Plader

Torrez: The Evening Drag

The Evening Drag er den meget sigende titel på Torrez’ debutalbum. Musikken er en langsommelig og småkedelig affære velegnet til de små timer. Den lægger sig lige midt i middelmådigheden og er svær at have en holdning til. I stedet er jeg nærmest bare ligeglad.

Da Torrez fandt på titlen til deres andet album, The Evening Drag, mente de nok ikke, at det skulle indikere, at deres musik netop var en lidt langsommelig og småkedelig affære velegnet til de små timer. Men sådan er det.

Torrez kommer fra Portsmouth, New Hampshire, og The Evening Drag er deres andet album. I front står Kim Torres med sin søvnige og drømmende vokal. Som underlægning har hun fået langsomme trommer, orgel og bløde guitartoner.

Torrez slynger om sig med bastante referencer som Tom Waits, Sparklehorse og Mazzy Star. Det er meget muligt, at bandet kan lide disse kunstnere, men det er ikke ensbetydende med, at de får det frem i musikken – og slet ikke at lytteren kan lide Torrez, fordi for eksempel Tom Waits er en yndling hos vedkommende. Langt fra. Torrez mangler nerve.

Bandet vil gerne fange en speciel aftenstemning. De gør de på sin vis også. De giver mig nemlig lyst til at slukke for cd-afspilleren og gå i seng i stedet. Det er formentlig ikke deres intentioner. Torrez vil tydeligvis gerne blande det melankolske og halvdystre med det varme og behagelige, men det hele tager sig ganske ufarligt ud. Der er ikke rigtigt nogle melodier, der sætter sig fast. Det kører bare derudaf – og hos mig går det ind ad det ene øre og ud af det andet.

Lydkvaliteten er noget flad og ligger et sted imellem almindelig vellyd og optagelser fra øvelokalet. Det er hverken lofi eller hifi på “den fede måde”. Alle numrene har den samme tone og stemning. Jeg mangler noget variation. Kim Torres synger ganske pænt – af og til lidt som Nina Persson fra Cardigans – dog næsten hele tiden i det samme toneleje. Bandet spiller også ganske pænt. Torrez’ musik er i det hele taget … ganske pæn. Det lægger sig i det spændingsfelt lige i midten, hvor jeg har svært ved at finde ord til at beskrive det. Jeg bryder min hjerne, men deres musik inspirerer hverken til roser eller den helt store sviner. I stedet trækker jeg bare på skuldrene med et lille suk og tænker: “Jep! It’s a bit of a drag, really.”

Bevares, hvis man er til aftenmusik, der ikke forstyrrer for meget, så kan det da være, at man burde tjekke dem ud. Det er lidt ligesom Calexico bare uden genkendelige melodier og mariachi-toner. Torrez er i mine ører en ufarlig og middelmådig affære. Og jeg ved, at jeg kan finde anden musik ude i den store verden, som er mere værd at bruge tid på. Så det vil jeg nu gøre – og ikke spilde jeres kostbare tid. Snup i stedet en af de senere Talk Talk-skiver eller et Songs: Ohia-album for at få ørerne til at vippe ved aftentide.

★★☆☆☆☆

Deltag i debat