Plader

The Stills: Rememberese EP

Rememberese udnytter ikke ep-formatet ordentligt. Der vises et stort potentiale; stort nok til at forventningerne til fuldlængden er skruet helt i vejret. Men der sløses til gengæld også med overflødige sange, som sætter spørgsmålstegn ved, om ep’en overhovedet er værd at smide sine penge efter.

Lige som man syntes at have hørt tilstrækkeligt fra bunken af humørsyge musikere fra den sydende postpunk-metropol, New York, træder The Stills ind på scenen. Det er et band, som man højst sandsynligt vil høre en del mere til, når de smider deres fuldlængde på gaden. Indtil da har vi fået EP-forløberen Rememberese at lytte til.

The Stills består af fire canadiere, som har hevet rødderne op fra hjemlandet og plantet dem påny i New Yorks asfaltmuld. Timingen er god; bandet falder lige ind i en bølge bestående af sværvægtere som The Strokes og Interpol. For de læsere, der skulle være i tvivl, er sammenligningen klar i den forstand, at de alle dyrker en lyd fra en forgangen tid. Lad os skrue op for The Stills’ musik og blive ført tilbage til engang i starten af 80’erne.

Der er dog desværre ikke det store indtryk at danne sig på nærværende udgivelse. Ep’en består af fire numre, som reelt set blot viser sig at være to et halvt. Åbningsnummeret går under titlen “Still in Love Song”, som er ep’ens absolutte højdepunkt. Her er der tale om en særdeles sublim sangskulptur: Det er fire berusende minutter fyldt op med mørk pop omhandlende en romance, som forlængst er faldet fra hinanden. Guitarerne bider og hugger i med solide baslinjer som bagtrop. Der gives med det samme et 80’er-feel, et britisk af slagsen, ikke langt fra hvad vi vil kendes ved af gammelt 4AD-materiale. Sangen kører på to hjul i svinget med en frisk udadvendt diskobas, som går i clinch med det overordnede, nærmest angstfyldte instrumentale udtryk. Tim Fletchers vokale bidrag messer bag de mørke bastoner – der er et tilpas stramt tempo, som forhindrer sangen i at gå i stå, og der er nok nerve i guitarudladningerne til at gøre stemningen mørk og spændende. Fletchers ømt følende sang hiver fat i ord og vendinger, som ikke gør sig særlig godt på papir (»We were lovers, we were kissers / We were holders of hands, we were make-believers«), men som i selskab med den forjagende dansable melodi går an.

Ud over at åbne Rememberese får “Still in Love Song” også lov til at lukke ep’en, dog i let forandret form. Der er lagt et minut til sangen, og den er pumpet op i et mere diskovenligt remix: Bassen er rykket væsentlig længere frem i lydbilledet, hvorimod guitarerne er dæmpet. Versionen i sig selv er der intet galt med, men på en ep med blot fire sange virker et remix temmelig overflødigt. Der havde jeg langt hellere hørt en ny sang.

Ep’ens andet nummer, “Killer Bees”, starter i et langsomt følende tempo med snurrende guitarknas, noget der i løbet af få sekunder vokser sig frem mod et fastholdt beat af trommeslager Dave Hamelin med guitarerne som sidste tilførte element. Der ligger noget mørkt og gravalvorligt implicit i titlen “Killer Bees”; desværre er det ikke muligt at blive klogere på, hvem disse bier jagter og hvorfor – det ikke er til at forstå hele sætninger ad gangen, dels fordi Fletchers vokal er svøbt ind i en metallisk rungende rumklang, dels fordi den er lagt lavt i mixet, og dels fordi Fletcher snøvler ordene ud. Et enkelt øjeblik drejes der mod nullet på samtlige instrumenters volumenknapper, og Fletchers vokal får lov at stå alene. Her kan man nemt høre det grumme scenario udspille sig: »See me just sucking in the killer bees / That chew right through me.« Spørgsmålet er, om man overhovedet har lyst til at vide mere om, hvad han synger. Atmosfæren i nummeret vidner om en tæt og trykket stemning, og Fletchers samtidige ophidsede snerren og tilbagetrukne resignation skubber stemningen ud over klippeskrænten mod et langt fald, som ikke slutter, før det de endelige piskeslag mod bækkenerne ringer ud, og de lange reverbflader fra guitarerne synker mod et par sekunders stilhed.

Stilheden brydes af ep’ens såkaldte halve nummer. “Talk to Me” er en nedtonet, jangly popsang af 90 sekunders varighed, som ikke lyder som andet end en demosang hevet op fra gemmerne blot for at kunne fylde et ekstra nummer på ep’en. Og en demo er lige netop, hvad vi her har fat i. Sangen er indspillet på en firespors-båndoptager og virker mest af alt blot som en skabelon, som langt fra er færdigarbejdet. Det retfærdiggør derfor ikke skabelonens eksistens på nærværende ep.

Når man skærer ind til kernen af materialet på Rememberese, er “Still in Love Song” og “Killer Bees” i en samlet varighed af blot otte minutter ep’ens essens, og det er langtfra nok til ordentligt at vurdere bandet. Men man bliver jo nødt til at tage udgangspunkt i dét, man får serveret. Og ud fra det vil jeg betegne The Stills som fintfølende uden en overdreven prætentiøsitet, talentfulde uden at svinge til højre og venstre i diverse indbildske blæreformer og fængende uden at forfalde til nogle konventionelle kedsommeligheder. Men det, som denne alt for korte udgivelse mest af alt gør, er at servere en lillebitte forret, hvorefter man må gå sulten fra bordet, fordi hovedretten desværre ikke serveres – ikke i denne omgang. Vi må vente, til fuldlængden kommer.

Den lave karakter, som gives, er derfor ikke et reelt billede af dette fremragende band; det er blot en irritation over, at bandet giver så lidt, noget som alligevel højner forventningerne. Rememberese er ikke overflødig, men der er simpelthen for lidt indhold, og jeg anbefaler derfor at vente på fuldlængden.

★★½☆☆☆

Deltag i debat