Plader

Strumm: 7”

Skrevet af Mikkel Arre

Udstyret med både fængende melodiøsitet og en aldrig udtømt lyst til at afsøge støjens væsen bevæger den debuterende trio Strumm sig ud i både punket, ret så pågående støjrock og i tålmodige, nysgerrige digressioner. Konventionerne skævvrides, og Strumm opfylder semi-hypens forventninger.

Morningside Records’ seneste skud på stammen er trioen Strumm. Rygter om bandet har floreret gennem et par år, men først nu begaves vi med egentlige udgivelser, dels en CD med fem numre og dels denne labre lyserøde 7″.

“… at Yr Feet” lægger fra land med en ret så iørefaldende melodi og en ganske opfindsom opbygning af nummeret. Dermed ikke sagt at Strumm revolutionerer kompositions-kunsten, men det er dejligt, at unge bands tør andet og mere end vers-omkvæd-vers-omkvæd-strukturer. Åbningsnummeret demonstrerer et godt sammenspillet band med et spændstigt og meget kraftfuldt udtryk, hvor distortion-krydrede guitarhooks danser stopdans med et tight og energisk trommesæt. Nummerets muntre og nærmest elastiske dynamik går fint i spænd med tekstens invitation til, at ungdommen begynder at drage fordel af, at verden i dén grad ligger for de unges fødder.

Støjstrategierne videreudvikles i “Testdrive”, hvor der til dels gives køb på det melodiøse til fordel for en endnu mere ukonventionel struktur. Motoren varmes med indledende anstrengelser op, og sangen ruller sikkert ud ad landevejen. Trommeslager Stine Sørensen bidrager med en småskinger lofi-vokal, og mellem de groft vævede tæpper af guitarstøj får små melodiske detaljer lov til at gro frem som valmuer i vejkanten. Og måske er det noget i vejkanten, der distraherer chaufføren, for knap midtvejs går køreturen alvorligt ned i tempo. De fræsende støj-teksturer erobrer lydbilledet, og trods trommernes tilbagevenden kommer nummeret aldrig igen op i samme fart. Langt de fleste bands ville lade et breakdown fungere som optakt til en ny acceleration og en effektfuld finale – men i stedet vælger Strumm at væbne sig med tålmod. De lader nummeret blive og forblive pilskævt og ser, hvor de kommer hen – lader det slingre ud i rabatten, ud på en tilstødende mark, derud hvor man sjældent kommer.

Knap så inspirerende er “Habit Holes”, der hverken melodi-, dynamik- eller anarki-mæssigt har lige så meget at byde på som de øvrige numre. Henholdsvis klimprende, afventende guitar-passager og korte, brusende intensitets-eksplosioner skiftes til at dominere – og følger dermed de slagplaner, som alverdens post-rock-bands i større eller mindre grad har fulgt gennem de seneste ca. 10 år. At Stines her ganske kønne vokal senere glider ind og drejer nummeret i retning af let poleret restmateriale fra en Blonde Redhead-indspilning redder ikke nummeret hjem, i og med at melodien ikke er tilstrækkeligt opildnende. Soft/loud-strategien er om ikke forældet, så i hvert fald så brugt, at den skal benyttes noget mere kreativt end her for virkelig at dupere.

Strumm lukker debutudgivelsen med det nærmest punk-eksplosive “Fight a Lot”, hvor præcise, dundrende trommer er ene om at holde styr på drønende, disharmoniske guitar-kaskader, der i et heftigt tempo slider og flår i hinanden. Den skingre kvinde-vokal tilføjer endnu et lag af nært forestående kaos, og især det hvinende omkvæd får tankerne omkring den ene af Strumms producere, Signe Høirup Wille-Jørgensen og hendes første, særdeles idiosynkratiske bedrifter med Speaker Bite Me-forløberen, Murmur. “Fight a Lot” er opbygningsmæssigt et ganske regulært nummer, men både vers og omkvæd er så voldsomt overgroede af et snerrende guitar-vildnis, at nummeret ender med at kunne opfattes som en førstehåndsberetning fra en stormplaget båd, der grundet alvorlige uoverensstemmelser passagerne imellem ikke styres udenom, men direkte mod det værste uvejr. Og da trommerne til sidst må opgive ævred, kæntrer og splintres båden, og de sidste rester af nummeret kastes omkring som vraggods i brændingen.

I så ulykkelig en situation befinder Strumm sig dog langt fra. Denne 7″-udgivelse lover endog særdeles godt for fremtiden, og selv ikke det faktum, at inspirationskilderne sine steder er yderst håndgribelige, drypper malurt i bægeret. Strumm spiller nemlig sin egen fortolkning af støjrocken med så stor selvsikkerhed, at i hvert fald undertegnede ikke kan lade være med at blive imponeret.

★★★★½☆

Deltag i debat