Plader

David Toop: Black Chamber

Det er altså godt, det her! Den mest billedskabende musik, du kan opdrive i denne galakse. Black Chamber beviser, at alle lyde kan bruges som ressource til at skabe spændende, vedkommende, drømmende, atmosfærefyldt og smuk musik.

David Toop er multiinstrumentalist, forfatter og journalist. Han er født i 1949 og har været langt omkring i sin musikalske karriere. I sin pure ungdom spillede han guitar i diverse rhythm & blues-grupper, men blev langsomt mere og mere interesseret i fri improvisation; vel at mærke ikke fri jazz der jo paradoksalt nok hurtigt havnede i sin egen fastlåste form, men derimod fri musik der forsøger at åbne op for alle stilarter, alle måder at behandle et instrument på. Han kom altså fra en musikform, der stiller umådeligt høje krav til udøvernes evne til at fralægge sig selvcensur og bevidsthed og dermed åbne op for nærvær og lydhørhed. Denne form for frie musik er måske mest af alt en søgen efter utopia. Et utopia hvor selvet opløses og bliver medie for de højere sfærers klange, toner og rytmer. Derfor er det sikkert rigtig fedt at være med som udøvende musiker og få afprøvet sine grænser og sin spontanitet, hvorimod det som almindelig lytter nogen gange kan være svært at fange den røde tråd, endsige den dybere mening.

David Toop er da heller ikke blevet i denne lille niche, dertil er verden for stor og for fristende. Filosofien fra den frit improviserede musik har dog fulgt ham igennem alle årene. En filosofi der kan have indflydelse på både samværet imellem mennesker, indretningen af et samfund og måden, man spiller sammen på, og kortfattet kan beskrives som en total demokratisering, en ligestilling mellem musikerne (og genrerne). Alle bidrag er lige vigtige for frembringelse af musik, og i sin yderste konsekvens sidestiller det næsten musikeren med lytteren: Ingen af dem ved, hvad der vil ske, og derfor lytter begge parter lige intenst.

Igennem årene har Toop ladet sig inspirere af alt fra japansk shakuhachi (en traditionel bambusfløjte), musique concrète, landskabs optagelser, hiphop (han skrev i 1984 en af de første gode bøger om hiphop: Rap Attack) til den tidlige Detroit-techno. Han har lavet musik i samarbejde med folk som Brian Eno, Grandmaster Flash, John Zorn og en af dubreggaens særlinge, Prince Far I.

Black Chamber er David Toops syvende cd, siden han i 1995 vendte tilbage som udøvende musiker efter et tiår som fuldtidsskribent. Han er altså inde i en særdeles kreativ periode i øjeblikket, og jeg må sige, at det er skønt at være vidne til. Toops frembringelser bliver bedre og bedre. Desværre bliver hans musik aldrig normalt anmeldt i danske medier, og det er synd, for han laver musik af en særegen skønhed.

Toop er gennem alle sine år som udøvende kunster blevet mere og mere bevidst om det enorme repertoire af lyde og dermed musik, der omgiver os i hverdagen. Alt kan bruges til at skabe musik! Det vrimler med sære lyde. Hyl, knasen, knirken, radiostøj, klip fra gamle film, frøer der kvækker, motorcykler der drøner, en badeand der piver – ja, sågar lydoptagelser fra en italiensk restaurant i Thailand bliver brugt. Alt lagt oven på hinanden i lag i et tætvævet lydtapet, som det er svært at dechifrere, men nemt at fortabe sig i. Forskellige lydkilder modstilles og splejses. Hvid støj sættes overfor den menneskelige stemme, manipulerede lyde sættes overfor en bambusfløjte. Alle elementer er med til at skabe en musik, der nærmest damper af tropiske nætter, uhygge og regnskov. Musikken på Black Chamber kan måske opfattes som små atmosfærefyldte rum, der alle har en nuance af sort som det dominerende, og hvert rum kunne være sin egen scene i en Film Noir skabt i fællesskab af David Lynch, Peter Greenaway og Jeunet & Caro, der i 90’erne skabte Delikatessen.

En optagelse af en gade i Chiang Mai i Thailand danner grundlag for nummeret “Silver Birds”, der langsomt bliver overtaget af små keyboardvignetter lydende som fugle i det fjerne. “Waxed Skin” består af knitren og lyden af et tv på prøvebillede, der varmes op med små fragmenter af melodi, udsøgte keyboardklange og vibrerende Hammond-orgel. Langsomt mixes et hold cikader ind i lydbilledet – eller er det bare en anden form for støj? – og længst fremme i lydbilledet befinder sig en lun guitar, der gentager det samme lille melankolske mønster af toner igen og igen. Den indre filmskærm bliver fodret med varmedis på en savanne; en lummer, svedende nat på et bordel i Singapore.

“Apartment Thunder” starter med regnvejr i stride strømme. Det knitrer, og man forventer et lynnedslag. Det kommer også, men i form af en umådelig stor eksplosion af elektronisk bulder. Sekvenser fra forskellige film mixes ind over hede, lange synthesizerklange, der lyder, som om de kommer ud af en radio fra 30’erne. En mandestemme hvisker, en kvinde hyler (eller nyder!), en rumlende bas skyller ind over de skabte billeder. Og pludselig er det slut, og billedet forsvinder lige så pludseligt, som det dukkede op.

David Toop har på nogle af numrene allieret sig med gamle kammerater og medspillere heriblandt sopransaxofonisten Lol Coxhill, der i “Plume, Preceded by Far off Inside” spiller en forelsket, lyrisk solo oven på en bund af klirrende flasker, rungende gonger og forfriskende vindstød af luftige synthesizertoner. “Blind Eel Priestess” er domineret af en kontrabas og en guitar, der spiller duet, leger med hinanden, prøver hinanden af. Bassen er stovt, langsom og velovervejet, guitaren leger japaner – svajer og bøjer sine toner.

Jeg kunne blive ved med at fremhæve numre eller enkelte elementer, men slutter med det sidste nummer, “Black Chamber”. Styret, som det er, af en twangguitar i bedste Tarantino-stil, skaber det kulminationen på en fantastisk oplevelse: en sublim indre film, der indeholder det hele: uhygge, kærlighed, suspense, forløsning.

David Toops musik er kompleks. Mange planer er i gang på én gang, og til forskel fra den mere “almindelige” ambient er der en masse på spil. Vellyd for vellydens egen (og for afslapningens) skyld har ikke Toops interesse. Musikken skal ville noget.

Jeg håber ikke, at mine ydmyge forsøg på at beskrive denne musik får nogen til at tænke, at Black Chamber er svær musik – vanskelig at gå til, vanskelig at forstå, thi det er ingenlunde tilfældet. Sammensætningen af forskellige og modsatrettede lydkilder og manglen på melodi kan for nogle virke fremmed og måske skræmmende, men der er ingen grund til ikke at give David Toop en chance. Black Chamber skal opleves og sanses meget mere, end den bare skal høres. Tag høretelefonerne på, og lad dig føre ind i et originalt univers. Luk øjnene og driv med. Der er ikke noget at være bange for. Det ender godt.

★★★★★½

Deltag i debat