Plader

Silver Mt. Zion Memorial Orchestra & Tra-La-La Band With Choir: “This Is Our Punk-Rock,” Thee Rusted Satellites Gather + Sing

Skrevet af Camilla Grausen

Silver Mt. Zions nyeste udspil lover godt, og pladens første fjerdedel er flot, men undervejs irriterer Efrims skingre vokal frem for at imponere.

A Silver Mt. Zion var navnet på det tre mand store ensemble, som montrealske Godspeed You! Black Emperor affødte tilbage i 1999. GY!BE-guitaristen Efrim besluttede sig da for at afprøve nye musikalske muligheder og ikke mindst få mere albuerum til at lave, hvad han ville, da de store individuelle udfoldelsesmuligheder jo naturligt nok ikke er mange i nimandsorkestret GY!BE. Derfor dannede han sammen med to andre GY!BE-medlemmer, violinisten Sophie og bassisten Thierry, A Silver Mt. Zion, hvis debut udkom i 2000. Siden da er bandet blevet til en sekstet og har udgivet endnu et album (i 2001) og fået forlænget deres navn til The Silver Mt. Zion Memorial Orchestra & Tra-la-la Band. Nu kommer bandet, der i mellemtiden har fået pyntet yderligere på navnet med et “With Choir” bagpå med deres tredje udspil, “This Is Our Punk-Rock,” Thee Rusted Satellites Gather + Sing.

På de tidligere udgivelser har Silver Mt. Zion ikke rent musikalsk lavet nogle krumspring eller tiltag, der er ulig GY!BE. Slægtskabet har været tydeligt, og det gjorde ingen skade, da det jo i sandhed ikke er en stamtavle, man skal skamme sig over. Dog bevirkede det, at Silver Mt. Zion ikke skilte sig synderligt ud og til tider kunne mangle særpræg. Men på nærværende udgivelse er der sket noget. Silver Mt. Zion træder i karakter ved et musikalsk initiativ, man ikke forbinder med GY!BE, nemlig brugen af vokal og kor henover de storladne, instrumentale passager. Pladen indledes med sang fra et stort amatørkor på nummeret “Sow Some Lonesome Corner So Many Flowers Bloom” og afsluttes med stille guitar og syng-med fra koret. Derudover kommer og går Efrims spidse vokal på pladens fire numre.

Pladens stærkeste side er åbningsnummeret, der med korets flerstemmige »so-fa-la-so-la-la-la’er« repræsenterer en fin ny retning hos Silver Mt. Zion, samtidig med at nummeret stadig får lov til at lyde som dét Silver Mt. Zion, vi kender. Koret forsvinder undervejs, og i stedet opbygges nummeret langsomt af noget ulmende, hvor violiner, cello og kontrabas overtager og med velkendt, men kærkommen dramatik kulminerer i et pragtfuldt stykke, hvor strygere sætter tonen både øverst og nederst i lydbilledet i samvirke med en sikker rytmesektion med trommer og kontrabas. Her genkender vi den GY!BE’ske handlingsmættede og opbyggende, men samtidig dystre komposition.

Efter en god start går det dog imidlertid ned ad bakke for This Is Our Punk-Rock…, der herefter ikke byder på samme instrumentale åndenødsfrembringende passager. Musikken bliver – om end genretro – mere triviel, og gennem de næste numre træder koret i baggrunden, og Efrim springer eller måske nærmere skubbes ud som sanger med en skinger, uskøn vokal. Hans stemme er bevidst ujævn og får lytteren til at være mere opmærksom, da det bliver umuligt bare at “flyde med” på instrumentale satser. Men i stedet for at blive nysgerrig efter at lytte til hans budskab og den intensitet, det skaber i musikken, bliver man nemt irriteret. Flere steder på albummet, og særligt i “Babylon Was Build on Fire/StarsNoStars”, skærer Efrims vokal i ørerne, og man kan ikke lade være med at blive interesseret i forestillingen om, hvordan det pågældende stykke ville have lydt uden vokal.

Alt i alt er det let at få et noget dobbeltsidet forhold til dette album. Det første nummer er upåklageligt, men for meget af den resterende tid skal man anstrenge sig for ikke at blive irriteret over Efrims skingre vokal. Dog synes jeg, det er værd at rose det faktum, at Silver Mt. Zion gør noget for at bevæge sig i en retning, hvor de lyder mere som Silver Mt. Zion og mindre som GY!BE, og koret er f.eks. velfungerende. Når pladen ebber ud, er det dog ikke erindringen om de første gode toner, man sidder tilbage med, men nærmere en lidt tom fornemmelse af at have lyttet til forkert placeret kreativitet. Kræfterne er lagt på de forkerte steder, og de forkerte ting er vægtet: Efrims vokal frem for det at holde det musikalske niveau pladen igennem, og de inderlige strygersektioner, man ellers kender fra Silver Mt. Zion, er der for få af. Men som koret messer i løbet af pladens sidste minutter: »Everybody gets a little lost sometimes.«

★★★½☆☆

Deltag i debat