Plader

Wynona: Santiago

Skrevet af Søren McGuire

Overbevisende opfølger til den bedste danske plade i nyere tid. Umiddelbart mindre melodiøs end debuten, men stadig et stilsikkert mesterværk.

Wynona vil ikke kaldes for et countryband, hviket der jo ikke er så meget at sige til. For det første er country-prædikatet efterhånden blevet noget udvandet, og det er vel efterhånden kun de færreste kunstnere med denne påhæftede genrebeskrivelse, som egentlig bruger andre elementer fra countrymusikken end en enkelt lap-steel her og der. For det andet spiller Wynona egentlig heller ikke country længere. Gruppens debut, Lost Hill, viste sig at være et sandt mesterværk og cementerede gruppen som et af Europas hidtil skarpeste bud på en hidtil uhørt afgren af americana kaldet nordicana med Wynonas egne ord.

Pedal-steel-virtuosen Bent Malinovsky skabte et langt stykke hen ad vejen Wynonas særegne lyd, men egentlig var det Camilla Munck, der skulle vise sig at være Wynonas største force. Det er hun også stadigvæk på Santiago. Hendes stemme har som altid højt til loftet, og hun synger med mere ærlighed og skønhed end nogen anden dansk sangerinde. Det kan man heldigvis aldrig tage fra Wynona. Til gengæld er der lagt låg på Bent Malinovkys pedal-steel. Den er der stadig, men den er ikke længere et af de mere bærende elementer, som den var på Lost Hill. Det gør egentlig ikke det helt store, for der er blevet plads til flere facetter i musikken.

Strange Wings viser, at Wynona også mestrer den ædle kunst ørkenrock og serverer på fornem vis en portion Calexico i skandinavisk indpakning. Opfriskende er også den rockede Three Roads, som afslører den rockede og umiddelbare mere melodiøse side af Wynona. Et dejligt poprocknummer der viser, at sangskriver Jesper Tullin også kan dreje en sang uden at svøbe den ind i den mørke indadvendthed, der ellers ofte danner rammen om Wynonas musik.

Santiago er indspillet på en ødegård i Sverige. Deroppe har Wynona fundet den ro og melankoli, der kræves for at kunne præstere et værk som Santiago. Der er ingen tvivl om, at de har brugt meget tid på indspilningen af Santiago, for sangene virker velovervejede og gennemtænkte – nogle gange desværre på grænsen til det fortænkte, men det er sjældent og til at se igennem.

Indspilningen er også sket under noget usædvanlige forhold: Fuglene sang så højt om dagen, at Santiago er indspillet om aftenen efter mørket sænkede sig over de svenske stepper. Dette har uden tvivl også forstærket den melankoli, der er Wynonas absolut største force. De har ved tidligere lejlighed kaldt den for nordicana, hvilket også stemmer ganske godt overens med virkeligheden. Det er for mørkt og melankolsk til at være americana, men samtidig også for støvet til ikke at være det.

Det er som sagt tydeligt, at der er arbejdet mere med kompositionerne på Santiago. Lost Hill var et mesterværk, som kan være svært at pege fingre af, og det har Santiago – til trods for den veldrejede ødegårds-melankoli – til tider lidt svært at hamle op med. Sangene hænger ikke helt så godt fast som på forgængeren, og lidt af Wynonas modige charme forsvinder til tider i musikkens mørke. Men Wynona er uden tvivl stadig et af de mest interessante og stilmæssigt perfekte orkestre, vi har herhjemme, og med Santiago beviser de for anden gang, at de mestrer melankolien og inspirationen fra country (hov!) bedre end de fleste.

★★★★★☆

Deltag i debat