Plader

Christian H. Sötemann: Seems Ancient to Me

Skrevet af Troels Mads

Seems Ancient to Me byder på ni skæve skæringer fra dengang, Berlinmuren endnu stod, støvet af til lejligheden og (gen)indspillet på kun én dag. Resultat er ganske vist tankevækkende, men det er desværre ikke altid det samme, som at det også er godt.

Denne anmelder har med velbehag lagt øren til psykologen Christian H. Sötemanns udgivelser både i eget navn og som frontfigur i Cryptic Scenery – ligesom jeg kun har lovord til overs for den tidligere Beat-rådmand Christian Kanns BSBTA-label. Derfor er det brandærgerligt, at det er den prætentiøst skitseagtige og noget ufuldstændige Seems Ancient to Me, der står til anmeldelse her.

Christian H. Sötemann er født i Sverige, men nu bosat i Tyskland, og fra sit domicil i Bremen spyr han albums ud med en hastighed, der ikke lader den genrebeslægtede Will Oldham meget tilbage at ønske. Omkring femten selvstændige (demo)udgivelser er det blevet til foruden et utal af compilation-bidrag over de seneste syv-otte år. Men produktiviteten trækker åbenbart spor fra fortiden, for grundstammen på Seems Ancient to Me består af sange, der blev skrevet dengang, Herr Sötemann endnu var teenager, og firserne blev til halvfemserne. Det er altså ungdommens skuffedigtning, der til lejligheden er blevet afpudset og tonesat her. Teksterne nærmer sig faretruende det puerile, men hvis man ser bort fra det, må man trods alt forbavses over deres relative detaljerigdom, ligesom det er lykkedes over al forventning at samle sangskrivningen fra to halve årtier til ét ganske ‘harmonisk’ udtryk (af samme grund er det svært at fremdrage én skæring frem for en anden).

Albummet er helt og aldeles en solobedrift: Det er Sötemann alene med sin akustiske guitar, optaget i hans stue og indspillet på kun én dag. Det er under alle omstændigheder noget af en bedrift, og formen må siges at give albummet et vist konceptuelt tilsnit. Albummet er ikke så nemt at genrebestemme, som man ellers nok kunne foranlediges til at tro. Det er hverken udpræget langsomt, sørgeligt eller mørkt, men snarere en slags klassisk, lo-fi singer-songerwriter-akustika med et punket twist. Som en sen Nick Cave uden pianoet, Will Oldham møder Blixa Bargeld eller den gamle Swans-frontmand Michael Gira, som Sötemann også selv angiver som en af sine inspirationskilder. Det helt særegne opstår i de, i bogstaveligste forstand, teatralske råb og skrig, der er strøet ud over pladen, og vokalens ‘knækkede’ fremførelse af teksterne (trykket er lagt fuldstændigt asymmetrisk i forhold til verselinjerne – deraf bl.a. det punkede islæt).

I disse tider hvor musikalsk innovation og individualitet bliver ophøjet til guddom, burde det vel stå som et lyspunkt, at Sötemann tør gå egne veje og i den grad krænge sin sjæls allerinderste ud. Det gør det bare ikke. Den skrabede produktion, ja faktisk er pladen vel slet ikke ‘produceret’, de bestemt hæderlige, men lidt opstyltede tekster, det ultrasimple, men alligevel catchy guitarspil, selve konceptet og de affekterede udbrud kunne hver for sig udmærket indgå som elementer i en appetitelig cocktail (på nær måske sidstnævnte) og gør det også andetsteds i Sötemanns repertoire, men sat ved siden af hinanden her bliver de simpelthen for meget af det gode. Måske er jeg bare snerpet, men på bundlinjen ender pladen i mine øjne med at blive en tand for kunstlet. Når de små 37 minutters stiløvelser er overstået, efterlades man i tvivl om, hvorvidt man har været vidne til genialitet eller en musikalsk udgave af Kejserens nye klæ’r. Jeg hælder altså desværre mest til det sidste.

Seems Ancient to Me er altså en plade, der er dømt til at skille sit publikum i to grupper, men Sötemann skal have den kredit, at jeg sådan set godt kunne forestille mig, at den gruppe, der vil elske nærværende interludium – for det er vel det, det er – nok godt kunne vise sig at være lige så talstærk som den anden. Det er bare Christian H. Sötemanns vanheld, at denne anmelder er at tælle i de skeptiskes række.

Under alle omstændigheder skal denne anmeldelse (og den relativt lave karakter) ikke afskrække nogen fra at lade sig forføre af Sötemanns i øvrigt fine, musikalske univers. Sötemann skulle nok have ladet denne samling sange ligge i skuffen, men blandt femten udgivelser af en gennemgående høj kvalitet skal der trods alt være plads til en enkelt svipser”¦

★★☆☆☆☆

Deltag i debat