amerikaners genremæssige eksperimenter. På Under Cold Blue Stars var det poppede udtryk i hastig vækst, og med 1972 er forvandlingen fra guitarbaseret rootsrock til poprock komplet. Man kan mene, hvad man vil om denne transformation og for så vidt klage til rockguderne over manglen på guitarriffs og den slags, lige så længe man lyster. Ikke desto mindre slipper Josh Rouse atter af sted med at skifte musikalsk retning, lige som man troede, han havde fundet sin plads i denne verden.

1972 er som Under Cold Blue Stars noget så sjældent som et konceptalbum, både i lyd og fortælling. På Under Cold Blue Stars tog Josh Rouse afsæt i fortællingen om en ærkeamerikansk provinsfamilie fra 1950’erne, hvilket – i hvert fald tekstmæssigt – gav plads til historier om dagligdagen, hverdagsskæbner, simpel armod og glæde. Resultatet var ikke helt ulig Neil Youngs Greendale, dog uden de skarpe guitarflader. Det var velskrevet poprock, og man kan vel den dag i dag diskutere, om poprock var den rette musikalske partner til Josh Rouses fortællinger om livet i 50’ernes USA.

1972 er i denne sammenhæng en langt mere vellykket konceptplade, for her går musik og fortælling hånd i hånd. Teksterne kredser alle om ungdommens frihed og bekymringer med fokus på ungdomsmentaliteten i de sene 60’ere og tidlige 70’ere. Dermed ikke sagt, at denne ungdomsmentalitet nødvendigvis har ændret sig markant, men 1972 lugter langt væk af 68’er-oprør mod forældre og borgerlige værdier, drømme om at drøne til Californien i varevognen og håbefulde profetier om 80’ernes yuppie-rigdom. Josh Rouse har et godt tag i fortiden, og det er lykkes ham at fange noget af ånden fra den tid – selv om han vel knap nok havde lært at bruge (toilet)potten i 1972.

Musikalsk er 1972 i den grad vellykket. Specielt på pladens første syv numre svælger Josh Rouse sig i bred 70’er-mode. Tunge basslines og rene discorytmer, dog i nedsat tempo, fylder pladsen ud, og i midten svinger Josh Rouses velkendte og veldrejede bløde stemme. Brad Jones’ (Swan Dive, David Poe) produktion på 1972 er flot og lækker, og i sange som “Love Vibration” og “Comeback” er det umådeligt svært ikke at “get down with it,” hvad enten man sværger til den støvede Josh Rouse eller den mere moderne boogie’ede, som vi har med at gøre her.

Josh Rouse har haft en klar vision med 1972, og pladen virker både troværdig og personlig. Der er et godt flow i sangene, og selv om den første halvdel af pladen lider lidt under ensformighed, bliver den på intet tidspunkt hverken kedelig eller ordinær.

I den smukke og meget specielle “Flight Attendant” samt den soul-inspirerede “Sparrows over Birmingham” forlader Josh Rouse for en kort bemærkning den disco-orienterede tidsånd. Han træder tilbage i den mere velkendte rolle som den ømskindede og sørgmodige eksperimenterende folk-sanger, som vi husker ham fra blandt andet pladen Home. Og selv om genhørets og mindernes glæde hos lytteren måske er stor, ærgrer man sig alligevel ikke over, at Josh Rouse i afslutningssangen “Rise” er tilbage i 1972, for her befinder han sig godt.

★★★★★☆

Deltag i debat